Prøv et øjeblik at forestille dig, at du kigger ind i et magisk spejl. Mens du kigger på dit spejlbillede, vil du blive yngre og yngre og i bogstaveligste forstand rejse tilbage i tiden. Til din ungdom. Til din barndom. Til din fødsel. Og til tiden, før du blev undfanget.
Det burde være et spejl, som kun findes i eventyrets verden. Men det findes også i den virkelige verden og helt præcis på randen af de mystiske sorte huller i vores univers, som har så stærk en tyngdekraft, at de kan spise en kæmpe stjerne til aftensmad, sætte tiden i stå og få lys til at krumme og dreje om hjørner. Præcis som Albert Einstein forudsagde det for over 100 år siden.
For det lys, som bliver udsendt fra planeter, stjerner og galakser og sendes i retning af de allestedsnærværende sorte huller og som lige akkurat undgår at blive spist af det glubske hul, kan blive sendt i rotation om det sorte hul – en, to, tre, fire eller uendeligt mange gange – før lyset bliver reflekteret væk fra det sorte hul og rammer ned i vores øjne, hvis vi teoretisk set var meget tæt på et sort hul eller havde udviklet et superteleskop, som kunne zoome ind på det sorte huls kant. Det er forsinkelsen af lyset via de mange rotationer om det sorte hul, der vil gøre det muligt at se tilbage i tiden.
»De sorte huller er universets sorte spejle, hvor man i randen af det sorte hul kan se et spejlbillede af hele universet. Modsat et almindeligt spejl på et badeværelse, kan et sort hul holde på lyset i kortere eller længere tid, før det bliver reflekteret tilbage til de øjne, der ser, alt efter hvor mange gange lyset roterer omkring det sorte hul. På den måde kan man i de spejlbilleder man ser fra et sort hul, komme på en rejse tilbage i tiden og for eksempel se en stjernes død igen og igen«, siger Albert Sneppen.
