Michel Roccati var en ung mand med livet foran sig, da et vildt dyr en dag i 2017 løb ud foran hans motorcykel på en vej på bjerget Superga nær den italienske by Torino. Han styrtede, brækkede ryggen flere steder og mistede følelsen fra livet og ned. Og beskeden fra lægerne var ikke til at tage fejl af: Han ville aldrig komme til at gå igen. Og det troede han så på i de næste tre år.
Sådan da. Helt slap han nemlig aldrig tanken om måske en dag igen at kunne gøre, hvad han før havde elsket. Bokse og styrketræne for eksempel.
Så han gav sig til at studere, hvordan hjernen og rygmarven fungerer, deltog ligefrem i videnskabelige konferencer – og det var på sådan en, han en dag på storskærmen kunne læse, at videnskabsfolk i Lausanne i nabolandet Schweiz som forsøg ville indoperere elektroder i nogle patienters rygrad og med elektriske impulser forsøge at vække deres lamme ben til live igen.
Han skrev til den professor, som stod i spidsen for projektet. Fik plads i forsøget. Blev opereret. Og begyndte to uger senere på sin genoptræning.
