Her på Politiken har vi altid vidst, hvad der var rigtigt og forkert. Hvad man har godt af at læse, lytte til og se på, og hvad der fordærver mere, end det løfter. Og hvis nogen i 1955 var i tvivl om, hvad de skulle mene om den nye dille blandt børn og unge – tegneserier – kunne de finde ud af det ved at læse de tre lange artikler i Politiken, hvor forfatteren Tørk Haxthausen gjorde rede for, hvordan de tegnede striber opmuntrer til vold, ungdomskriminalitet og ... ja, homoseksualitet.
Superhelte er en slags overmennesker, og det ord kunne man jo selv prøve at oversætte til tysk, hvis man ville forstå situationens alvor: Übermensch, skrev Tørk Haxthausen, der senere udgav artiklerne i en bog med titlen ’Opdragelse til terror’.
Og Politiken var langtfra alene. Frygten for tegneserier kunne samle folk, som ellers sjældent var enige om noget som helst. Fra den kristne højrefløj i USA, hvor man kaldte tegneserierne uamerikanske og mente, at kommunismen lå på lur i de tegnede striber, til den europæiske venstrefløj, der betegnede tegneserierne som amerikansk kulturimperialisme og maskeret kapitalistisk propaganda.
Herhjemme advarede pædagoger og skolelærere om, at tegneserierne ville skabe generationer af analfabeter, voldsparate forbrydere og homoseksuelle.
