Hvis der er noget de er, så er det snarere for billige«, siger 26-årige Rushil ’Roosh’ Reddy.
Han taler om sine ni aber. Det er de såkaldte Bored Apes, som der kun findes 10.000 eksemplarer af. Hans personlige favorit er du lige blevet introduceret for. Det er den, der som en anden Julius Cæsar bærer en krans af laurbærblade og har krydret sit outfit med en hvid tanktop. Han elsker den for dens kontrast! Og nå ja, så er den såmænd ikke mere end cirka 1.712.620,00 kroner værd i skrivende stund.
Der er tale om en NFT (non-fungible token) – en digital genstand, som er unik. Med andre ord: Den kan ikke erstattes. Nogle ser det som et fjollet profilbillede på Twitter eller et legetøj for rige mennesker, som keder sig. Andre ser det som et billede på fremtidens teknologi. Flere kendte mennesker har kastet deres kærlighed efter Bored Ape Yacht Club. Heriblandt den amerikanske tv-vært Jimmy Fallon, basketballstjernen Stephen Curry og rapperen Snoop Dogg.
Store brands som Adidas, Nike, Pepsi og Coca Cola er alle for nylig trådt ind i NFT-verdenen. Førstnævnte har lavet et samarbejde med Bored Ape Yacht Club. I mandags solgte Adidas 29.620 NFT’er for 22 millioner dollars svarende til cirka 145 millioner kroner.
