Marie Bjerre, Venstres tilbagevendte digitaliseringsminister, ønsker en ny begyndelse for den måde, vi taler om digitalisering og kunstig intelligens på. Der skal skrues ned for bekymringerne og op for fokus på muligheder.
»Jeg synes, at jeg i min første tid har været god til at adressere de bekymringer, der er, og det er jeg sådan set stolt af«, siger Marie Bjerre: »Men hvis jeg skal sige noget, så synes jeg ikke, at jeg har været god nok til at adressere alle potentialerne ved digitalisering«.
Jeg møder hende en råkold eftermiddag i hendes digitaliserings- og ligestillingsministerium, lige over for Nationalmuseet i København. Fortid over for fremtid. Og samtidig et møde i en samtid, hvor selv nogle af verdens vigtigste udviklere af kunstig intelligens har advaret om, at den kan føre til store og positive forandringer, men også ende som en trussel mod menneskeheden. Store kræfter er i spil.
»Jeg er grundlæggende set meget, meget begejstret for udviklingen og tror på fremtiden. Jeg er optimistisk indrettet af natur, og det tror jeg er meget vigtigt, at en digitaliseringsminister er«, siger Marie Bjerre.
