Der er sådan set en enkel måde at løse problemet på. Man skal bare slå en enkelt af Jordens millioner af arter ned – alle otte milliarder individer – så bremser vi den bølge af uddøen, som i disse årtier ruller hen over kloden og art for art tager livsformer ud af naturens store ligning.
Der er bare en enkelt hage: Det er os selv, der skal dø, hvis klodens andre arter skal have en chance for at tage landskaberne tilbage og leve videre i det mangfoldige mylder, vi kender som naturen. For selvfølgelig er det igen mennesket, der er problemet. Og hvem kan standse os?
Biodiversitet er måske ikke ligefrem den allersjoveste glose i ordbogen, men det, den beskriver, er selve kernen i biologiens svimlende mirakel. At livet siden sin spæde start har foldet sig ud i så bred en vifte – med så stor mangfoldighed – at noget til enhver tid har kunnet klare sig. Og sådan har det levende gennem milliarder af år løbende taget form af sine foranderlige omgivelser og på den måde bragt faklen videre.
Men satte man alle klodens pattedyr på badevægten, ville resultatet fortælle en noget anden historie end mangfoldighedens. I dag udgør vi mennesker og vores husdyr ikke mindre end 96 procent af pattedyrenes samlede vægt, mens 5.500 arter af vilde pattedyr kun tegner sig for sølle 4. For mens vi bare er blevet flere og flere, er mængden af vilde pattedyr bare blevet mindre og mindre.
