0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

Det gode naboskab er »en helt grundlæggende trivselskvalitet«. Alligevel kender kun 17 procent navnene på alle deres naboer.

Det gode naboskab har direkte indvirkning på vores livskvalitet, men kun 17 procent af os kender navnene på alle vores naboer, mens 39 procent kun kender få eller ingen naboer overhovedet. 30-årige Gabija Nainytė fandt løsningen i et yoga-fællesskab, der har »givet hende følelsen af at høre til«.

Kontrasterne var store, men én ting havde de fremmødte til fælles: De bor alle i Skibbroen på Havneholmen i Københavns Sydhavn, og alle havde de valgt at bruge en mandag aften på at dyrke yoga og lære deres naboer bedre at kende.

For arrangementets arrangør – den 29-årige yogaunderviser og marketingmanager Gabija Nainytė, som selv bor på Skibbroen – var uvisheden også stor. Særligt et overraskende møde med en af hendes naboer bekræftede hende imidlertid i, at initiativet havde potentiale til at styrke fællesskabet på ejendommen.

Præcis som hun havde håbet på.

»Der var én, der dukkede op til eventet sammen med sin datter, og som fra starten sagde, at han kun var kommet, fordi hans datter ønskede det, og at han ærlig talt var lidt bange for det. Han havde ingen yogamåtte med, men brugte bare et håndklæde som underlag. Det var meget tydeligt, at det var deres første gang til en yoga-session«, siger Gabija Nainytė med et smil, inden hun tilføjer:

»Næste gang var manden tilbage uden sin datter. Det var lige præcis den slags oplevelser, jeg havde håbet på«.

Da Gabija Nainytė fik idéen til et yogafællesskab for ejendommens beboere, kontaktede hun udlejeren, Balder Danmark, og spurgte, om de ville støtte initiativet ved at gøre opmærksom på det og bakke op om brugen af ejendommens fælleslokale. Ejendomsselskabet tog godt imod idéen og støttede op om, at fælleslokalet kunne danne ramme om sessionerne.

Det har været en god investering, mener Gabija Nainytė. På kort tid er fællesskabet på ejendommen blevet rykket mærkbart i en positiv retning, oplever hun.

»For hver session har man virkelig kunnet mærke, at folk kommer tættere på hinanden. Det er meget tydeligt, at der er et fællesskab, som er ved at tage form. Stærke fællesskaber tager tid at bygge op, men der er allerede sket ret meget på kort tid. Det fornemmer jeg også på de andre beboere i ejendommen: Fællesskabet på tværs har fået et løft«, siger Gabija Nainytė.

»Stærke fællesskaber bliver ikke skabt fra den ene dag til den anden – de vokser frem gennem små, vedvarende handlinger og en oprigtig nysgerrighed på de mennesker, man har omkring sig«.

- Gabija Nainytė, yogainstruktør

Godt naboskab kommer ikke af sig selv

For Gabija Nainytė – der er fra Litauen, men har boet i Danmark med sin kæreste i seks år – er naboskab vigtigt. Særligt fordi hun ikke har boet fast i sit hjemland, siden hun gik ud af gymnasiet, fortæller hun.

»Når man har flyttet meget rundt og levet væk fra sit fødeland i mange år, går det virkelig op for en, at det med at føle sig hjemme ikke kommer af sig selv. Du bliver nødt til aktivt at skabe følelsen. Det spiller en rigtig stor rolle for mig, at der er en forbindelse til de mennesker, der bor omkring mig. Det binder mig meget stærkere til det sted, jeg bor«, siger Gabija Nainytė og tilføjer:

»Jeg føler virkelig, at jeg har fundet hjem her på Skibbroen. Bl.a. i kraft af det fællesskab, der er opstået gennem yoga-sessionerne«.

Og Gabija Nainytė har helt ret i, at det gode naboskab ikke kommer af sig selv. Det mener i hvert fald sociolog Anja Jørgensen, der arbejder ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet, og som her i artiklen medvirker som uafhængig ekspert. Anja Jørgensen har ingen relation til eller økonomisk tilknytning til Balder, og modtager ikke betaling for sin medvirken her. Hun repræsenterer ikke selskabet, og hendes udtalelser er alene hendes egne.

Mens naboer i tidligere tider var mere åbenlyst afhængige af hinanden, og prioriteringen af naboskabet derfor var en større selvfølge, har den konstante urbanisering sat naboskabet under tiltagende pres, siger Anja Jørgensen, som har forsket i naboskab i mere end 20 år.

Ikke mindst i de store byer.

»Jo mere global en by bliver, og jo mere folk flytter til og fra den, jo mindre relevant bliver det generelt for folk at dyrke naboskabet«, siger hun, men tilføjer samtidig et forbehold:

»De her ting er selvfølgelig ikke helt sort-hvide: Der findes også områder af København, hvor folk bor i længere tid, og hvor de knytter sig meget til det lokale«.

Prioriteringen af naboskabet varierer typisk gennem livet, forklarer Anja Jørgensen, og det tillægges ofte mindst værdi i ungdomsårene, hvor udsynet er stort og flyttefrekvensen høj.

Grundlæggende er naboskab dog vigtigt for de fleste, understreger hun.

»Man skal passe på med at tro, at naboskabet kun er vigtigt for nogle bestemte sociologiske profiler – det betyder noget for os alle sammen. Om ikke andet, at man i det mindste kan have en fredelig sameksistens med de mennesker, der bor omkring én«, siger Anja Jørgensen, som blandt andet henviser til en større undersøgelse fra Realdania, der sidste år satte en tyk streg under det, forskningen i mange år har vist:

»Undersøgelsen fra Realdania viste os, at der er en trivselskvalitet for os mennesker ved at have et godt naboskab. Folk der er meget tilfredse med deres naboskab, har en gennemsnitlig livskvalitet på 7,92 ud af 10, mens folk der er meget utilfredse med naboskabet, ligger helt nede på 6,35. Det betyder ikke nødvendigvis, at man skal være meget tætte med hinanden, men det betyder noget, at man kender hinanden, hilser på hinanden, er trygge ved hinanden, og at man kan hjælpe hinanden med små ting, hvis det er nødvendigt«, siger Anja Jørgensen.

Er naboskabet dårligt kan det samtidig have store konsekvenser.

Særligt én ting, bør man være opmærksom på, mener forskeren.

»Man ser ofte, at nabokonflikter har det element i sig, at folk egentlig ikke rigtig har snakket sammen ansigt til ansigt om problemerne, men at den ene part ret hurtigt er gået til myndighederne eller på anden vis har forsøgt at få en tredjepart involveret i situationen. Det kan være farligt at gøre, før det er absolut nødvendigt«.

»Når man involverer en tredjepart, kan det rigtig ofte få et lille problem til meget hurtigt at udvikle sig til en voldsom konflikt. Der hjælper det selvfølgelig, hvis man kender hinanden i forvejen«, siger Anja Jørgensen.

»Der er områder af Danmark, hvor det i tiltagende grad vil være nødvendigt, at man aktiverer naboskabet og selv tager aktivt del i det«.

- Anja Jørgensen, sociolog

De små ting

Fælleslokalet, som Gabija Nainytė afholder yoga-sessioner i, kan maksimalt rumme 12 yogaudøvere ad gangen.

Alligevel har sessionerne ændret den generelle oplevelse af at bo på ejendommen, mener hun.

»Det har helt klart givet en større følelse af sammenhold på ejendommen. Helt lavpraktisk, så har man pludselig noget at snakke om, når man møder hinanden tilfældigt. Det kan både være, fordi vedkommende selv har deltaget i en af sessionerne, eller bare fordi, de har hørt om det gennem beboer-appen, hvor der er blevet reklameret for det. Det er en lille ting, men det gør alligevel en ret stor forskel. Det er sådan noget, der får en til en føle sig hjemme«, Gabija Nainytė.

For Gabija Nainytė, der også underviser på yogastudier og privat i København og i udlandet under navnet »Yoga with Gabija«, er der ikke tvivl om, at netop yoga har en særlig evne til at binde mennesker sammen.

»Jeg oplever, at når man har dyrket yoga sammen, og folk har bevæget sig, svedt og været stille med hinanden, så skaber det en anden forbindelse, end andre mere almindelige fællesaktiviteter gør«, siger hun og uddyber:

»Når du dyrker yoga, er du i en lidt sårbar situation, og det oplever jeg som et godt sted at skabe forbindelser til andre mennesker fra. Du smider dit skjold. Det er noget andet end at sidde og drikke en drink sammen og være nødt til at smalltalke«.

Spørger man Anja Jørgensen, så er betydningen af fællesaktiviteter i nabolaget – uanset indholdet – svært at overvurdere. Det gælder både de nye og de etablerede.

»Det gode naboskab bliver altid båret af en kombination af konkrete mennesker, som tager initiativ, og af nogle etablerede vaner, som folk kan læne sig ind i, når de flytter ind et nyt sted - det kan være en årlig sammenkomst, som altid har været i det her kvarter eller en løbeklub kun for naboerne«, siger hun.

Samtidig må man dog også huske på ikke at forvente for meget af sine naboer, understreger Anja Jørgensen.

»Et naboskab behøver ikke at være et tæt venskab. Man skal ikke gøre tingene mere højtidelige og forpligtende, end de behøver at være«, siger hun og uddyber:

»Det handler på den ene side om ikke at have kæmpestore og meget indgribende forventninger til hinanden, men på den anden side om at engagere sig i at sige ‘hej’ og være klar til at hjælpe hinanden med småting i det daglige. Det er den balance, man skal forsøge at ramme«.

Det budskab bakker Gabija Nainytė op om.

»Det er ret simpelt at skabe fornemmelsen af fællesskab i den forstand, at man ikke behøver at gøre store ting og stable kæmpe events på benene. Du skal bare møde op til de små ting. Og så skal man i det hele taget bare starte i det små, synes jeg: Gør dit nik, når du møder din nabo, til et ‘hej’, hold hoveddøren for dem, når I skal ud ad opgangen på samme tid og se dem i øjnene, når I står i elevatoren«, siger Gabija Nainytė og tilføjer:

»Og så tror jeg, at vedholdenhed er altafgørende. Gør hellere mange små ting sammen end få store«.

Fremtidens naboskab

Selvom prioriteringen af naboskabet gennem de seneste årtier er blevet sat under et tiltagende pres, kan udviklingen meget vel vende i de kommende år. I det mindste i visse områder af landet.

Det mener Anja Jørgensen i hvert fald.

Nogle af tidens største udfordringer – særligt dem, der er forbundet til klimaforandringerne – kan nemlig give meget lokale problemer, påpeger hun. Derfor kan det også blive strengt nødvendigt at løse dem sammen i det nære naboskab.

»Det kan være lokale initiativer omkring affaldssortering og miljøproblematikker i det hele taget. Det kan også være nogle af de her vagtværn, som vi allerede har set flere steder, hvor man helt lokalt etablerer vagtplaner, når der er højvandsvarsel, i et forsøg på at komme de stigende problemer med oversvømmelser til livs«, siger Anja Jørgensen og tilføjer:

»Der er områder af Danmark, hvor det i tiltagende grad vil være nødvendigt, at man aktiverer naboskabet og selv tager aktivt del i det, hvis man vil sikre sig mod de her ting«.

Rent lavpraktisk handler det gode naboskab for Gabija Nainytė mest om at kunne få nogen til at vande planterne, når hun er ude at rejse.

Men på det følelsesmæssige plan, stikker det dybere.

»De mennesker, der har været til yoga hos mig, kender jeg nu. Jeg ved, at jeg vil kunne henvende mig til dem, når jeg møder dem tilfældigt, eller hvis jeg pludselig får brug for hjælp. Det er trygt, og det betyder enormt meget for følelsen af at høre til her«, siger hun.



Overvejer du en lejebolig hos Balder?

Find hjem på balder.dk