0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Hvad er dette?

»Når vi går i Parken om søndagen, så går vi i templet«

Fodbold er dansk nationalsport, og mange af os har pligtskyldigt valgt en klub at holde med. Nogle tager den dog adskillige skridt videre og sætter fanfællesskabet helt i centrum for tilværelsen. I familien Rattenborg er FCK det altoverskyggende samlingspunkt, og »stadionet er som et tempel« for familien.

Oliver Rattenborg kom til verden 9. april 2015 klokken 22.17. Klokken 23.35 samme dag meldte hans forældre ham ind i De Unge Løver, der er fodboldklubben FCK’s fanklub for børn.

»Det var vigtigt for os, at han blev meldt ind samme døgn, som han blev født. For os var det det mest naturlige i verden. Det var slet ikke noget, vi tænkte over. Så måtte vi finde ud af, hvad han skulle hedde bagefter«, forklarer Oliver Rattenborgs mor, Anna Carina Rattenborg, fra sofaen i familiens lejlighed på Østerbro i København.

Lejligheden, der huser far, mor, barn og hund, sætter da heller ikke ligefrem FCK-lyset under en skæppe: FCK-flag er ophængt flere steder i hjemmet, og alt fra sengetøj til skærebræt, forklæder og fodbolde har FCK-motiv. I stuevinduet står en stor løve (dyret, der indgår i klubbens logo) og skuer ud over de forbipasserende på gaden. ‘HER VOGTER JEG’, ser man for sig.

»Der er jo ikke nogen grund til at lægge skjul på, hvordan vi har det«, griner Anna Carina Rattenborg, der til daglig arbejder som konsulent og facilitator i et jobcenter, inden hun tilføjer:

»Vores arbejdsgivere kunne lige så godt sende vores lønninger direkte til klubbens merchandiseafdeling. Det er alligevel der, det hele ender«.

For sønnen Oliver Rattenborg – der i dag er 10 år – er det betydningsfuldt at være født ind i en FCK-familie. Hans største oplevelse med klubben var dengang, han blev udvalgt til at følge spillerne ind på banen til en Champions League-kamp mod den tyske storklub Borussia Dortmund. Eller dengang han var med sin far til kamp i Nordsjælland, og han fik ros af capoen (ham, der skråler for på tilskuerpladserne) for at kunne synge med på alle slagsangene.

»Det betyder meget for mig at være FCK-fan. Især fordi vi bor her, hvor vi bor, og fordi jeg er opvokset med det på den måde, som jeg er. Og fordi vi er sammen om det i familien«, siger Oliver Rattenborg.

»Han er med andre ord blevet godt indoktrineret«, indskyder hans mor.

I indoktrinerede miljøer er det almindeligvis risky business at træde for meget ved siden af. Så hvad ville der mon ske, hvis Oliver Rattenborg en dag sprang ud som Brøndby-fan?

»Så kunne han selvfølgelig ikke bo her længere«, lyder det prompte svar fra Anna Carina Rattenborg, inden hun (næsten) lige så prompte retter sig selv:

»Ej, han bestemmer selvfølgelig selv, hvem han holder med. Det gør han«.

»Jeg ville nok bare få en skideballe«, vurderer Oliver Rattenborg.

»Hun er lidt overtroisk, så hun skal have FCK-trøjen på inden klokken 10, ellers tror hun, at vi taber«.

- FCK-fan Oliver Rattenborg om sin mor

Som at gå i tempel

Familien Rattenborg tager så vidt muligt ind og ser alle FCK’s hjemmekampe i Parken (der ligger et veludført stenkast fra familiens hjem), og kampdag er en nærmest hellig begivenhed for den lille familie.

»Jeg har det sådan, at når vi går i Parken om søndagen, så går vi i templet«, som Anna Carina Rattenborg formulerer det.

Ritualerne – eller liturgien, om man vil – begynder allerede fra det øjeblik, hvor den første i familien slår øjnene op. Nogle bliver dog liggende under FCK-dynen lidt længere end andre, forklarer Oliver Rattenborg.

»Om morgenen, når vi vågner, så plejer min mor at synge kampsange, og det første hun gør, når hun står op, det er at tage FCK-trøjen på«, fortæller han og fortsætter:

»Hun er lidt overtroisk, så hun skal have FCK-trøjen på inden klokken 10, ellers tror hun, at vi taber. Når jeg ikke skal noget, så står jeg først op klokken 11 i weekenden. Så skal jeg bare have trøjen på inden klokken 12«.

»Da min svigermor gik bort, overvejede vi et kort øjeblik at overtage hendes hus i Blovstrød. Men der kiggede vi altså på hinanden og blev enige om, at der var for langt til Parken«.

- FCK-fan Anna Carina Rattenborg

Digitalt fanfællesskab

Når alle har iført sig deres FCK-trøjer, spiser familien et godt frokostmåltid sammen, inden far – Claus Rattenborg – som den første sendes afsted. Claus Rattenborg står på C-tribunen (modsat mor og søn, der – lidt endnu – står på Familietribunen), og her gør man sine kampforberedelser bedst uden for hjemmet.

For Oliver Rattenborg og Anna Carina Rattenborg går den resterende ventetid med at høre og synge slagsange på repeat, lytte til FCK-podcasten ‘Kvart i bold’ og sætte sig ind i den aktuelle situation hos dagens modstander.

Anna Carina Rattenborg skifter desuden mellem tre FCK-trøjer i løbet af dagen (fra ældst til nyest), og når hun går tur med hunden, skal de et smut rundt om Parken (»der er bare ikke grund til at tage nogen chancer«).

Sideløbende er både mor og søn i dialog med venner på telefonen, billeder udveksles i en fælles ambition om at gejle hinanden op til kamp, og slagsange deles i impulsive lydfiler.

Når kampstart nærmer sig, begynder hele kvarteret at summe. Og så er det ved at være tid til at komme af sted.

»Den der summen, der er på en kampdag... den er noget helt specielt! Lige så snart, vi træder ud ad døren, så er der en strøm af mennesker, der er på vej derover. Så driver man bare med«, forklarer Anna Carina Rattenborg.

At komme i Parken er ligesom at komme hjem, mener både mor og søn. Stadionet er altid fyldt med folk, de kender, og selvom de ikke nødvendigvis står ved siden af dem, så er der en klar fornemmelse af, at oplevelserne bliver delt, synes de.

»Vi er en stor gruppe, der er der sammen, selvom vi ikke står med hinanden. Vi sender en masse billeder og videoer over til far på C-tribunen, til Olivers klassekammerater og til vores venner. Hvis der er nogen, der ikke er med, så bliver der sendt billeder hjem. Så på den måde er vi altid sammen om det«, siger Anna Carina Rattenborg og tilføjer:

»Det, at man kan dele oplevelsen med hinanden, selvom man ikke er fysisk sammen, er jo i høj grad noget, der gør fanfællesskabet endnu stærkere. Man kan udveksle billeder og videoer og følge med i de samme kampe på mobilen. Det digitale rum er på mange måder med til at binde Parken sammen på en kampdag«.

Sport er et sprogløst fællesskab

At sport har en særlig evne til at knytte folk sammen i større grupper, hersker der ingen tvivl om. I hvert fald ikke hvis man spørger Bjarne Ibsen, der er professor emeritus ved Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitet, og som – blandt meget andet – har forsket i idrætsfællesskaber.

»Sport har – ligesom eksempelvis musik – det her potentiale til at forbinde, fordi det er sprogløst, og fordi det samtidig kun er betinget af, at man forstår og følger de samme ret simple regler. Fællesskabspotentialet omkring sport er grundlæggende meget stort, fordi det ikke kræver en dyb indsigt i en kompliceret kultur at være med«, siger Bjarne Ibsen og tilføjer:

»Vi kan se i studier, at fankulturer grundlæggende kan have en positiv socialpsykologisk virkning. Det giver en følelse af, at man hører til«.

Ifølge Bjarne Ibsen skelner man i fællesskabsforskningen mellem konkrete og forestillede fællesskaber. Når vi snakker fankulturer, kan den sondring i udgangspunktet være væsentlig at have øje for, påpeger han.

»Rigtig meget af det, man kan kalde for et fanfællesskab, er det, man i forskningssammenhæng definerer som et ‘forestillet fællesskab’: Man deler nogle værdier, en identitet og en passion, og det kan betyde rigtig meget. Men det er jo ikke sådan, at man efter kampen kan ringe til hvem som helst af sine medfans og så få dem til at passe sine børn«, siger Bjarne Ibsen, der dog samtidig understreger, at fanfællesskaber i visse tilfælde kan transcendere ‘det forestillede fællesskab’ og antage mere konkrete former.

»Der findes jo fankulturer, hvor man ser så mange kampe og rejser så meget sammen, at det forestillede fællesskab begynder at blive konkret på en anden måde. Også efter kampen. Det er ikke sådan, de fleste fankulturer kommer til udtryk, men det forekommer bestemt«.

For Bjarne Ibsen er det samtidig magtpåliggende at påpege en anden pointe: Fankulturer i sportens verden viser os, at fællesskaber er afhængige af at være afgrænsede størrelser. Når man definerer sig selv som FCK-fan, sætter man samtidig sig selv i modpol til landets Brøndby-fans.

Afgrænsning behøver ikke at være noget negativt, mener professoren. Men man må huske at tage sig i agt for den grimme form for eksklusion, understreger han.

»De fællesskaber, der virkeligt betyder noget for os – og ikke bare er sådan nogle uforpligtende caffe latte-fællesskaber – det er jo de fællesskaber, der også ekskluderer. Fællesskaber giver ikke mening, hvis de ikke har en form for afgrænsning, og det behøver ikke at være et problem. Men det skal selvfølgelig ikke kamme over i vold og had, som vi desværre af og til ser inden for nogle fankulturer«, siger Bjarne Ibsen.

En del af en succes

I familien Rattenborg tager man entydigt afstand fra vold og had mod andre fangrupperinger. Anna Carina Rattenborg påpeger dog – med et glimt i øjet – at familien »da har det lidt mærkeligt« med genboen Jonas, der arbejder som førsteholdslæge hos Brøndby IF.

»Du har det lidt mærkeligt med ham«, skynder Oliver Rattenborg sig at rette sin mor.

Hvordan har du det med ham, Oliver?

»Fint. Som med et normalt menneske - selvom han hepper på det forkerte hold«.

De smiler. Det er tydeligt, at familien Rattenborg har et varmt og venskabeligt forhold til Jonas, selvom rivaliseringen mellem FCK og Brøndby IF kan være intens.

For Oliver Rattenborg er fokusset ikke på de andre fangrupperinger, men på det fællesskab, som han oplever, at fodbolden skaber. Og det fællesskab er noget helt specielt, mener han.

»Man hepper i fællesskab, hvor man for eksempel hopper, mens man tager armen om nogen, man ikke kender. Man er ikke alene, når man er til fodbold. Man er mange mennesker, der er sammen om noget, og det er en god følelse«, siger Oliver Rattenborg, der ligesom sin mor både sætter pris på det fysiske fællesskab i Parken, og det han sideløbende kan dele med sine venner i det digitale rum i form af billeder, videoer og kommentarer til kampen.

Anna Carina Rattenborg supplerer:

»Det handler rigtig meget om den der fællesskabsfølelse med de andre fans – uanset om det så er fysisk eller digitalt. Det der med at være en del af noget, hvor man virkeligt vil det samme, og hvor man bare går all the way. Og så gør det jo heller ikke noget, at vi er den klub i Danmark, der har vundet mest«, siger hun og tilføjer:

»Jeg kan bare godt lide at være en del af en succes«.

»Det der siger hun altid«, bemærker Oliver Rattenborg.

Succes eller ej, så hersker der ingen tvivl om, at fodboldfællesskabet er med til at binde Rattenborg-familien sammen. Og det sætter familiens yngste medlem pris på.

»Det binder os sammen ved, at vi har en tradition, som gør, at når der er fodbold, så skal man være med. Det er noget, man ikke bare lige kan skrabe væk. Det er en familietradition for os, så det er vigtigt, og det er jeg glad for«, siger Oliver Rattenborg.

Af samme grund har familien også ladet sig frivilligt stavnsbinde til lejligheden på Østerbro, fortæller Anna Carina Rattenborg. De kan ganske enkelt umuligt forestille sig en tilværelse, hvor Parken ikke ligger lige rundt om hjørnet.

»Da min svigermor gik bort, overvejede vi et kort øjeblik at overtage hendes hus i Blovstrød (cirka 30 minutters kørsel fra Parken, red.). Men der kiggede vi altså på hinanden og blev enige om, at der var for langt til Parken. Det ville simpelthen ikke gå«, siger Anna Carina Rattenborg.



GlobalConnect sørger for, at fankulturen kan leve digitalt


Med et netværk, der holder forbindelsen kørende, er vi med til at sikre, at fansene i Parken får den fulde oplevelse – uden afbrydelser og uden grænser.

Læs mere her