Vi er indrettede til at hjælpe hinanden: »Der er belønninger forbundet med at gøre noget godt for andre«
Mennesker er indrettet til at hjælpe hinanden – i en sådan grad, at vi kan blive sundere af det. Undersøgelser viser, at hjernen belønner os for at gøre noget godt for andre, eksempelvis, når vi giver til en god sag. Det kan være værd at huske på i en tid med så mange menneskeskabte krige og katastrofer, at man kan komme til at betvivle hele den menneskelige natur.
For et par år siden, da Dominika og Rasmus Lund Bendtsen var på ferie i Uganda, fik de øje på en brønd, som gjorde dem underligt stolte. De havde nemlig aldrig været i det østafrikanske land før, og de havde ikke været med til at opføre brønden – i al fald ikke direkte.
Men brønden bar det samme blå UNICEF-logo, som de kender fra deres månedlige støtte til børneorganisationen, og det gav dem en lille følelse af ejerskab:
»Vi blev virkelig glade, da vi så den her brønd med UNICEF-logoet på. Selvfølgelig har vi ikke været med til at bygge den, og vores månedlige bidrag er jo bare en lillebitte del af UNICEFs regnskab, men vi havde stadig en følelse af at have bidraget. Det var bare en megafed følelse,« fortæller Dominika, der sammen med sin mand Rasmus har været Verdensforældre – de faste støtter, der hver måned sender et bidrag til UNICEF – de sidste cirka fem år.
Fra donation til dopamin-kick
For Dominika og Rasmus handler det først og fremmest om at hjælpe børn, der har brug for det. Men som de selv fortæller, giver det også en særlig glæde at vide, at de er med til at gøre en forskel – også selvom de ikke selv står ude i verden og udfører arbejdet.
Den følelse er langt fra tilfældig. Ifølge Henrik Høgh-Olesen, professor i psykologi ved Aarhus Universitet, er vi mennesker grundlæggende indrettet til at hjælpe hinanden. Henrik Høegh-Olesen henviser til forskellige studier inden for evolutionære neuropsykologi, som viser, at den gode gerning sætter hjernens belønningscentre i gang:
»Når du gør noget godt for andre, bader du dig selv i velvære og velbehag, skabt af dopamin og endorfiner. Så den gode gerning, den gør faktisk godt – ikke bare ude i verden blandt de mennesker, du støtter, men også inden i dig selv,« fortæller Henrik Høgh-Olesen.
»Når vi er indstillet sådan her, så er det fordi, der er noget i vores dybere evolution, som har gjort, at det skal kunne betale sig for os mennesker at hjælpe hinanden. Mennesket er et meget socialt dyr, og et gruppelevende væsen, og det er formentlig derfor, der er belønninger forbundet med at gøre noget godt for andre.«
UNICEF – verdens børneorganisation
UNICEF er FN’s børneorganisation og har et særligt mandat fra FN’s Generalforsamling til at beskytte børns rettigheder og sikre deres grundlæggende behov.
UNICEF arbejder i mere end 190 lande og territorier for at give børn en tryg opvækst og bedre muligheder for fremtiden. Det sker blandt andet gennem indsatser inden for sundhed, vaccinationer, ernæring, rent drikkevand, uddannelse og beskyttelse af børn.
Alene i 2025 reagerede UNICEF på 414 humanitære nødsituationer i over 100 lande. Men UNICEFs arbejde stopper ikke, når den akutte krise er overstået. UNICEF samarbejder også med landenes regeringer om langsigtede forbedringer, der eksempelvis styrker sundhedssystemer, sikrer adgang til skole, forebygger underernæring og giver flere mennesker rent drikkevand.
UNICEFs arbejde er afhængig af frivillige bidrag, og i Danmark har over 64.000 mennesker valgt at blive Verdensforældre og støtte UNICEFs arbejde fast hver måned.
Lykken kan købes for penge – hvis man bruger dem på andre end sig selv
Henrik Høgh-Olesen fortæller, at processen starter i hjernen, som udskiller stoffer som dopamin, serotonin og oxytocin, når man hjælper andre.
Det er stoffer, vi allesammen jagter mere eller mindre bevidst, men der er stor forskel på, hvordan vi udløser dem – og hvilke gevinster eller bivirkninger de har for vores sundhed, understreger sundhedsforsker Bente Klarlund.
»Alle har behov for et dopamin-kick fra tid til anden, og man kan stimulere sit dopamincenter med alt fra sukker og alkohol til ludo, kokain og motion. Resultatet i hjernen er det samme, men for kroppen gør det jo en forskel, om man får sit dopamin-kick ved at løbe eller hjælpe andre, eller om man får det ved at drikke sig i hegnet, spise for meget sukker eller gøre noget andet, der nedbryder ens krop.«
Gode gerninger gør ikke bare noget godt for vores humør. De kan faktisk også være sundhedsfremmende og måske endda livsforlængende.
»Forskning viser, at frivillighed – uanset om det er at give sin tid eller sine penge – er en sundhedsfaktor på linje med sund kost og motion. Der er rigtig mange forskellige forsøg, der viser, at der er en kobling mellem at være et menneske, der tænker ud over egen næse, og fysisk helbred og lavere dødelighed,« siger Bente Klarlund.
Filantropi påvirker altså både den fysiske og mentale sundhed, og Bente Klarlund fortæller, at det er dokumenteret i indtil videre 136 lande. Samtidig viser forskning, at vi bliver gladere for at bruge penge, hvis de går til andre mennesker end os selv.
»Filantropi og lykke er nært forbundne størrelser. Man kan faktisk sige, at lykken kan købes for penge, hvis altså ikke man bruger pengene på sig selv, men på andre.«
Mange måder at gøre en forskel på
Charlotte Bronérs arbejdsliv levner ikke plads til at lave frivilligt arbejde ved siden af. Derfor støtter hun hver måned forskellige organisationer, der arbejder for børn og kvinders vilkår.
»Jeg synes, man er nødt til at gøre noget, hvis man kan. Jeg tror på, at det kan have stor effekt på verden, hvis mange mennesker bare giver en lille smule,« fortæller Charlotte Bronér.
Når hun vælger at støtte UNICEF, er det fordi, de har programmer, der spænder bredere og i visse tilfælde når længere ud:
»Jo mere ballade der er rundt omkring i verden, jo mere er der brug for, at vi står sammen om de globale organisationer. Jeg har været glad for at kunne støtte nogle børn direkte, men jeg synes også, det er vigtigt at støtte op om globale organisationer, der har et stort datagrundlag, grundige analyser og viden om, hvor det giver bedst effekt at vi sætter ind, og hvor der er mest behov for det. I nogle tilfælde er det kun globale organisationer, der for alvor kan gøre en forskel.«
Det er af samme grund, at Rasmus og Dominika har valgt at støtte UNICEF. Parret tror på, at den økonomiske støtte er den måde, de mest effektivt kan gøre en forskel:
»Vi tror på, at det er vigtigt at støtte nogle store organisationer. De har jo kompetencer, viden, logistik og et netværk, som vi private aldrig vil kunne opnå. Store, globale organisationer kan gøre nogle ting, vi slet ikke kan gøre som private,« siger Rasmus.
Det er Lars Engberg-Pedersen, som forsker i dansk og international udviklingsbistand ved Dansk Institut for Internationale Studier, enig i:
»Det er klart, at de store, professionelle organisationer kan lave langt mere effektiv udvikling, end både private initiativer og små organisationer, for de har mere viden, større kapacitet og et bedre netværk i landene end de mindre organisationer,« siger forskeren.
Handling giver håb
På trods af, at Ditlev Nielsen læser kommunikation, går op i samfundet og arbejder for en NGO, undgår han nogle gange at se nyheder. Det er han ikke ene om: Undersøgelser viser, at helt op mod 40 % af verdens befolkning fravælger at følge med i nyhederne, og at andelen af de såkaldte news avoiders er steget markant de seneste ti år.
»Man kan godt føle sig magtesløs, når der foregår så mange forfærdelige ting rundt omkring i verden, men ved at give et bidrag, synes jeg, at man tager lidt af magten og kontrollen tilbage. Hvis vi alle sammen går rundt og tror, at det sgu er lige meget, hvad vi gør, så distancerer vi os jo fra verden, og så kommer der jo ikke til at ske en forskel. Men hvis vi derimod minder os selv om, at vi faktisk kan gøre noget, og hvis vi engagerer os bare en lille smule, så kan vi jo gøre meget,« siger Ditlev Nielsen.
Når han i perioder undgår nyhederne, er det fordi strømmen af information om dårligdomme kan føre til en følelse af, at man alligevel ikke kan gøre en forskel. Det er blandt andet for at kæmpe imod den følelse, at han vælger at donere til udviklingsarbejde, for det er med til at minde ham om, at man faktisk kan gøre noget.
Derfor kan han også godt lide at følge med i de nyhedsbreve, der kommer fra de organisationer, han støtter, blandt andet fordi de virker som modgift til det generelle nyhedsbillede:
»Hvis der er en dag, hvor jeg er lidt nede, og jeg så læser en historie om en dreng, som jeg har været med til at hjælpe ved at sende et lille beløb afsted hver måned, så bliver jeg lidt fortrøstningsfuld. Selvfølgelig er det ikke noget, jeg går rundt og tænker over til daglig, ligesom jeg ikke går og taler om, at jeg støtter med et bidrag. Men det hjælper altid på humøret at blive mindet om, at man kan gøre en forskel.«
Bente Klarlund peger på forskning om eksempelvis klimaangst, som viser, hvad handling kan gøre, hvis man føler sig overvældet af nyhedsstrømmen og magtesløs over for verdens udvikling:
»Den bedste kur er at handle. Uanset om man går ud og demonstrerer, ringer til en politiker, eller tager en uddannelse, som gør at man kan bidrage med nogle bæredygtige løsninger. Forskningen viser, at handling gør noget godt for vores mentale sundhed. Når man tænker ud over sin egen næsetip, så får man følelsen af mening og håb, som er afgørende for, hvordan vi har det,” siger Bente Klarlund.
Det er psykologi-professoren Henrik Høgh-Olesen enig i:
»Håb betyder jo alt. Forudsætningen for, at man overhovedet går i gang med noget, er, at man har en forestilling om, at det nytter. Derfor er håbet meget vigtigt.«
UNICEF Verdensforælder
Mange steder i verden er det lige nu voldsomt at være barn. Krig, konflikter og katastrofer vender op og ned på hverdagen for millioner af børn.
Hver måned vælger over 64.000 danskere at støtte UNICEF fast som Verdensforældre. Det gør det muligt at hjælpe børn til et bedre liv i sikkerhed med vacciner, undervisning, beskyttelse, rent vand og livsvigtig ernæring.
Med fast støtte kan UNICEF komme børnene til undsætning, når krige og katastrofer rammer – og fortsætte hjælpen, når støvet har lagt sig og livet skal bygges op igen.
Alle UNICEFs Verdensforældre har mulighed for at deltage i det årlige topmøde for Verdensforældre i FN Byen i København - og har adgang til UNICEFs børneunivers, hvor børn og voksne kan gå på opdagelse i verden sammen.
Vil give håbet videre
I stedet for at forsøge at navigere i hele nyhedsstrømmen, så anbefaler Henrik Høegh-Olesen, at vi hver især vælger nogle fokuspunkter, hvor vi på en eller anden måde forsøger at gøre en forskel - for verden og vores eget velbefindendes skyld:
»Vi kan alle sammen føle os små og afmægtige i den store verden, men hvis den skal bevæge sig i den rigtige retning, er det fuldstændig afgørende, at vi gør det, vi kan. Selvfølgelig kan vi ikke redde hele verden, men vi kan have nogle kernesager, hvor vi gør noget, og hvor vi føler, at vores indsats betyder et eller andet.«
Rasmus og Dominika deltog i år ved UNICEFs topmøde for Verdensforældre i FN Byen. Her blev de både berørt af beretningerne om eksempelvis nødhjælpen til naturkatastrofer, men også af en kasse med bolde og sjippetov, der var på vej afsted til børn i hårdt ramte regioner. Til topmødet mærkede de, at det gav dem en følelse af håb og handlekraft at følge med i, hvordan deres støtte bidrager til børn i verden. Og de håber nu, at Verdensforældrenes støtte ikke bare kan bidrage til en brønd i eksempelvis Uganda, men også til at give håbet videre til børnene:
»Det fineste er jo, at vi gennem vores støtte kan give noget håb til børn. Selvfølgelig er det afgørende, at de får hjælp til det essentielle, uanset om det er rent vand, mad eller uddannelse. Men vi tror også, det er vigtigt, at de her børn får en grund til at føle noget håb for fremtiden. Vi kan jo selv mærke, hvor meget håbet betyder.«
Vælg håbet til som Verdensforælder
Som Verdensforælder i UNICEF bliver du en del af et fællesskab, der vælger at tage ansvar og give børn bedre muligheder for en tryg barndom og en fremtid med håb.
Med din faste månedlige støtte er du med til at sikre, at UNICEF kan hjælpe børn, når krige og katastrofer rammer, og skabe store forandringer, der rækker langt ind fremtiden.
Bliv Verdensforælder og vær med til at give verdens børn håb for fremtiden.
Bliv Verdensforælder i UNICEF