Børneforsker: Derfor fejler forældre, når de stopper deres børns vilde leg

»Jeg hørte engang én sige, at man svigter sine børn, hvis de aldrig brækker noget. Det er selvfølgelig superprovokerende sagt, men ... Der er noget om det. Og det kunne nutidens forældre måske lære noget af«.

Bemærkningen falder fra Thomas Neumann, naturvejleder hos Danmarks Naturfredningsforening. Gennem årene har han mødt adskillige børn og forældre til legearrangementer i naturen, og her oplever han i stigende grad en afstandtagen til alt det, der kan forekomme den mindste smule farligt ude i den virkelige verden.

En udvikling, der ærgrer den garvede naturvejleder:

»Forældrene i dag kan være meget nervøse, når vi bevæger os rundt i naturen sammen – og selv helt uskyldige ting som at gå ud på isen på en lille vandpyt kan blive opfattet som farligt, fordi ’uha, børnene kunne jo falde og blive våde og måske endda slå sig lidt’«, forklarer Thomas Neumann og fortsætter:

»Jeg oplever også, at forældrene er meget hurtige til at stoppe børnenes lege, hvis de bliver bare lidt voldsomme, hvis nogen slås med kæppe eller råber og løber rundt i skoven. Det mener jeg er en stor fejl. Al leg er jo sjovere, hvis den er lidt farlig«.

Thomas Neumann bakkes op af forsker i leg og børnetrivsel Søren Smidt: Vild leg er vigtig. Både ude, hjemme, på legepladser og i skoler og institutioner. De risikofyldte lege spiller nemlig en central rolle for børns motoriske kunnen og tro på egne evner, deres sociale og personlige udvikling og deres trivsel, mener han.

Ikke desto mindre oplever Søren Smidt – der gennem adskillige forskningsprojekter har observeret danske forældre og pædagoger interagere med børn – ligesom Thomas Neumann, at nutidens voksne alt for ofte sætter en stopper for børnenes lege, så snart de bliver vilde:

»Jeg oplever meget tit, at både forældre og fagprofessionelle bremser børnene alt for tidligt i deres leg, fordi de synes, den bliver for vild eller for støjende – når børnene for eksempel løber på gangene, hopper i sofaen eller slås for sjov. Selvfølgelig kan leg blive for voldsom, og måske vil man ikke have sin nye sofa ødelagt – men så må man som voksen i det mindste hjælpe med at flytte legen et sted hen, hvor den er mere passende, frem for som automatreaktion bare at bremse den«.

»Leg er altafgørende for børns udvikling på alle mulige parametre, og den vilde leg er en uomgængelig del af børns legeunivers. Det er ikke nødvendigvis et mål i sig selv, at børnene skal slå sig, men det kan være en uundgåelig konsekvens af, at barnet er opslugt af en lærerig leg. Særligt med udviklingen af det kropslige, er det altafgørende, at børnene får lov til at lege vildt«, siger børneforskeren.

Også i forhold til børns generelle trivsel – som mange børn i dag kæmper med – kan den vilde leg spille en vigtig rolle, forklarer Søren Smidt, der mener, forældre nærmere skal tilskynde til vild leg frem for at bremse den.

Børn får ikke lov til at lege uden opsyn

Konsekvenserne af de voksnes forhippelse på konstant at afbryde børns vilde lege, bliver kun forstærket af, at børn i dag leger langt mindre uden opsyn, end de gjorde tidligere, påpeger Søren Smidt.

»Den samfundsmæssige indhegning af børnene, som vi ser i landets daginstitutioner i dag, gør, at børnene og de voksnes verdener er kommet tættere på hinanden. Børn i dag finder jo stadig på masser af vilde lege, men når der hele tiden er en voksen i nærheden, er der jo også hele tiden en fare for, at de ser noget i legen, som de mener ikke skal være der«.

Naturvejlederen Thomas Neumann husker tilbage på sin egen barndom med en god portion vild leg uden voksenopsyn. Faktisk gjaldt der hjemme hos ham blot to regler: 1) Vær hjemme til spisetid og 2) Vær i live.

Det gav ham mulighed for blandt andet at undersøge naturen på egen hånd – og på den måde lærte han nogle vigtige lektier om, hvad man slår sig på, og hvad man ikke slår sig på derude, fortæller han.

»Det er jo noget helt andet med langt, langt de fleste forældre i dag, må man sige. Den læring, som følger med friheden, går mange af nutidens børn desværre glip af«, siger Thomas Neumann.

Skrækhistorier smitter af på forældre

Det er imidlertid ikke rimeligt at placere hele ansvaret for den udbredte mangel på vild leg hos forældrene. Det mener i hvert fald Signe Nielsen, der er formand for Forældrenes Landsorganisation (FOLA).

Forældrenes ageren er nemlig i høj grad et resultat af det samfund, som omgiver dem, siger hun.

»Det var samfundet, der startede med at fjerne de farlige legeområder, man fældede træerne på legepladser og i børnehaver, så børnene ikke kunne falde ned og slå sig og så videre og så videre«, siger forældreformanden og fortsætter:

»Det nytter ikke noget, at vi sætter alle mulige sikkerhedsregler op på legepladsen og i børnehaven og samtidig brokker os over, at forældrene ikke lader børnene lege vildt nok: Hvis børn ikke kan lege vildt på de kontrollerede steder, er jeg ikke sikker på, at forældre kan se, hvorfor de selv skulle facilitere den vilde leg«.

»Desuden kan man hver dag læse skrækhistorier i medierne om, hvordan børn kommer – og kan komme – til skade af både det ene og det andet. Når alle omkring forældrene ser farer alle vegne, er det klart, at det også smitter af på dem«.

Personligt køber Signe Nielsen dog fuldstændig ind på idéen om, at vild leg er sundt for børnene:

»Der er da ingen tvivl om, at det er godt at give slip på sine børn en gang imellem og lade dem lege noget farligt. Det tror jeg sådan set også, at rigtig mange forældre er enige i: Der findes jo nærmest ikke en dansk have uden en trampolin, og det er da i hvert fald en form for vild leg – bare på et kontrolleret område, hvor man samtidig kan holde øje med sine børn«.

Men det kan ofte være vanskeligt at vurdere, hvornår vild leg er af den gode slags, og hvornår den ikke er, mener Signe Nielsen.

»Som forælder kan det bare være utroligt svært at afgøre, hvornår det er vildt nok, men ikke så vildt, at ens barn risikerer at komme alvorligt til skade. Den grænse er jo meget hårfin, og det er det, der skræmmer de fleste forældre, tror jeg. Og så er det nemt at blive lidt for overbeskyttende frem for at gå den modsatte vej«, siger hun.

De overvejelser forstår Søren Smidt til fulde. Men han mener, at man som forælder bør se det som en vigtig opgave at lære at gå den hårfine balancegang bedst muligt.

»Man må iagttage sine børns vilde lege grundigt, før man pr. automatik bare griber ind og stopper dem. Det kan godt være udfordrende at vurdere, hvornår eksempelvis en slåskamp er god, og hvornår man bør standse den, men det er værd at øve sig i. Børns lege er livsvigtige for dem, og efter min mening er det en del af et godt forældreskab, at man altid tænker i at udvikle og understøtte børnenes lege – også de vilde«, siger Søren Smidt.