Er du egentlig dækket, når du rejser? Seks ting, du skal vide om rejseforsikring
Det blå sygesikringskort, den private rejseforsikring og rejsekreditkortet. Det kan være svært at finde rundt i junglen af information og undtagelser, når det gælder rejseforsikring for udlandsrejser, men hvis uheldet er ude, kan det koste dyrt ikke at have gjort sit hjemmearbejde og have sikret sig et ordentligt sikkerhedsnet for rejsen.
Der er mange ting, det er sjovere at tænke på end sygeforsikring, når vi planlægger en rejse: Hvor vi skal bo, hvor vi finder de bedste løjper, hvilke regionale specialiteter vi skal spise, og hvor langt der er fra hotelsengen til badestranden.
Få ting kan imidlertid stikke en større kæp i ferieglæden end ikke at have haft styr på rejseforsikringen, hvis uheldet er ude. Hvis kufferten ikke ligger på bagagebåndet, flyet bliver forsinket, man forstuver en ankel på skiferien eller lejebilen får en bule, så er det nemlig afgørende både for den fortsatte ferie og ens økonomi, hvordan man er forsikret.
Og mens det blå sygesikringskort – som garanterer alle europæiske rejsende ret til samme lægebehandling som de lokale borgere i det land, de rejser til, har gjort mange ting nemmere for europæiske rejsende, så er det kun i de færreste tilfælde tilstrækkeligt at rejse afsted med det blå kort som den eneste type forsikringsbevis i håndbagagen. Ligesom med både private rejseforsikringer og de forsikringer, der typisk følger med rejsekreditkort, giver det nemlig sjældent mening at lade én type rejseforsikring stå alene.
Vi guider til seks ting, du bør vide om rejseforsikringer, inden din næste rejse – sådan at du efterfølgende roligt kan koncentrere dig om at vælge den bedste skiløjpe, apero-bar eller restaurant.
1. Det blå sygesikringskort gælder kun i Europa
Det allerførste, man bør gøre, er selvfølgelig at tjekke, hvor ens rejseforsikring dækker. Det blå sygesikringskort bliver i folkemunde også kaldt det europæiske sygesikringskort, men det giver ikke dækning alle steder i Europa. Kortet giver derimod dækning i EU-lande, EØS-lande (Norge, Schweiz, Liechtenstein og Island) og i Schweiz og Storbritannien. Det gælder imidlertid ikke i lande, der geografisk set er europæiske, men som ikke er en del af EU, eksempelvis Albanien, Serbien og Bosnien-Hercegovina. Her er det derfor en god idé at have et rejsekreditkort eller en forsikringsbevis fra en privat rejseforsikring med i lommen.
2. og det giver ikke altid adgang til samme vilkår som i Danmark
Det blå sygesikringskort giver tilrejsende ret til offentlig behandling på samme vilkår som landets egne borgere, men det betyder ikke nødvendigvis, at behandlingen er gratis.
I modsætning til i Danmark er der nemlig i mange europæiske lande en egenbetaling forbundet med at gå til lægen, også for nødvendige, offentlige behandlinger. Så mens det blå sygesikringskort absolut skal med i lommen på rejser til de lande, det dækker i, så skal man huske, at der stadig kan være udgifter, hvis man får brug for medicinsk hjælp.
Hvis lokale borgere betaler hos lægen, på hospitalet eller for medicin, så skal tilrejsende også betale. I Frankrig kan man eksempelvis få refunderet en del af udgifterne efter selv at have lagt ud, mens der i Schweiz ofte er en betydelig egenbetaling. I Tyskland betaler man typisk 5–10 euro per recept eller omkring 10 procent af prisen på receptpligtig medicin. Kortet dækker heller ikke private læger, planlagt behandling eller hjemtransport til Danmark. Hvis du bliver indlagt og ikke kan tage dit planlagte fly hjem, skal du derfor selv betale for en ny billet – medmindre du har en privat rejseforsikring, der dækker hjemtransport.
3. Bagage- og fly-forsikring står du selv for
Det blå sygesikringskort dækker det vigtigste, nemlig helbredet, men rejser kan blive ramt af andre udfordringer, eksempelvis forsinkede eller aflyste fly eller bagage, der bliver væk.
I de tilfælde kan en privat rejseforsikring eller et kreditkort være en god idé. Rejseforsikringer dækker blandt andet erstatning for ventetid, som skal hjælpe med at dække udgifter til mad, drikke og eventuelt hotelovernatninger, hvis altså ikke flyselskabet selv dækker det. Nogle rejsekreditkort giver gratis eller billigere adgang til lufthavn-lounger, hvor man kan tilbringe ventetiden i ro og mag. Har man købt flybilletter med to forskellige flyselskaber, og mister man forbindelsen fordi det første fly var forsinket, kan rejseforsikringen som regel dække en ny billet (i modsætning til flyselskabet). Hvis ens kuffert glimrer ved sit fravær, når man står og venter ved bagagebåndet, vil rejseforsikringen dække indkøb af tøj og toiletsager, indtil kufferten kommer frem. Og nogle rejseforsikringer betaler også kompensation for de tabte feriedage.
4. Biludleje, afbestilling og ekstremsport kommer oveni
Selv hvis du har både det blå sygesikringskort, et rejsekreditkort og forsikringsbeviser på både rejse- og ansvarsforsikringer med på rejsen, er du stadig ikke dækket i alle situationer. Når det kommer til billeje, ekstremsport og afbestilling er der nemlig ofte særlige regler, og ofte behov for ekstra forsikring.
Lejer man eksempelvis en bil, camper eller scooter skal man være opmærksom på, at en almindelig rejseforsikring som regel ikke dækker skader på køretøjet– og at ens private ansvarsforsikring heller ikke dækker, hvis man kommer til at skade andre med bilen eller scooteren. Det kræver som regel en billejeforsikring, som man enten kan købe separat eller som kan tilkøbes hos mange udbydere af rejsekreditkort. Når man vælger en forsikring, bør man sikre sig, at både ansvarsforsikringen og kaskoforsikringen er inkluderet. Udlejningsfirmaerne tager sig som regel godt betalt for at fjerne selvrisikoen, når man lejer en bil, så det kan være værd at undersøge, om ens rejsekreditkort eller rejseforsikring allerede dækker selvrisikoen, eller om man kan tilkøbe det.
Mange danskere nyder at være aktive på ferien, men man skal være opmærksom på, at der er tilfælde, hvor hverken det blå sygesikringskort, rejsekreditkortet eller private rejseforsikringer dækker. Det gælder eksempelvis ved ekstremsport som offpiste-skiløb, kampsport, visse former for dykning, og evakuering fra fejlslagne vandre- eller klatreture i bjergene. Her skal man købe en ekstra rejseforsikring, som dækker ekstremsport.
Og så er der afbestillinger af rejser. Nogle gange vil sygdom, arbejde eller andet gøre, at man er nødt til at aflyse en rejse. Hos forsikringsselskaber er afbestillingsforsikringer ofte et separat tilkøb, men mange rejsekreditkort vil ofte dække afbestillingen – men som regel kun hvis det er på grund af akut opstået sygdom eller dødsfald i den nærmeste familie. Hvis man har købt en dyr rejse, man pludselig ikke kan tage på eksempelvis på grund af arbejde, skal man købe en ekstra afbestillingsforsikring for at kunne få pengene igen.
5. Hvem er dækket?
Der kan være stor forskel på, hvem de forskellige forsikringer dækker. Det blå sygesikringskort er altid personligt. En privat årsrejseforsikring dækker som regel hele husstanden, mens en rejseforsikring gennem et kreditkort kan have andre regler. Her er det typisk kortindehaveren samt dennes ægtefælle eller samlever og hjemmeboende børn, der er dækket, når de rejser sammen. Det er derfor vigtigt at tjekke, hvem der er omfattet, inden du regner med, at hele familien er forsikret.
6. Rejsekreditkortet kan give bedre beskyttelse mod svindel
Mens det blå sygesikringskort i mange tilfælde er tilstrækkeligt, hvis man får brug for medicinsk hjælp på en rejse i et EU-land, og mens flyselskabet i mange tilfælde vil hjælpe med at dække udgifter i forbindelse med forsinkede fly eller udeblivende bagage, så er det nogle tilfælde, hvor et rejsekreditkort er den bedste beskyttelse.
Det gælder eksempelvis, hvis man bliver udsat for kort-svindel, uautoriseret brug af kortet eller at ens konto bliver tømt. Her kan man have ret til at få pengene tilbageoverført fra sin bank, hvis kortet er blevet misbrugt. Hvis det er et kreditkort, der er blevet misbrugt, vil det være bankens penge og ikke ens lønkonto, der er blevet rørt, og man risikerer derfor ikke at strande på ferien uden penge, mens sagen undersøges. Og hvis en vare, du har bestilt, ikke bliver leveret på grund af eksempelvis en konkurs, så giver et rejsekreditkort ofte den bedste dækning.
Én ting er det dog vigtigt at huske på: Et rejsekreditkorts rejse- og afbestillingsforsikring dækker som regel kun, hvis man har brugt kortet til at betale for ferien (som regel er kravet, at mindst halvdelen af udgifterne blev betalt med kortet). Et rejsekreditkort kan være et ekstra sikkerhedsnet under ferien, men kun hvis man bruger det rigtigt.
Skal du snart ud at rejse?
Få overblik over kreditkortets rejse- og afbestillingsforsikring, og se hvordan det kan give ekstra tryghed før og under rejsen.