Tekstilkunst, overdådig borddækning og et strejf af historiens vingesus - tre kulturpersonligheder guider til det bedste fra Designmuseum Danmark

Anna Lin foretrækker ikke at læse om en udstilling, inden hun oplever den, så hun får alle sanser aktiveret undervejs. Hun blev hurtigt opslugt af beklædningskunstner Nikoline Liv Andersens udstilling “Det evige smil”, som viser rejsen fra fødsel til død gennem store tekstilværker, der gav tv-værten stof til eftertanke.

Jeg er virkelig glad for Designmuseet. Hvis man gerne vil sige noget om Danmark og den måde, vi bliver set på i verden, synes jeg, at det i høj grad er igennem vores forhold til design. I modsætning til andre museer, hvor der er ofte er fokus på ting, der er blevet i fortiden, vises der her også ting, der bliver ved med at leve. Vi har jo alle sammen et forhold til lamper, stole og forme. Det er ikke altid, vi tænker over det, men det er det, jeg synes er så fedt ved museet. Der er plads til, at alle uanset uddannelse eller bankkonto vil kunne genkende møbler, de kunne have haft derhjemme. Vi er alle en del af den historie.

Jeg kendte ikke Nikoline Liv Andersen på forhånd. Men jeg prøver generelt også at undgå at læse for meget om en udstilling, inden jeg oplever den, ligesom jeg heller aldrig ser trailere til en film, før jeg ser dem. Jeg vil hellere have kunst og kultur anbefalet personligt. Men jeg var meget spændt på at opleve beklædningsdesign på et museum. Det første, jeg lagde mærke til, var væg-til-væg-gulvtæppet. Jeg havde nogle meget sommerlige sko på, som gjorde, at jeg virkelig kunne fornemme det taktile i gulvtæppet.

Udstillingen centrerer sig omkring livets cyklus. Det synes jeg virkelig var interessant at gå på opdagelse i. Det handlede meget om, hvad det vil sige universelt at være menneske fra fødsel til død. Det var nogle meget store værker, som krævede, at man gik helt tæt på de store stykker stof, der hænger ned i lokalet. Det er lidt som at sidde i en park, hvor man på afstand synes, at alle mennesker ligner hinanden, men hvis man kommer tæt på, kan man se, hvor forskellige de er.

Jeg synes, de forskellige faser af livet er virkelig smukt repræsenteret. For eksempel de broderier der ligner en scanning af fosteret, men også motiverne af ældre kvinder, som får lov til at være, som gamle kvinder ser ud. Nogen, der har mistet sin ungdom. Vi er så vant til kun at se ungdom, fordi det er det, man kan kapitalisere på, så det var smukt at se alderdom, som den nu engang ser ud.

Ud over Nikoline Liv Andersens egne værker synes jeg, at der var en virkelig god kuratering af museets andre værker i udstillingen. Billeder og skulpturer, som hun har valgt til at supplere sine værker, spillede virkelig godt sammen. Jeg tænkte også over navnet på udstillingen, Det Evige Smil, mens jeg gik rundt og kiggede. Der var ikke mange smil i udstillingen, og det er heller ikke fordi, vi som mennesker går rundt med et evigt smil. Men jeg tror samtidig, at de fleste, hvis de skulle tænke tilbage på deres liv, ville se smilet som den ansigtsmine, de oftest havde i en eller anden form.

Et museums historie og arkitektur er oftest afgørende for, hvilke museer historiker Emma Paaske besøger. Et af hendes favoritmuseer er Designmuseum Danmark, hvor hun hver gang bliver blæst omkuld af de arkitektoniske detaljer og den berømte hospitalshave.

Designmuseum Danmark er især interessant i form af bygningen. Den er en del af det gamle bykvarter Frederiksstaden, som er et af de mest sammenhængende områder i København arkitektonisk. Oprindeligt var museet Danmarks første offentlige hospital for de ubemidlede, tegnet af arkitekterne Nicolai Eigtved og Laurids de Thurah. Det står i dag stort set i sin oprindelige form med søjlerne foran og monogrammet over indgangen. Jeg synes, det er enormt fascinerende, at museet rummer så meget historie. Søren Kierkegaard døde endda her. Der er mange ting, der er lavet om i dag indvendigt, men når man ser på detaljerne, er meget også bevaret.

Jeg vælger virkelig ofte museer ud fra bygningen, de ligger i. For mig er arkitekturen og historien omkring et museum mindst lige så vigtig som den kunst, det rummer. Ud over Designmuseet, gælder det blandt andet det svenske Nationalmuseum i Stockholm, som er utrolig smukt, og som viste sig at have så mange skatte udstillet, selvom jeg i første omgang kom der for arkitekturen. Det samme gælder Glyptoteket, Palmehaven og Det Naturhistoriske Museum i København, som er virkelig smukke.

Danmark har en helt særlig designtradition. Mange andre storbyer har også designmuseer, men herhjemme er vi især kendte for møbeldesign og den demokratiske tilgang til design, og derfor er det ikke så underligt, at Designmuseet er populært og har stor anerkendelse også i udlandet. Jeg er især vild med museumshaven. Det er et enormt roligt åndehul midt i København, hvor man mere end nogen andre steder kan opleve Frederiksstaden uden larm fra biler og turister. Træerne er meget gamle, og man fornemmer med det samme, at det er et sted med en historie.

Der er mange små detaljer på Designmuseet, som jeg elsker at fordybe mig i. Selvom der også er fokus på nyere dansk design, er det for mig som historiker især de gamle ting, jeg finder interessante. Det kan være en lille dåse, som havde en bestemt funktion, som man aldrig nogensinde havde tænkt over eller hørt om. Det behøver ikke altid at være noget stort eller kendt. Alt vi bruger i hverdagen er jo designet til os på en eller anden måde. Det spændende er, at museet ikke kun viser os fancy design og gamle møbelklassikere, men også mindre og ukendte ting fra hverdagen, som vi måske ikke altid er klar over har haft en større betydning. Der er blandt andet en vidunderlig lysekrone i festsalen designet af Arje Griegst, som godt nok er af nyere dato, men som er vanvittig smuk.