0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Egenannonce fra Politiken

MALIKA

Det kræver fællesskab at skabe forandring, mener dj og musikkurator Malika Mahmoud.

Siden hun som 20-årig startede radiokollektivet MMH, har hun kæmpet for større repræsentation i en mandsdomineret musikbranche.

En kamp, der både driver og dræner hende.

Det er noget, hun har tænkt over, siden hun for nylig cyklede ned ad Nørrebrogade med sine venner. Ud af et medbragt anlæg bragede tonerne fra et nummer af britisk srilankanske M.I.A. Og det var som om, at lyden på en eller anden vis larmede mere, fordi den kom fra dem.

»Det slog mig, at wow, det er egentlig sjældent, at man ser kvinder – særligt BIPOC-kvinder  (black, indigenous, people of color, red) – fylde og larme i gadebilledet. Aktivisme kan se ud på mange måder. Jeg gerne vil være med til at bane vejen for, at flere som mig kan tage plads og fylde«.

Den 26-årige dj og musikkurator Malika Mahmoud larmer, om hun vil det eller ej. Når hun indtager de københavnske klubber med et ualmindeligt bredspektret musikkartotek og ubesværet mixer mainstream- og subgenrer. Når hun som en af de yngste sidder i både musik- og nattelivsudvalget i Københavns Kommune. Og når hun, som festarrangør og musikansvarlig for Strøm Festival, kuraterer kunstnere, som ellers ikke var blevet booket. 

Det forstyrrer nemlig stilheden at prikke til strukturer. Og selv om hun i dag insisterer på at tage sin plads, så har vejen dertil ikke været uproblematisk.

Det fortæller hun, da vi en regnfuld eftermiddag mødes til en snak om kampen for større repræsentation i en mandsdomineret musikbranche, troen på sit eget talent og om øvelsen i ikke at påtage sig et urealistisk stort ansvar og fokusere på blot at være sig selv.

Uden for kategori

I stuen til den lille nordvestlejlighed, Malika deler med sin partner, ligger et gulvtæppe fra Oman, hun har arvet af sine forældre. Der står en lille rød-sort skammel fra Columbia, som engang tilhørte hendes oldemor. Og på spisebordet ligger en kanga, mønstret stof man traditionelt set bruger som beklædning på Zanzibar, som dug.

Malikas far er dansk-colombiansk. Hendes mor er fra Zanzibar. Og hendes lyd er ligeså mixed som hendes DNA. I hendes pladesamling finder man kunstnere som Fela Kuti, Gil Scott Heron, The Manhattans, Queen Omega, Sister Nancy og Erykah Badu. Og bag dj-pulten mixer hun alt fra drum’n’bass og hard drum til neo perreo, dancehall og syrisk dabke.

»Når man er vokset op i et samfund, hvor man ikke rigtigt passer ind i de kasser, der er, så lærer man hurtigt at begå sig på tværs af dem eller at lave sine egne. Og det, tror jeg, viser sig i en rimelig eklektisk lyd, som jeg også kan høre hos mine venner med blandet baggrund«, siger Malika, da vi har sat os for at få en kop kaffe på en nærliggende bar.

Her kunne man indtil for få år siden smide en mønt i jukeboksen og kæderyge smøger i mørket. I dag er der syv fadølshaner at vælge imellem og croque madame på menukortet. Og denne eftermiddag trommer regnen på taget af den overdækkede gårdhave.

Malika er født i København, men har i sin opvækst boet i både Helsingør, i Hornbæk og på Østerbro. Alle de »rige steder i mindre lejligheder«, siger hun. Hjem har hun imidlertid altid fundet i musikken. Som barn blev hun kørt til og fra danseskolen Gaardbo på Nørrebro, hvor hun fandt et fællesskab centreret om dans og musik fremfor etnicitet, køn og udseende.

Og som 14-årig stod hun første gang bag en dj-pult.

Med en veninde havde hun set, at man kunne »gå til dj« i Street Mekka på Vesterbro, hvor hun lærte at scratche, beat matche og lave cut backs. Og det blev ikke bare starten på en tour de konfirmation rundt omkring i Hellerup og et job på en af de klubber, hun ikke selv var gammel nok til at komme ind på. Det satte samtidig gang i en nørdet søgen efter musikgenrer fra alle afkroge af verden, som hun i skolen lyttede til bag sine hørebøffer, hver gang muligheden bød sig.

Hey, kan I bruge mig?

Da Malika havde sikret huen fra Det Fri Gymnasium, flyttede hun direkte til London, hvor hun byttede mixtapes med sine kollegaer i baglokalet til den skobutik, hun arbejdede i. Og på et ellers »rimelig intetsigende musikindustri-kursus« fik hun et råd af en underviser, der skulle vise sig at være mere end godt.

»Hun sagde, at man ikke skal være så tilbageholdende, hvis der er noget, man virkelig brænder for. Så jeg skrev til NTS – der for mig er den absolut fedeste radiokanal – og spurgte, om de kunne bruge mig som praktikant«, husker Malika.

Sådan endte hun på den britiske community-radio, der siden 2011 – i samme ånd som piratradioerne kaprede det mainstream FM-bånd i 60’erne – har givet lyttere verden over adgang til musik, som sjældent når de etablerede radiostationer. Og det inspirerede Malika til at starte et lignende projekt i Danmark.

Tilbage i København flænsede hun derfor sin opsparing, købte en mikrofon, nogle højtalere og en mixerpult og grundlagde så det, der skulle blive Danmarks første musikradio-kollektiv. En platform for musikalske nichestrømninger i den københavnske undergrund mixet af dj’s og entusiaster, der ikke nødvendigvis passede ind andre steder.

»Welcome to … MMHRADIO«, lød det første gang i 2016, da Malika og omkring 10 andre dj’s første gang sendte fra et lille studie på Blegdamsvej.

»Jeg tror, at man går glip af ualmindeligt meget talent, hvis det udelukkende er hvide, cis-kønnede mænd, der styrer branchen«, siger Malika og fortsætter:

»Med MMH ville jeg gerne skabe et neutralt sted, hvor folk – uanset køn, etnicitet, seksuel orientering og musiksmag – kunne mødes om en fælles interesse for at dele musik. Og jeg tror, at jeg lidt ubevidst gik efter dem, der ikke allerede spillede på klubberne i København«.

Før hun vidste af det, var de rykket ind i et baglokale til Bakken i Kødbyen. Der var flere henvendelser fra folk, der ønskede et show, end der reelt set var spilletid til. Og den brugerdrevne radio var pludselig ikke bare en lokalforankret platform, men samtidig med til at vise resten af verden, hvad musikmiljøer i København havde at byde på.

Sidste sending

Men i takt med at successen voksede, var det ikke længere nok, at Malika stod for driften. Der var også en forventning om, at hun skulle være ansigt på et brand, der havde fat i en målgruppe, kommercielle interesser så værdien i at ramme.

»Jeg tror ikke, at forventningerne havde været de samme, hvis jeg havde været endnu en hvid, cis-kønnet mand bag et label. Det ville ikke være en historie i sig selv. Men det er det, når man stikker ud i en hvid, mandsdomineret musikbranche. Og jeg tror, at alle kvinder, BIPOC’s og queers kæmper med en usikkerhed ved, om de bliver booket på baggrund af deres evner eller deres etnicitet eller identitet«, siger Malika.

Det var i tiden omkring mordene på George Floyd og Breonna Taylor, der for alvor fik Black Lives Matters-bevægelsen til at bølge ind over Danmark. Og Malika følte pludselig et ekstremt pres for at lede og repræsentere projektet perfekt.

»Der var ikke rigtigt nogen forståelse for, hvordan situationen påvirkede mig, eller at jeg dagligt dealede med en masse mikroaggressioner (fordomsfuld, nedladende og grænseoverskridende adfærd rettet mod marginaliserede grupper, red.) – internt og i mødet med branchen. Og til sidst blev det alt for meget«.

Længe var hun så beæret over den interesse, folk viste for hende og projektet, at hun kastede sine grænser til side. Men erfaringer klistrer sig til kroppen. Og efter flere forsøg på at give projektet videre, sendte MMH Radio for sidste gang i 2020.

Ikke jeres diversitetsstempel

Siden da har Malika færdiggjort Music Management fra Det Rytmiske Musikkonservatorium. Hun er blevet udvalgt til at sidde i henholdsvis musik- og nattelivsudvalget i Københavns Kommune, ligesom hun har landet positionen som musikansvarlig for den elektroniske Strøm Festival.

Og ja, så er hun ikke så bange for at takke nej til at blive booket som bidrag til andres inklusions-agenda. Hun tropper op, hvor hendes talent er anerkendt og gør sit for at andre i hendes sted ikke skal kæmpe lige så hård.

Malika er som en fontæne af tanker, erindringer og refleksioner. I knapt to timer har vi talt om alt fra kønsdiskrimination til Kanye West, da hun pludselig pauser og ser frem for sig.

»Jeg tror på, at det kræver fællesskab at drive forandring. Og det ville være fedt at se flere hvide kæmpe for BIPOC’s og flere mænd kæmpe for kvinder«, siger hun så.

»Det har krævet ualmindeligt meget selvtillid og energi at kunne tro på, at jeg bliver booket, fordi jeg er pissedygtig til det, jeg laver, ikke på grund af mit køn eller etnicitet. Jeg skal ikke være nogens diversitetsstempel. Og nu er jeg så privilegeret, at jeg kan ignorere eller takke nej til jobs, hvor jeg er del af en agenda – eller forsøge at sætte prisen derefter. Men jeg bliver stadigvæk pisse vred og såret«.

Det er en proces. Øvelsen i at navigere i og sige fra overfor diskriminerende bookinger. Øvelsen i at løfte andre uden at knække nakken. Og øvelsen i ikke at påtage sig et alt for tungt ansvar.

Resten af dagen skal hun bruge på at få ladet op og lavet negle forud for den fest, hun arrangerer med en veninde på klubben Ved Siden Af.

Hun er del af en ulmende undergrund af dj’s, promotere og festkollektiver i København, der udfordrer den kulturelle infrastruktur og insisterer på at skabe steder, hvor diskrimination, fordømmelse og forhånelse ikke hører hjemme. Og det er vigtigt, at de forud for festen har gjort deres for at skabe tryghed for dem, der ikke altid føler sig velkomne i det københavnske natteliv, siger hun, før vi skilles.

»Men jeg tror, det er ligeså vigtigt at kunne give sig selv fri og give sig selv hen til festen. Ingen kan kæmpe hele tiden. Og jeg er aktivistisk bare ved at være mig selv«.

Denne artikel er en egenannonce fra Politiken.

Journalist: Astrid Louise Rasmussen (Politiken Brand Studio)
Videoinstruktør: Amara Abbas (new—land)
Fotograf: Emma Sejersen

Annonce