Søren Thiim Andersen fik sig en overraskelse sidste sommer, nogle måneder efter at verdenspressen var rejst hjem med uforrettet sag. Journalisterne jagtede spor efter den 15 meter lange ’Andromeda’ opkaldt efter en prinsesse i den græske mytologi. Så da den bemeldte lystyacht sejlede ind i havnen, troede Christiansøs administrator knap sine øjne.
Siden slutningen af 2022 har ’Andromeda’ været de tyske myndigheders bedste bud på, hvorfra sabotageaktionen mod gasrørene Nord Stream 1 og 2 udgik for præcis to år siden. For nylig blev der udstedt en arrestordre mod en 44-årig ukrainsk dykker, der angiveligt var med på sejlskibet, da det lagde vejen forbi Christiansø i dagene omkring gerningstidspunkterne.
Sidste sommer viste besætningen sig imidlertid ikke at være frømænd, men tyske journalister fra tv-kanalen ZDF, der havde lejet selvsamme ’Andromeda’ for at rekonstruere bådens sejlrute mellem 6. og 23. september 2022 fra de tyske havne i Rostock og Wiek, til Christiansø, videre til svenske Sandhamn, Kolobrzeg i Polen og tilbage til Tyskland.
»Du drømmer ikke om, hvilke konspirationsteorier jeg er blevet præsenteret for; at det var russere, amerikanere, kinesere, ukrainere eller andre interessenter, der stod bag Nord Stream-sabotagen. Jeg er blevet forevist billedmateriale af mulige gerningsmænd, så da ’Andromeda’ lagde til her på Christiansø, tænkte jeg, at nu bliver det da helt crazy«, forklarer Søren Thiim Andersen.
