Efterårsvinden er skiftet fra at være et mildt minde om sommeren til et frysende forvarsel om årets uomgængelige slutning. Dens susen i træerne uden for vinduet kan høres i kirkeskibet, hvor lyden blander sig med fodtrin og sagte stemmer. Solen er akkurat gået ned over København. Skumringen har sat ind, men Vor Frue Kirkes knirkende døre er slået op for bysbørn, tilfældigt forbipasserende og sjæle fra et fremmed sted.
En ældre kvinde træder ind i kirkerummet. Skutter sig lidt. Hun kigger op mod Bertel Thorvaldsens Kristusfigur, der står badet i et særligt blodrødt lys i bunden af kirken. Jesus har naglehuller i hænderne og et lansesår i siden, men armene er bredt ud i en velkommende gestus af generøsitet, tålmodighed og omsorg.
’SEE JEG ER MED EDER INDTIL VERDENS ENDE’, lyder indskriften på soklen under marmorstatuen. Kvinden tænder et fyrfadslys med et andet. Nu er der syv, der blafrer i bakken.
En soprans stemme glider nu ud fra første sal, og klangen fylder kirkerummet op:
