Der sidder ni mænd i et ottekantet tehus. Udenfor har skyerne ædt sig ind over fjorden og åbnet for vandet, som trommer på de sprossede vinduer. Men indenfor kan man kun høre latter så høj, at det udstillede porcelæn på overbjælken rører på sig.
Bordet i midten er fyldt med brune flasker fra Thisted Bryghus, for købmand-Kim havde et godt tilbud.
»Det er fordi, vi blev årets landsby. Der er jo guld på«, klukker 36-årige Martin Østergaard, og peger på folien.
Ud over at være en af de yngste ved bordet, er han læge, og når de andre ikke lige har noget, de skal have tjekket, får de meget sjov ud af det.
