Man når lige at få bange anelser: En musicalforestilling om angst og ungdom, og så er det unge cast inden længe i gang med at opremse, hvad de er bange for.
Det lyder som en skriveøvelse fra et højskolehold for håbefulde digterspirer. Imidlertid viser angsten sig aldeles ubegrundet.
’Olivia og skyggedansernes hemmelighed’ er nemlig ingen kronikforestilling om den generelle mistrivsel i samfundet på grund af skærme og ai. Det er en fortælling om kærlighed, om tab, om svigt, om forelskelse, sorg og kærlighed og kærlighed og kærlighed.
Dybt bevægende, boblende musikalsk, supersejt spillet og dertil gribende, magisk teater.
På grund af forestillingens elegante brug af rum, lys og lyd, men sandelig også på grund af de unge spilleres frygtløse livtag med roller, der læner sig faretruende op ad forfatterklicheer, men ikke desto mindre ender med at være fuldgode karakterer: mennesker, man hepper på i al deres ungdommelige jagt på noget, der blot minder om fast grund under fødderne.
Hekseforfølgelse i Køge
Historien har flere lag. Helt banalt handler det om, at titelpersonen – der har mistet sin mor i en faldulykke, hmm – i begyndelsen af 3. g får at vide, at hun og hendes far skal flytte fra deres store gamle hus i København til en moderne lejlighed i Køge.
Hun lider af natteangst og har gjort det siden morens død, så faren og rådgivere mener, at det er en god idé med nye omgivelser. Så efter en fesen afsked med de gamle venner – der synger Grundtvigs ’Nu falmer skoven trindt om land’ – er hun i Køge, hvor mentaliteten er: ’Jeg vil heller’ dø end at bo i Køge’.
Men det nye gymnasium er ikke nogen helt almindelig skole. Kristendommen spiller en fremtrædende rolle i såvel curriculum som officielt tankesæt. Og Olivia kommer i konflikt med sin historie- og kristendomslærer Kristine, der samtidig er skolens præst og instruktør og ejer af den traditionsrige forestilling, hvis aktuelle udgave handler om Christian IV’s hekseforfølgelser i Køge i begyndelsen af 1600-årene.
Til gengæld knytter hun bånd til årgangens outsidere, den gangmæssigt funktionsnedsatte Benjamin og den rodløse Mathilde, der er goth, seksuelt ambivalent og rebelsk. Olivia får også et godt øje til alfahannen Gabriel, der er kæreste med Freja – og søn af den dominerende lærerinde Kristine. Der er noget råddent i den gamle kongeby, hvor et større antal kvinder mistede livet på bålet. Hmmm.
Olivia viser sig også at have særlige evner, som er en af årsagerne til, at hendes far er nervøs for hendes fremtid: Hun minder lovlig meget om sin mor, hvilket besynges i den åndeløst smukke ’De siger jeg ligner dig’, som gentages og forskydes.
Uskyld og udstråling
Det er intet mindre end fremragende set at knytte ung seksualitet og kærlighed, generationskonflikter og teenageangst sammen med hekseforfølgelser og kristen inkvisition. For konflikten mellem vore dages unge og deres voksne er naturligvis ikke lige så doktrinært forankret og religiøst forstenet som 1600-årenes, men fællestrækkene er til at få øje på. Nogle forældre begrænser deres unge på grund af egen angst og omsorg, andre på grund af frygten for, at de skal træde forkert i forhold til ellers hævdvundne normer.
Det hele er blændende forløst af et hold, der rent ud sagt spiller folderne ud af pibekraven på præsten.
Titelrollen spilles med både udstråling og uskyld af den nyuddannede Amanda Frederikke Traun, og antagonisten Kristines rolle varetages af en dæmonisk og som altid stærkt syngende Maria Lucia Heiberg Rosenberg. Olivias sorgramte far gør Mathias Flint til et forståeligt menneske.
Omkring Olivia skaber Lui Trampedach Mortensen og Nanna Rossen samt Oscar Stahlfest og Sophia Ahlm Bircow med flere fremragende figurer, bogstaveligt talt. Og de danser og synger alle med et overskud og en udstråling som et bed georginer i sensommeren.
Den musikalske side af sagen er der også koldt styr på. Martin Konges ensembler er tjekkede og tighte i deres spil, og selve musikken er en skønsom blanding af ballader og bangers, der kildrer øregangene behageligt. Det er umiskendeligt Rasmus Seebachs stensikre sans for den perfekt svungne melodilinje, der synes hevet direkte ned fra firmamentet og fæstnet i et smykke for sjælen. Ud over ’De siger jeg ligner dig’ bider man mærke i hitpotentialet i rappen ’Køge huskors’, kærlighedssangen ’Du skal være min’ og den indtrængende ’Hvis jeg ikke var bange’.
Der er også grund til at rose den lydefri scenografi og den elegante brug af etablissementets avancerede lyd- og lysanlæg. Tidligere har det af og til forekommet en anelse tvangsmæssigt – når nu man havde det, skulle det fandeme også bruges – men her er det bare på plads, og selvfølgelig flegner folk rundt under kuplen med samme naturlighed, som publikum drikker specialdesignede Olivia-drinks og spiser rodfrugtchips i pausen.
Triumf er et meget godt ord i sammenhængen. ’Olivia og skyggedansernes hemmelighed’ betræder i en dansk sammenhæng nyt musicalmæssigt land, den tør have noget på hjerte og ser faktisk ungdommen, så den ikke fremstår karikeret eller fortegnet.
Man kunne sagtens se forestillingen få premiere og en god modtagelse på musicalscenerne i London og New York. Man kunne ligefrem ønske sig det, så al den tale om sweatre og hygge kunne få lidt modspil.
fortsæt med at læse
