30. november var en af den slags arbejdsdage, hvor for lidt tid til for mange praktiske gøremål gjorde det umuligt at få øje på den opsigtsvækkende historie om to yderpunkter i nordeuropæisk politik, der ellers var løbet lyslevende hen over de skærme, diktafoner og skriveblokke, jeg brugte for at skrive artiklerne hjem til de næste dages aviser.
Jeg kunne først et par dage senere se, hvordan to markante, rødhårede damer, danske Inger Støjberg fra Venstre og svenske Annie Lööf fra Centerpartiet, indtog afgørende roller som fanebærere for hver sin nyorientering af deres dybt rodfæstede traditionelle skandinaviske bondepartier.
Støjberg som nøglefigur for en islam- og flygtningekritisk fløj i Venstre, hvis indvendinger mod øde øer og et kommende regeringssamarbejde med Dansk Folkeparti fylder lige så lidt som lysten til at repræsentere Danmark ved en FN-ceremoni i Marrakesh.
Og omvendt Lööf som bannerfører for en så stenhård verbal modstand mod enhver borgerlig tilnærmelse til Dansk Folkepartis svenske pendant, at hun kan få radikale mennesker af zeniastampesk tilsnit til at fremstå som vaskeægte pleasere af tidens europæiske højrefløjstendenser.
