Kristian Klarskov ser tilbage på 2018 i dette essay: Politikerne har fået udlændingepolitik på hjernen på begge sider af Øresund

Danmark 30. dec. 2018 kl. 05.47

Kristian Klarskov

Politisk reporter

Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

30. november var en af den slags arbejdsdage, hvor for lidt tid til for mange praktiske gøremål gjorde det umuligt at få øje på den opsigtsvækkende historie om to yderpunkter i nordeuropæisk politik, der ellers var løbet lyslevende hen over de skærme, diktafoner og skriveblokke, jeg brugte for at skrive artiklerne hjem til de næste dages aviser.

Jeg kunne først et par dage senere se, hvordan to markante, rødhårede damer, danske Inger Støjberg fra Venstre og svenske Annie Lööf fra Centerpartiet, indtog afgørende roller som fanebærere for hver sin nyorientering af deres dybt rodfæstede traditionelle skandinaviske bondepartier.

Støjberg som nøglefigur for en islam- og flygtningekritisk fløj i Venstre, hvis indvendinger mod øde øer og et kommende regeringssamarbejde med Dansk Folkeparti fylder lige så lidt som lysten til at repræsentere Danmark ved en FN-ceremoni i Marrakesh.

Og omvendt Lööf som bannerfører for en så stenhård verbal modstand mod enhver borgerlig tilnærmelse til Dansk Folkepartis svenske pendant, at hun kan få radikale mennesker af zeniastampesk tilsnit til at fremstå som vaskeægte pleasere af tidens europæiske højrefløjstendenser.

Med deres uomtvistelige evner for oneliners i tale og skrift på de sociale mediers platforme har de udviklet sig til ærkesymboler for to symbolpolitiske linjer så forskellige, at de igen og igen vækker international opsigt for deres måde at tackle tidens strømninger fra højre kant.

Dag med stress på

At jeg ikke kunne se det, skyldtes i første omgang private omstændigheder. Der var stress på. Fruen befandt sig for jeg ved ikke hvilken dag i træk på en tjenesterejse et sted i den peruanske Amazonas-jungle. Min tilstedeværelse i de hjemlige køkkenregioner var påkrævet fra sent på eftermiddagen. På redaktionen var det for længst meddelt, at min arbejdskraft den dag kun stod til rådighed til lidt efter mørkets tidlige frembrud.

For familiens yngste ville lidt efter 18.30 vende dødsulten hjem fra årets sidste fodboldtræning, og inden servering af den obligatoriske spaghetti bolognese ville familiens gadekryds ved navn Özil hyle og skrige efter en hårdt tiltrængt luftetur.

Arbejdswise var der oprindelig styr på det. Jeg havde regnet med, at dagen skulle gå som så ofte før i et tematisk splittet efterår spændt ud mellem begivenhederne i Folketinget og Riksdagen i Stockholm.

Nok var planen at begive mig ind til skrivebordet på Slotsholmen og begynde dagen med at bladre dagens landsdækkende aviser igennem. Alt sammen vel vidende, at dagens primære lekture befandt sig inde bag betalingsmurene hos svenske medier som Expressen, Aftonbladet, Dagens Nyheter og Svenska Dagbladet.

Svensk borgerlig uenighed

Situationen hinsidan var, at Socialdemokraternas fungerende, men for længst afsatte statsminister Stefan Löfven til en afveksling lignede manden med overhånden i svensk politik.

Moderaternas Ulf Kristersson var et par dage forinden blev stemt ned som statsministerkandidat af Annie Lööf, Liberalernas Jan Björklund og med dem et stort flertal i den svenske Riksdag. Regeringen, Kristersson agtede at danne, ville i den løbende politik være afhængig af svensk politiks gøgeunge ved navn Sverigedemokraterna.

Aldeles uspiseligt for Lööf, hvis afvisning af halvandet årtis sammentømret samarbejde i den borgerlige alliance fik svenske kommentatorer til konsekvent at omtale Kristerssons regeringsalternativ som den förra detta alliance.

Löfven med tilnavnet mästerförhandlaren skulle i gang med det, der rent faktisk kunne vise sig blive hans historiske mesterstykke. Trods et markant borgerligt riksdagsflertal stod han pludselig med muligheden for at splitte den alliance, der i otte lange år fra 2006 til 2014 gjorde dybt indhug i de svenske sossars evighedsrige. Og ikke nok med det. Han kunne muligvis danne regering på baggrund af passiv støtte fra Lööf og Björklund: asken fra en rygende ruinhob af borgerlig uenighed om tilgangen til Sverigedemokraterna.

I dagene forud havde Lööf på linje med Liberalerna leveret noget, der lignede de afgørende nøgler til at dirke den magiske dør til regeringsmagten op. En buket af krav med skarp borgerlig kant til Löfvens base i LO og arbejderbevægelsen skulle ganske vist indfries for at gøre den magtfulde duo fra midten tilfreds. Men de havde et fælles mål om at parkere den racistiske gøgeunge med de nazistiske rødder på sidelinjen i fire år mere.

Lignede en mand i panik

Til avisen planlagde vi det, vi internt kalder en top og en skakt. En nyhedsanalyse om mesterforhandlerens udfordringer til toppen af en side i søndagsavisens første sektion. Suppleret af en mindre artikel langs tabloidannoncen i bunden af samme side.

Alt skred planmæssigt fremad, indtil politisk redaktør Anders Bæksgaard med stram mine placerede sig i sofaen ved mit skrivebord ved middagstid. Redaktøren, der virker født med permanent mentalt overskud, lignede pludselig en mand med panik skrevet hen over pandebrasken med usynligt blæk.

Årsagen var, at sms-beskederne i hans telefon havde skiftet karakter. Nu pegede alt entydigt i retning af et færdigt finanslovsforlig senere på dagen. Hvilket var et problem, eftersom resten af redaktionen befandt sig i sygesengen, på barsel, i Budapest og helliget andre opgaver i den nye gravegruppe på Rådhuspladsen.

Praktikanten sad ganske vist parat, men redaktøren lod forstå, at han betragtede det som aldeles rimeligt at kunne råde over dagens eneste fastansatte medarbejder på en dag, hvor næste års budget faldt i hak.

Som bekendt var vi stadig kun nået halvvejs hen på dagen, og vi traf en dobbeltbeslutning om at komme i hus med Lööf og Löfven til ved 15-tiden for derefter at løbe til Finansministeriets stengang for at hjælpe til med diktafon, blyant og blok.

Snævert parløb

Det lykkedes at få skruet toppen og skakten sammen så betids, at jeg indfandt mig på stengangen, umiddelbart før Cirkus Glasdør løb af stablen. Inger Støjberg holdt sig lidt i baggrunden, da finansminister Kristian Jensen og ni andre mørke habitter fra Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og de konservative triumferende smilede om kap i det, der i christiansborgsk logik lignede en afgørende borgerlig forbrødring før valgkampen.

At Dansk Folkepartis hovedforhandler Peter Skaarup skulle bruge overraskende mange ord på at forklare, hvor paradigmeskiftets præcise indrømmelser egentlig befandt sig, forblev en teknikalitet i sammenligning med aftalens symbolpolitiske landvinding ved navn Lindholm.

Inger Støjberg spandt som en sulten kat foran en skål friskmalket komælk, mens hun forklarede om de nærmere bevæggrunde for at inddrage øen i Stege Bugt i arbejdet med at gøre livet så surt som muligt for afviste asylansøgere med kriminel baggrund.

Før hun skyndsomt forlod Finansministeriet for at begive sig til et jubilæumsarrangement hos Danske Bladtegnere, der havde inviteret hende som hovedtaler, havde hun i den grad leveret varen i snævert parløb med Dansk Folkeparti: Nok en udlændingepolitisk kanin var trukket op af hatten med symbolpolitisk kraft til at fylde dansk og international presse i flere dage med fortællinger om strammer-Danmarks seneste påfund.

Accept af Dansk Folkeparti

Modsat Sverige blev Danmark regeret – og for så vidt angår udlændingestramningerne med fuld opbakning fra socialdemokratismens danske afdeling. Som den naturligste ting i verden forsøgte jeg på linje med kollegerne at skrive levende om det rullebord med chips, dåsebajere og rosé, som Kristian Thulesen Dahl og hans stab stod og ventede med i Dansk Folkepartis i hovedkvarter.

Mens jeg talte lavmælt med Thulesen om værdien i at få vist resten af Danmark, at det 23 år gamle parti råder over rigeligt talent til at forhandle komplicerede aftaler på plads uden partiformandens egen personlige medvirken, faldt det mig ind, hvor accepteret, integreret og assimileret en størrelse Dansk Folkeparti er blevet i det christiansborgske fællesskab.

Noget er sket. For ti år siden ville en smykkelov, et burkaforbud eller en erklæret politik om at udfordre de internationale konventioner med noget nær statsgaranti have udløst skarpe politiske opgør mellem de vægtigste aktører på Christiansborg. I dag er de samme aktørers omfavnelser af varerne fra Dansk Folkepartis uudtømmelige idékatalog blevet lige så naturlig en del af dansk politik, som SD-bashing er blevet det af svensk.

Thulesen, Skaarup, Pia Kjærsgaard, Søren Espersen, Martin Henriksen, René Christensen og hvad de alle sammen hedder er blevet en så mainstream del af magtdelingen, at vi regner Lindholm og fængselspladser i Litauen for lige så naturlige størrelser, som skattelettelser er for de borgerlige og øget offentligt forbrug er det for venstrefløjen.

Ritzau-telegrammet om S-formand Mette Frederiksens udstrakte forståelse for den øde ø løb ind over min computerskærm, mens jeg igen skrev, så det sprøjtede. Overraskende var det ikke. Statsministerkandidaten har efterhånden prædiket stram udlændingepolitik så længe, at det næsten er gået i glemmebogen, at Mette Frederiksen fik sit politiske gennembrud på at nedgøre daværende S-minister Karen Jespersens enslydende idé.

Af samme grund blev den socialdemokratiske accept af det, mine udenlandske Facebook-venner spurgte bekymret til, noteret summarisk som en bagatel.

Forundringen er gensidig

Jeg er ikke i tvivl om, at en udsendt reporter fra Sverige, Norge eller Tyskland ville undre sig over, hvor få spørgsmål det danske pressekorps rettede mod meningen med at bruge trecifrede millionbeløb på Lindholm. Og hvorfor de kritiske spørgsmål snarere rettede sig mod rækkevidden af Dansk Folkepartis højt besungne paradigmeskifte.

Men den forundring svarer fuldstændig til, når jeg i Sverige ud fra min danske logik ikke fatter, at så få udfordrer Lööf, Löfven og Kristersson, når de behandler Jimmie Åkesson som et råddent æg.

Arbejdsdagen 30. november kom i mål til tiden. På passende afstand af deadline blev artiklerne sendt af sted fra spisebordet derhjemme, hvorefter nyhedsreporterens berusende frihedsfornemmelse af færdigt arbejde indtraf med det samme.

Efterhånden er det tre år siden, jeg forlod den del af branchens metier på daglig basis. Siden 2015 har jeg varetaget en specialfunktion som ’fri fugl’ på Christiansborg-redaktionen med frihed til at skrive om en bredere emnekreds i længere formater. Det er et job, jeg sætter stor pris på. Men nyhedsjournalistikkens ofte lynhurtige vej fra idé over kolossalt stressniveau til total afslapning er noget, jeg ofte savner.

Men den var der fredag aften. Jeg holdt fri og overlod weekenden til besserwissere og kommentatorer.

Det handler om udlændinge

Derfor var det først på min tur rundt om Amager Strandpark med Özil søndag formiddag, at de bredere perspektiver fra fredagens arbejdsdag dukkede op. Mærkeligt nok præcis på det sted på turen, hvor en gangsti rammer Amager Strandvejs udsigt til svensk kyststrækning over hele horisonten.

Det faldt mig ind, at toppolitikere på begge sider af sundet definerer håndteringen af den stigende befolkningsandel med anden etnisk herkomst end svensk eller dansk som vigtigere end noget andet.

Jeg vil tro, at tidens andre udfordringer med klimaet, terrortruslen, demografien, boligpriserne, sygehuskvaliteten, uligheden, digitaliseringen, oprustningen, Trump, Putin og centraleuropæiske autokrater svarer nogenlunde til, hvad førhen fyldte valgkampe så rigeligt ud i Danmark og Sverige. Men lige nu handler det først og sidst om udlændinge.

Politik bliver først rigtig alvor, når temaet er parallelsamfund, bandeskyderier, tiggeri, burkaer, øde øer, muslimske friskoler eller de dusinvis af aspekter af tidens altdominerende in-tema.

Toppolitikerne vil utvivlsomt henvise til de målinger af befolkningens primære bekymringer, jeg selv hiver frem, når jeg forsøger at forklare folk udefra, hvorfor de stort set kun hører om dansk politik, når det handler om udlændinge.

Men jeg er i tvivl om, hvem der er hønen, og hvem der er ægget i den diskussion. Befolkninger følger med, når ledende politikere taler et tema op. Der har ligget masser af strategiske overvejelser bag dette valg af hovedtema i et land, hvis ledende politikere i årevis har brystet sig af at have kontrol over tilstrømningen af asylansøgere. Lige på nær 2014 og 2015.

Det gjorde der for Anders Fogh Rasmussen i 00’erne og for Socialdemokratiet anno 2018. Logikken har kørt i ring så længe, at den har født et tvivlsomt stort antal statsministerkandidater i protest mod samme udlændingepolitiske logik.

Lidt på samme måde udgør den svenske logik den underliggende motor for de frugtesløse slag om magten, der for tiden udkæmpes mellem Stefan Löfven, Ulf Kristersson, Annie Lööf, Jan Björklund og Ebba Busch Thor fra Kristdemokraterna - med Jimmie Åkesson på sidelinjen.

Forskellene er til at få øje på. Men sådan har det ikke altid været.

Anden Verdenskrig skiller

Ganske vist er der tale om to lande, der med status som besat og neutralt territorium i det kortvarige nazistiske tusindårsrige kom væsensforskelligt ud af Anden Verdenskrig. Men det var samtidig lande, der gennemførte et forbilledligt praktisk samarbejde om håndteringen af et flygtningeproblem, der var til at tage at føle på lige på Hitler-Tysklands ydre grænse.

Da jeg i den svenske valgkamp bad Socialdemokraternas parlamentariske leder, Anders Ygeman, svare på, hvorfor hans parti dog ikke bare gør som Mette Frederiksen og lukker Sverigedemokraterna ind i den politiske varme, hentede han inspiration i Anden Verdenskrig, da han iskoldt svarede, at den danske partiformand må have misforstået noget grundlæggende om svensk politik.

»SD blev grundlagt af mennesker, som fejrede den tyske besættelse af Danmark. Og de fejrede ikke befrielsen af Danmark«, lød det fra Ygeman.

Hans partis ledende folk åbnede i 60’erne og 70’erne dørene for massiv arbejdskrafttilgang fra Finland og fjernere himmelstrøg. Nøjagtig som danske topsocialdemokrater i samme periode åbnede det danske arbejdsmarked for gæstearbejdere fra Tyrkiet, Jugoslavien og andre steder. De var nødvendige for at holde dampen oppe på et bredt forankret økonomisk opsving uden sidestykke.

Da tamilsagen voksede sig rigtig stor i 1989, hvor daværende statsminister Poul Schlüter (K) holdt sin gulvtæppetale, diskuterede det svenske politiske establishment sig frem til en regulær opbremsning for den strøm af 20.000 flygtninge af tyrkisk-bulgarsk herkomst, der i andet halvår af 1989 var rejst til Sverige via Polen og det daværende Østtyskland.

Mere kunne Sverige ikke rumme, mente daværende statsminister Ingvar Carlsson (S) og forudsagde, at en fortsat tilstrømning i samme kadence ville »spolere vores flygtningepolitik«. På Luciadag i 1989 indgik Socialdemokraterna, Moderaterna og Centerpartiet en aftale om en vaskeægte stramning, som sidenhen gik over i svensk politisk historie som ’Lucia-beslutet’.

Svensk og dansk udlændingepolitik i takt

Ved den tid stod den svenske højrefløj skarpere i billedet end den danske. Riksdagsvalget i 1991 sendte Ian Wachtmeister fra det indvandringskritiske Ny Demokrati i det svenske parlament med 6,7 procent af stemmerne. Han havde bedre tag i sine vælgere end Fremskridtspartiets Pia Kjærsgaard i de danske. 6,4 procent af de danske vælgere stemte på liste Z i 1990 og 1994.

Pia Kjærsgaard dannede Dansk Folkeparti samme år, som teenageren Jimmie Åkesson meldte sig ind i en indvandringskritisk gruppering ved navn Sverigedemokraterna, hvis rødder i højreekstreme, raceideologiske bevægelser stadig stikker ansigtet frem hos lokale kandidater på partiets lister ved de svenske valg.

I historisk tilbageblik virkede dansk og svensk udlændingepolitik til at gå nogenlunde i takt, da forhenværende statsminister Poul Schlüter i valgkampen i 1994 betegnede oppositionsblokkens VKZ-samarbejde som »en total fejl«. Næsten som da daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) stemplede Dansk Folkeparti som ikke stuerene. Nyrup siger i dag, at han »har det godt« med sin bemærkning, men afviser konsekvent at forklare hvorfor.

Min egen tid som politisk reporter, der begyndte med euro-afstemningen i 2000, virker som to lange linjer i hver sin retning. Svenske politikere sendte kaskader af professionel forargelse i retning af København i samme sekund, daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) indledte et tiårigt VKO-samarbejde med udlændingestramninger som fast betalingsmiddel til Dansk Folkeparti.

»Sverigedemokraterna ikke borgerlige«

Skarpest i erindringen står dog stadig tidligere statsminister Fredrik Reinfeldts tordenmine af et nedladende blik i november 2014 under et længere interview. Her tog han fusen på de fleste med en betragtning om, at han fra sit flysæde kunne få øje på uendelige arealer af svenske marker og skove med plads til tusinder af ekstra medborgere.

»Der er så meget plads, man kan tænke sig. De, der hævder, at landet er fyldt op, må jo vise hvor«, sagde Reinfeldt.

Hans tordenmine dukkede frem, da jeg bad ham forholde sig til kritikken fra borgerlige danske sværvægtere med Claus Hjort Frederiksen (V) i spidsen. De havde længe klandret ham for at svigte det borgerlige Sverige, som ved at regere i kompagniskab med Sverigedemokraterna rådede over et klart flertal.

»Jeg tror, du skrev til mig, at du havde fulgt med i den svenske valgkamp«, sagde Moderaternas dengang afgående formand og lod forstå, at »der findes ingen svensk borgerlighed, som omfatter Sverigedemokraterna«.

Det er den tænkning, der også i dag udgør bremseklodsen for svensk regeringsmagt, og som ofte har fået mig til at fremhæve Folketinget som et eksempel til efterfølgelse, når jeg har diskuteret sagen med svenske kolleger.

Først og fremmest fordi jeg mener, at Dansk Folkeparti nøjagtig som Alternativet og Liberal Alliance sørger for, at rundt regnet hele den danske befolkning kan føle sig repræsenteret i Folketinget. Det er basalt set, hvad politik handler om, men jeg er langtfra sikker på, at SD’s mange sydsvenskere har det sådan.

Negativ fokus på Åkesson & Co

Fra vandkanten i Amager Strandpark er det nemt at spejde hoverende i retning af Barsebäcks reaktortårne og en befolkning, hvis stigende sympati for Jimmie Åkessons ideer konsekvent bliver mødt af hån, spot, latterliggørelse og en virkelighedsfornægtende logik om at holde alle hænder rene.

Men Åkessons martyrium og de svimlende 160.000 asylansøgere, der søgte mod Sverige i 2015, har ikke givet partiet bonus i form af eksplosiv fremgang. Sverigedemokraternas valgresultat på 17,5 procent halter stadig 3,5 procent efter Dansk Folkepartis 2015-resultat.

Hos Socialdemokraterna skruede Stefan Löfven en kampagne sammen med så massiv negativ fokus på Åkesson & Co, at man næsten ikke kan tro, at han tilhører samme arbejderbevægelse som Mette Frederiksen. Men jeg gætter på, at den danske S-formand vil prise sig lykkelig for at ramme de 28,3 procent, Löfven trak hjem.

Da jeg dagen før det svenske valg bad Jonas Gahr Støre, lederen af de norske socialdemokrater, forklare, hvorfor også han støtter Socialdemokraternas linje over for SD, lød nordmandens svar, at han ikke kan forstå, at det skulle være udemokratisk at stå for lige rettigheder, solidaritet og menneskeværd.

»Hvornår blev det demokratisk, at ethvert sæde i parlamentet skal have indflydelse? Det afhænger jo af, hvordan vi får flertal i vores demokratier«, forklarede Støre, da jeg sagde, at Mette Frederiksen anser den svenske tilgang for at være udemokratisk.

Svensk debat har flyttet sig

Siden valgdagen er Sverige ikke kommet ud af stedet. Og så alligevel. Udlændingedebatten har flyttet sig med syvmileskridt, siden Fredrik Reinfeldt for fire år siden gik til valg med sin ikoniske appel til de åbne svenske hjerter i den humanistiske stormagt.

Et rammende eksempel er den kristdemokratiske politiker Sara Skyttedal, som i 2014 endte som en af valgkampens mest omtalte prygelknaber. Hendes brøde var, at hun 29. august samme år skrev en kronik i Dagens Nyheter med titlen ’Vi måste börja diskutere gräns för antalet flyktningar’.

Budskabet fra den daværende formand for Kristdemokratiska Ungdomsförbundet var et opgør med tidens generøse udlændingepolitik og dens manglende sammenhæng med modtagelseskapaciteten i asylsystemet. Kritikken var uhørt på den tid. Der var ingen grænser for den hovedpine og de opkastfornemmelser, hendes kætteri havde udløst hos partifæller og anstændige borgerlige riksdagspolitikere.

Jeg har siden talt med Sara Skyttedal et par gange og bad hende i valgkampen bedømme, hvordan et identisk budskab ville blive opfattet i september 2018. Kvinden, som med held kandiderede til borgmesterposten i Linköping og til foråret stiller op som kristdemokratisk spidskandidat ved valget til Europaparlamentet, kunne ganske enkelt ikke forestille sig, at nogen svensk avis i 2018 ville ofre spalteplads på en banal påstand om at diskutere grænsen for asylsystemets kapacitet.

»Forgifter den politiske samtale«

Det er Skyttedals partiformand, Ebba Busch Thor, der for tiden udkæmper de hårdeste verbale kampe mod lederskribenter på Aftonbladet, Dagens Nyheter og mange andre, der med sprogets værste gloser angriber hende og Ulf Kristersson for at ville regere på baggrund de flertal, der manifesterer sig, når Sverigedemokraterna stemmer sammen med Alliancens partier. Før statsministerafstemningen om Stefan Löfven 14. december brugte hun disse ord om den svenske A-presses beskyldninger mod Ulf Kristersson for at være en »nazistisk samarbejdsmand«:

»Jeg skal ærligt sige, at jeg ikke ved, om det er værst, at de tror på det, de siger, eller de bare gør sig til med vilje. Hvis de tror på det, de skriver, så savner de en basal fornemmelse for proportioner. Og rent ud sagt en forankring i virkeligheden. Men hvis de gør sig til, så forgifter de den politiske samtale«, lød det fra Ebba Busch Thor.

Omvendt sendte Aftonbladet, som støtter Socialdemokraterna på lederplads, denne julehilsen til Annie Lööf og Jan Björklund, da de et par dage i forvejen havde banet vej for, at Ulf Kristerssons finanslovsforslag blev stemt igennem Riksdagen:

»Risikoen er, at børnene juleaften undrer sig over, hvordan løftet om at bekæmpe fascismen kunne tabe til glæden over et sjette jobfradrag«.

Ulf Kristersson selv talte lige før jul om svensk politik som værende besat af SD.

»Man skal ikke diskriminere nogen vælgere, men man har heller ingen automatisk ret til indflydelse på svensk politik, hvis man har synspunkter, der ikke deles af andre. Jeg synes, det er aldeles udmærket, hvis de stemmer for vores politik for at styrke politiet og skærpe straffene for bandekriminalitet. Hvis de lægger forslag frem om, at Sverige skal forlade EU eller begrænse vores internationale samarbejde, så mener jeg, de tager fejl«, sagde Ulf Kristersson til Expressen.

Vi ved stadig ikke, om det var Sveriges kommende statsminister, der talte her. Eller om han sammen med Annie Lööf, Stefan Löfven, Jimmie Åkesson og Ebba Busch Thor tager en runde mere synkront med Kristian Thulesen Dahl, Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen ved folketingsvalget i foråret 2019.