De arbejdede hårdt fra morgen til aften på et kontor i det indre København. De havde fået et kæmpe ansvar af samfundet, de var unge arkitekter, ingen var over 30 år. Og så holdt de fester på kontoret til klokken seks om morgenen.
Flere af dem var kommunister, de ville være med til at skabe et nyt, bedre, mere planlagt samfund, efter at det mørkeste kapitel i menneskehedens kapitel var skrevet ud.
Resultatet af anstrengelserne er den byplan, som hovedstadsområdet i dag 72 år senere stadig reguleres efter. Fingerplanen med København og Frederiksberg som håndflade og fem fingre strittende ud. Mellem fingrene skulle naturen være og måtte ikke bebygges. En velordnet, grøn by, hvor ingen skulle bruge mere end 45 minutter på at komme på arbejde.
En dag i 1947 kom en af arkitekternes hustru på besøg på byplankontoret i Stormgade. Hun var studerende fra Prag. Hun hed Iboja, men blev af sine venner kaldt Viola. Med tryk på første stavelse ligesom i Iboja.
