I stuen hænger to gynger. Væggene er sporadisk dekoreret med farvede børnetegninger, i loftet hænger der perleplader, og langs gulvkarmene står der dukker, lego og racerbilbaner. Det minder om rød stue i en tilfældig børnehave, men er i virkeligheden Monica Sivesgaard Fris private hjem.
»Det, der gør mig glad og varm indeni, er mine nære relationer og natur. Så at gå hjemme er helt sikkert det, der giver mest mening for mig. Og så handler det også om samfundets opbygning, for jeg ville ikke være tryg ved at aflevere mit barn i en vuggestue«, siger hun.
For lidt over tre år siden valgte hun at blive hjemmegående. Hendes ældste datter, Kaya, var 10 måneder gammel og blev hver dag afleveret hos en dagplejer, så Monica Sivesgaard Fri kunne passe sit arbejde i hjemmeplejen i hjembyen, Sæby, i Nordjylland.
»Det var ikke hendes behov at komme i dagplejen, hun kunne hverken snakke eller gå. Det var heller ikke vores behov, men noget, vi nærmest var blevet hjernevasket til at tro. Vores liv er meget mere harmonisk nu, for det var ikke fedt at aflevere et grædende barn hos en dagplejer«, siger hun.
