Da Ratko Mladić tre dage tidligere indtager bjergbyen Srebrenica, gør han det til fods. Det er, som om den 52-årige serbiske hærfører vil nyde hvert et sekund af sin triumf. Som en filminstruktør bevæger han sig gestikulerende og kommanderende gennem byens tomme gader. Indimellem stopper han op nogle sekunder og står og betragter byen med et tilfreds blik. Så er det, som om det slår ham. Der er ingen tid at spilde. »Kom så! Fortsæt! Videre!«, råber han. Der er ild i hans stemme, og pegefingeren er rettet mod nord. Mod Potočari, som byens muslimske befolkning ifølge hans oplysninger er flygtet til.
Eftermiddagssolen lyser generalens ansigt op. Han går med fremskudt bryst. Om hans hals dingler en kikkert i snor. Et tv-hold følger lige i hælene på ham. Kameramanden bliver også dirigeret rundt af instruktøren Mladić. »Film det nedefra«, beordrer han, mens han bevæger sig op ad en trappe og ind i en forladt bygning i byens centrum. Senere taler Mladić direkte til kameraet:
»Her er vi i Srebrenica 11. juli 1995 … Vi giver denne by som en gave til det serbiske folk … Hævnens time er kommet«.
I de næste dage holder Ratko Mladić tusindvis af liv i hænderne. Med en håndbevægelse kan han afgøre, hvem der skal leve, og hvem der skal dø. Få dage senere er over 8.000 drenge og mænd blevet henrettet. Den største massakre i Europa siden Anden Verdenskrig har fået lov at udspille sig, og general Mladić har fået sit nye tilnavn. Han er nu ’Slagteren fra Srebrenica’.
