»Jeg husker, at vi gik fra mine forældres lejlighed, og at vi ikke kunne finde broen. Og så det der sekund svævende i luften. Ellers er alt væk i flere dage«, siger Frida Lisa Jersø.
De næste minder, hun kan genkalde, er små glimt fra intensiv børneafdeling på Rigshospitalet i København.
»Fra de dage er alt øjebliksbilleder. Ligesom det med at svæve i luften. Mit første minde er et glimt af min moster, der kigger på mig og nærmest gisper. Jeg har siden fået fortalt, at det var hendes reaktion på, at jeg havde grædt og råbt, at jeg ikke kunne mere. Men det husker jeg ikke selv«, siger Frida Lisa Jersø.
Sådan er det med de fleste ting i dagene efter ulykken. Frida Lisa Jersø ved kun, hvad der skete med hende, fordi andre har fortalt hende om forløbet. At hun og veninden havde haft svært ved at finde broen og havde skrevet til en ven, der havde guidet dem. At de aftalte med ham, at han skulle hente dem. At de havde siddet lænet op ad et gelænder på broen og ventet på ham. At det pludselig var forsvundet bag dem, så de var faldet mere end fire meter ned i en asfalteret viadukt, der løber under Nørrebrogade.
