Charlotte Ahms farmor, Else, havde kun boet ganske kort tid på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus, da familien blev urolig. Personalet tog ikke hånd om helt åbenlyse sundhedsfaglige ting, mente familien. En dag opdagede Charlotte Ahm for eksempel, at Else, der er ramt af demens, havde fået et sår. Da hun spurgte personalet, hvad de ville gøre ved det, viste det sig, at de slet ikke havde opdaget, at Else havde et sår.
»Sådan var det gang på gang. Vi skulle selv gøre opmærksom på det hele. De tog ikke initiativ til noget af det. Vi holdt en masse, masse møder med dem. Hver gang lovede de, at nu skulle det blive bedre. Det skete bare ikke. Tværtimod«, fortæller Charlotte Ahm.
Helt galt gik det en dag, da Charlotte Ahms faster, Elses datter, kom på besøg. Mens hun var på besøg, skulle Else på wc, og personalet endte med at bruge en lift, så Else hang i loftet og skulle lave afføring ned på en ble i sengen.
»Min farmor skreg. Det gjorde så ondt, så ondt på hende. Da hun kom ud af liften, havde hun røde mærker på inderlårene. Det var så forfærdeligt et syn. Og så havde vi det sådan: Nu er det kraftedeme nok«, siger Charlotte Ahm.
