Det var på denne tid af året for 18 år siden, Henriette Pejlby opdagede, at noget var ravruskende galt med hendes syn. Og hvor hun fik øjnene op for, at hendes forestilling om velfærdssamfundet ikke holdt stik.
Dengang var hun 36 år, boede med sin mand og to børn i deres hus i Gl. Holte nord for København og havde et arbejde som marketingassistent i en virksomhed, der solgte værktøj. Men i tiden mellem jul og nytår i 2002 begyndte hun at mærke symptomerne på det handikap, der har vendt op og ned på hendes liv.
»Jeg skulle tænde nogle stearinlys, da jeg pludselig oplevede, at der lå en form for sky foran mit ene øje. Jeg tænkte, at jeg havde fået creme i øjet, eller at den var gal med mine kontaktlinser, som jeg brugte, fordi jeg var almindeligt nærsynet«, siger Henriette Pejlby, der i dag er 53 år.
Henriette Pejlbys syn er i dag stærkt forringet. Hun kan kun se omridset af en person, der står lige foran hende. Møder hun den samme person fem minutter senere, kan hun ikke genkende vedkommende. Kun ved hjælp af stemmen. Men dengang var hendes syn endnu ikke værre, end at hun stadig kunne begå sig nogenlunde. Derfor gik hun i nogle år rundt uden diagnose. Men i 2005 begyndte synet for alvor at svigte. Og i september det år døde hendes mand.
