Lille Vildmose er en åbenbaring.
»Der er en utrolig forskel på at køre gennem det drænede, kultiverede kulturlandskab og så komme til et område som Lille Vildmose, hvor naturen har frit spil. I Lille Vildmose er der et kæmpe rigt insektliv og derfor også mange fugle både i søerne og i luften. Det ser man simpelthen ikke i de 60 procent af Danmark, som er under plov og dyrkes intensivt«, siger naturfotograf og journalist Jan Skriver.
Et syn på Nordvesteuropas største højmose, som ligger milevidt fra den holdning, den socialdemokratiske landbrugsminister Kristen Bording i 1945 gav udtryk for, da han skrev om »øde, golde, trøstesløse, ubeboede og nytteløse Sumpe« og glædede sig over, at mosen var blevet afvandet.
Det var det natursyn, der lå bag afvandingen af ikke blot Lille og Store Vildmose, men af mange søer og moser og lavtliggende jord i Danmark fra 1700-tallet og frem, så hele 63 procent af landet var landbrugsjord, da det var på sit højeste.
