En søndag i begyndelsen af juni havde Sisse Rej Rasmussen været på stranden med en veninde. De havde grinet, badet, spist is og drukket øl. Det var den eneste aftale, hun havde haft i weekenden, og da hun cyklede hjem fra stranden, tænkte hun på, at hun ville ønske, at hun havde nogle flere, hun kunne lave den slags aftaler med.
På vejen hjem ringede hun til sin mor for at vende nogle af de ting, som de havde snakket om hundrede gange før. At hun kedede sig og havde svært ved at udfylde sin tid. At hun ofte sad alene hjemme i den lejlighed, hun var flyttet ind i for at indfri drømmen om et socialt bofællesskab.
»Er du ensom?«, spurgte hendes mor.
»Ja«, svarede Sisse Rej Rasmussen, og denne søndag ramte følelsen af uforklarlige årsager ekstra hårdt.
