Man skal vist næsten forestille sig Bjarne Corydon og Holger K. Nielsen kravle krybende rundt på gulvet og forsøge at have foldede hænder på samme tid.
To topministre i en bedende positur med blikket rettet mod en siddende isdronning ved navn Margrethe Vestager, der bare overhovedet ikke gider høre på al deres pladder. Den daværende økonomiminister var ikke til at hugge eller stikke i. Ligegyldigt hvor fidelt den daværende finansminister og skatteminister førte sig frem.
Vi befinder os før sommerferien i 2013. Både Socialdemokratiet og SF var på det tidspunkt ved at gå op i limningen på grund af dagpengespørgsmålet, som bare blev ved og ved og ved med at give ballade fra alle tænkelige kanter i arbejderbevægelsen.
Med skatteministeren som sekundant havde Corydon salvelsesfuldt forsøgt at overbevise Vestager om at give en slags plaster på dagpengesåret i form af en forkortelse af genoptjeningsperioden. Meningen var så, at den skulle lægge op til et tidligt finanslovsforlig med Enhedslisten efter sommerferien.
