For nogle år siden, da Babak Vakili var blevet en anelse kendt som rapper, underviste han ved en workshop for lokale drenge og piger i Ishøj. De fik til opgave at formulere den sætning, der trængte sig allerstærkest på. Bagefter skulle de op til mikrofonen og læse den højt for de andre.
Mens de skrev, gik han over til en dreng, der hed Anas. Drengen var næppe mere end syv år, men havde stået ivrigt og begejstret klar, allerede inden undervisningen begyndte. Han havde også været der året før. Dengang turde han ikke tage mikrofonen. Nu havde han lovet sig selv, at i år ville han gå derop og sige sin sætning.
Han var lidt rund i det og med Babak Vakilis ord »overdrevet cute«.
Da tiden var gået, sad Anas med uskyldige og forhåbningsfulde øjne og klar til at vise, hvad han havde brugt den sidste halve time på. Babak Vakili læste sætningen, der var skrevet med 2.-klasse-håndskrift. Der stod:
