Iført støttestrømper, morgenkåbe, rødlakerede tånegle og en grøn slangeskindstaske lader en patient, der i øjeblikket kalder sig Bishop Kennedy, de tykke fingre løbe ned over tangenterne på det lille klaver i opholdsstuen. Med sørgmodige, sammenhængende toner spiller han sikkert, nøgternt og drømmende sine medpatienter på plads ved morgenbordet på et niveau, der synes overlegent i forhold til hans tilstand.
»I’m married to Gud«, svarer han med amerikansk accent på spørgsmålet om, hvordan han har lært at spille, og så peger han op i loftet og tilbyder et kig ned i slangeskindstasken, hvor der ligger en pakke røde Winston, en håndfuld løse pebernødder og både et dansk og et udenlandsk pas, som begge er fuldstændig overstregede med kodesprog, adgangskoder, agentnavne og fine, pressede efterårsblade.
»I sidste uge præsenterede han sig som Donald Trump«, siger Susanne Krag-Pedersen, der er sygeplejerske på afdelingen og har været det i snart 22 år, efter hun har fulgt ham over til morgenmadsbuffeten:
»Han må kun få sin telefon en time om dagen, fordi han ellers overstimuleres og ringer til alle – politiet og banken og alle mulige. Han er i mani nu, men ikke dement. Det er udelukkende psykotiske symptomer. Og man skal ikke tage fejl: Han er lynende intelligent«, siger hun.
