Mit billede: Sådan ser 10 portrætterede kvinder billederne af dem selv

»Jeg bliver berørt, når jeg ser billedet. Det signalerer kraftigt de følelser, jeg havde efter overgrebet, og jeg får lyst til at hjælpe hende på billedet til at håndtere det her helt anderledes, end hun gjorde dengang. Jeg kan genkende følelsen af at være alene. Og skamme sig alene. Og have lyst til at gemme det væk og pakke det ind, så det aldrig er sket. Det var overvældende at komme tilbage. Jeg kunne tydeligt se mit yngre jeg for mig, og hvor mit telt stod. Men jeg kunne også tydeligt mærke, at jeg klart er et andet menneske i dag, og det hjalp mig til at give slip på nogle af de billeder fra overgrebet, der havde sat sig fast«.

»Når jeg ser billedet, bliver jeg ramt af en sorg , som jeg har kæmpet imod, siden det skete. Jeg har nemmere ved at være i vreden, så det bliver et hårdt, men også forløsende spejl. Når jeg ser billedet, siger mit hoved: ’Det er jo ikke mig. Det er ikke sket for mig’. Samtidig med at hele min krop er fuldstændig klar over, hvad der skete. Jeg har været tilbage flere gange, da det er sket i mit barndomshjem, hvor der stadig bor familie, men aldrig med sådan et fokus på den hændelse. Den efterfølgende uge reagerede min krop med at have ondt og være øm. Jeg ledte i lang tid efter den der empowerment-følelse. Men den er ikke rigtig kommet, hvilket giver god mening. Momentet på billedet var alt andet end empowerment. Og måske får jeg slet ikke den følelse i den her proces, men det er heller ikke vigtigt. Det vigtige er, at historierne kommer ud, så andre kan stille sig på skuldrene af os«.

»Jeg bliver meget rørt, når jeg ser billedet. Jeg tænker på mit yngre jeg, som følte sig helt forkert og alene i verden. Men nu forbinder jeg stedet med mig og min historie, ikke ham. Det føles meget befriende at se det på den måde. Jeg ser magtesløshed på billedet, som var den følelse, jeg havde. Jeg kunne ikke komme væk, det var et fængsel. Det er den følelse, som fyldte mest dengang, og den kan jeg meget tydeligt se i billedet. Jeg kommer også til at tænke i paralleller, stor og lille. På billedet ser jeg mig selv som stor, fordi jeg har overvundet en frygt og er i en bearbejdningsproces. Men i momentet, dengang, følte jeg mig lille, svag og ligegyldig. Det var meget mærkeligt at komme tilbage. Ingen af de følelser, jeg havde forventet at føle, kom frem. Jeg følte mig ret sej og tryg – de, der var omkring mig, var indforståede med, hvad det var for et sted, og hvad det har af betydning for mig. Efterfølgende har jeg en følelse af at have tikket en boks af i min helingsproces. Så både under og efter har det været meget terapeutisk«.

»Det her er min måde at tage noget kontrol tilbage på. For den dag havde jeg ingen kontrol. Der var det ham, der bestemte, at det skulle ske. Nu tager jeg min krop tilbage. Man føler sig så blottet, så forsvarsløs og så lille og ubetydelig. Det har været vigtigt for mig at portrættere. At vise noget sårbarhed og skrøbelighed giver så meget mening, for det passer til min historie«.

»Jeg ser et menneske, som er i en situation, der er helt tydelig: Der er sket noget. Jeg kigger lidt på det udefra og ser en kvinde, der ser fuldstændig udmattet og fortabt ud. Og jeg kan genkende den følelse af fortabthed, at være opgivende, og den fuldstændig altoverskyggende udmattelse. Når jeg kigger på billederne, kan jeg ikke få mit blik fra dem. Jeg har lyst til at kigge på dem igen. Det er stærke billeder, der fortæller en historie, som måske er fuldstændig forfærdelig, men der er noget dragende over dem, som det er svært at sætte ord på. Jeg har i hvert fald de seneste ti år vidst, at jeg skulle tilbage. Det har været vigtigt for mig. Jeg efterlod en del af mig for 14 år siden, og det var vigtigt for mig på en eller anden måde at få samlet de her brikker igen, når jeg var klar. Jeg var nødt til at komme tilbage, for hvis der er noget, der bliver ved med at føles som lænker fra fortiden, er man nødt til at dykke tilbage i det, for at gribe fat, så man kan få det sluppet. Meget af det kunne jeg huske, eksempelvis lyset, der blinkede. Jeg blev lidt overrumplet, da det stadig var på den måde. Men samtidig forstærkede det hele ideen med at komme tilbage. Jeg havde lidt frygtet, at det hele ville være helt anderledes og uigenkendeligt, for så ville min idé falde lidt til jorden. Det var slet ikke tilfældet. Det var faktisk befriende at komme tilbage. Fordi jeg var klar til det, klar til at tage det skridt og komme tilbage og tage det med, jeg skulle, så jeg kunne få lukket den dør. Stedet blev fuldstændig afmystificeret for mig. Der var nogle små huller i min hukommelse, som blev ’lappet,’ fordi jeg fik de billeder, jeg manglede – og de sidste brikker. Det gik fra at være en forfærdelig oplevelse og et forfærdeligt minde, til at jeg egentlig bare var nede i et kælderrum, et sted, hvor mange mennesker færdes hver dag. Så på en eller anden måde kom der en ro over det. Jeg er stolt over, at jeg tog det skridt og tog tilbage. Jeg er stolt over, at jeg gennemførte det. Og jeg er stolt over, at jeg er kommet over på den anden side af det«.

»Når jeg ser billedet af mig selv, får jeg en ubeskrivelig følelse indeni. Billedet viser noget af det hårdeste, jeg kommer til at opleve i mit liv. Jeg får en følelse af vrede og skam, men samtidig er jeg så glad for at se, hvor langt jeg er nået siden dengang. Det giver mig styrke til at kæmpe videre. Jeg har længe gået med skammen over det, der skete, og følelsen af magtesløshed. På billedet råber min krop efter hjælp. Billedet viser de følelser, jeg havde under voldtægten – og efter, hvor jeg lå efterladt tilbage. Det, jeg husker tydeligst, fra da jeg lå der, er frygten for at dø, og at jeg intet kunne gøre. Jeg var så magtesløs, og alt, man har, bliver taget fra én. Jeg husker tydeligt, at jeg lå der og tænkte, at det hele var slut nu. Frygt, vrede og tristhed var nogle af de følelser, der gik igennem mig, da jeg så billedet første gang, men også kampen for at kæmpe videre. At komme tilbage var nok noget af det mest ambivalente, jeg længe har prøvet. Jeg har ikke været der siden voldtægten. Mine forældre bor tæt på, men jeg har altid undgået stedet og vil hellere vente en time på bussen end at gå ad den rute igen. Da vi tog derud, kom der først en kold vind igennem mig, og jeg kunne godt mærke, at jeg lige skulle trække vejret en ekstra gang og sige til mig selv, at det hele nok skulle gå. Men samtidig var det det bedste, jeg nogensinde kunne have gjort for mig selv. Hvis jeg ikke selv havde rakt hånden ud og valgt at dele min historie, tror jeg aldrig, at jeg var kommet videre. Jeg fik på en måde sagt farvel til stedet og mærkede, at det er okay at være der, og at der ikke sker mig noget. Jeg er virkelig taknemlig for, at den mulighed kom. Jeg er kommet så meget videre, siden billederne blev taget, og det var ikke sket uden denne oplevelse«.

»Jeg får fornemmelsen af sårbarhed. Billedet fanger den ensomhed, jeg følte efter overgrebet. En påmindelse om, at jeg følte mig alene og overladt til mig selv. Billedet gør mig både glad og bedrøvet. Bedrøvet over at have været bange for at række ud efter hjælp og lade meget i mit liv gå i stå i en lang periode. Og glad, fordi jeg kan mærke, at selv om jeg stadig er præget af det, er jeg kommet videre. Jeg har lært at tale om det og sætte ord på de tanker og følelser, der efterfølgende påvirkede og påvirker mig. For mig var det ikke en ubehagelig følelse at være tilbage, fordi jeg boede der i to år efterfølgende. På den måde var jeg tryg i projektet og følte deraf i høj grad, at det var lettere at tage kontrollen tilbage over de mange følelser, som var forbundet med scenen, og derved vende dem til noget positivt. Men jeg havde været nervøs for, hvad jeg ville føle, da vi skulle tage billederne. Ikke nødvendigvis på grund af selve stedet, men de følelser, der hang sammen med stedet. Men jeg følte mig stærk, modig og stolt over, at jeg har taget en så nær kontakt med de følelser og tanker, der har været så dominerende negative – og taget kontrol over dem«.

»Billedet fortæller, hvor ensomt og hvor tomt det var dengang. Det får jeg helt ondt i maven over. Man kan tydeligt se på det, at der er smerte, skyld og skam. De følelser ville jeg gerne vise på billedet. Har du nogensinde følt dig så tom, at du ikke længere kunne mærke din egen krop? Det er det, billedet beskriver, hvis du spørger mig. Jeg ved godt, at det er mig, men jeg bliver rørt, når jeg ser det. Billedet kunne næsten blive bragt uden mine ord, og man ville stadig forstå min historie. Det traume, jeg har været udsat for, vil for evigt være en del af mig. Nok har jeg gået i terapi og sagt det højt, men jeg er som menneske defineret af min fortid. Billedet her udtrykker så meget af, hvem jeg var, og hvem jeg ikke kan slippe. Svaghed, ulykke, ensomhed, udnyttet, nedslidt, skamfuld, tomhed, ødelagt. Jeg er stolt af mig selv, også selv om mange af disse følelser fra voldtægten forfølger mig endnu. Artiklen beskriver kun en brøkdel af historien, men billedet viser det hele. Jeg gik ind i samarbejdet med en styrke om at være ærlig og åben. Jeg ville fortælle min historie og dele mine følelser. Jeg blev taget imod med en omsorg og forståelse, der er enormt sjælden, når man fortæller, hvad man har oplevet. Da min historie første gang blev bragt i avisen for et halvt år siden, ringede min mor grædende. Hun har hørt min historie mange gange, og hun syntes næsten, at den lød forfinet i artiklen. Hun var stolt af mig, men hun var også bekymret for, hvordan min omgangskreds ville tage imod min historie. Det havde jeg ikke på noget tidspunkt været nervøs for, og det var der heller ikke nogen grund til. Venner og bekendte, især en masse yngre kvinder, skrev til mig for at sige tak. Tak for at give dem en stemme og sætte lys på et så skamfuldt emne. Jeg blev stolt af mig selv, for nok var det min historie og min krop på billedet, men det var så genkendelig en oplevelse for så mange mennesker«.

»Jeg føler mig rigtig modig og stolt, når jeg ser billedet. Jeg viser en del af mit liv, som jeg har været meget skamfuld over, men jeg vil ikke leve mit liv i skam eller som ’offer’. Dengang følte jeg mig som en krop, ikke en person. En genstand, der udelukkende var til rådighed for et andet menneskes instinktive behov, og som blev efterladt som affald. Havde det ikke været for de her billeder, var jeg aldrig kommet tilbage. Jeg har alle dage fået kuldegysninger og ubehag ved stedets navn, men nu har jeg en historie derfra, som gør det hele lidt mindre utrygt. Jeg oplevede, at stedet i sig selv ikke er farligt, men at det var situationen og et menneske, der ikke ville respektere mig«.

»Billedet illustrerer den følelse af total isolation og ensomhed, som voldtægten gav mig. At være afskåret fra omverdenen og helt afklædt og nøgen. Både fysisk og psykisk. Følelsen af at have lyst til at gemme mig, men ikke kunne. Følelsen af at være fuldkommen eksponeret uden mulighed for at trække sig væk eller finde tryghed. Det var virkelig underligt at være tilbage. Jeg har ikke været på Roskilde Festival, siden det skete. Jeg havde egentlig forliget mig med, at jeg aldrig ville se stedet igen, men da den her mulighed dukkede op, tænkte jeg, at det ville være en god måde at vende tilbage på. Stedet ser jo helt anderledes ud, når der ikke er festival, og det var faktisk rart. At det føltes fremmed og ikke som dengang. Jeg var glad for, at jeg gjorde det, og følte mig lettere euforisk, da jeg kom hjem«.