Radiser er røde og hvide og grønne i toppen.
Peanuts er små, forvredne jordnødder. Men på tværs af al botanisk logik blev de amerikanske Peanuts engang til danske Radiser. Tegneserien blev til kærlighed og kult fra første stribe både over there og hjemme her. Hos os blev de i Politiken en tværgående fornemmelse af fortrolighed mellem læsere og avis og læserne imellem.
Vi var jo alle sammen Radiser et eller andet sted hos personerne i striben. Hvem dengang følte sig ikke som Nuser på taget af sit hundehus, når han styrede frem i sit jagerfly som piloten fra Første Verdenskrig i jagten på Den Røde Baron? Eller som Trine, en pige af de værste og klogeste i al sin pragmatiske charme, når hun gav Psykologhjælp for en 25-øre fra sin bod ved vejen? Eller Søren Brun med sin eneste overlevelsesreplik: Jeg græmmes! (Good grief! på amerikansk). Og Thomas med den sutteklud, ingen af os nogensinde slipper, med mindre vi er så enkle som lille Frida med de ægte krøller.
Vi har alle vore fortrin. Beethoven var Schrøders flugtvej fra trivialitetens hærgen, når han satte sig til flyglet. Jeg drømte tit om at være ham, ikke mindst når jeg tænkte tilbage på kampen med Czernys Etuder i spilletimerne. Hvem der havde haft en sutteklud eller absolut gehør.
