Der er kommet nye børn på vejen. Ingen ved, hvor lang tid de skal blive her, men foreløbig bor de i nummer 29. De kommer fra Ukraine og hedder Vlad og Vadim. Vlad er ni år og Vadim er fire år. De er brødre og bor i det gule hus med deres mor, Inna, og deres lillebror, Gleb, på tre måneder. Deres far er her ikke.
Vlad og Vadim spiser anderledes mad. Om morgenen får de varm, kogt spaghetti med kold mælk og sukker på.
»Der blev vi alligevel overraskede, men de får deres spaghetti, og vi får vores havregryn. Ellers forsøger vi at leve efter de samme regler. Der skal ryddes op, og der er ingen slik til morgenmad. Men de skal føle sig hjemme, så der er længere snor, end der plejer at være«, siger Henriette Glerup, der er mor i huset, som ligger i det nordvestlige Randers.
Indtil for 14 dage siden boede hun, hendes mand, Martin, og deres to piger, Sofia på otte år og Karoline på fem år, alene her i parcelhuset med den store og lyse stue, hvor køkkenet også ligger. De var en familie på fire, der spiste aftensmad sammen, og hver dag tog mor og far af sted til hver deres fuldtidsarbejde. Martin Glerup arbejder hos Mærsk og Henriette i HR-afdelingen hos virksomheden Deco Group i Randers. Det gør de stadig, men nu er de to familier og otte, der spiser sammen, og det har alle skullet vænne sig til.
