Læs artiklen senere
Gemt (klik for at fjerne)
Læst
Når Leonida Nielsens søn kom hjem fra skole i de ældste klasser, sad han ofte ved spisebordet. Koncentreret og med øjne, der bevægede sig søgende henover bordpladen. Foran ham lå bunker af bogstaver, han havde klippet ud af aviser, bøger og reklamer. Manglede der pludselig et bogstav, kunne han se det.
»Mor, hvorfor har du taget ’M’?«, kunne han udbryde.
Bogstaverne skulle ligge der frit fremme på bordet. For det var sådan, han bedst fik ideer. Til en sætning eller en linje i et digt eller en sang.
For Søren Holm havde brug for ord. De helt rigtige ord.
