To mænd spiller afgørende roller i sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), der udviklede sig til den største spionskandale i nyere danmarkshistorie.
Den ene er en yngre it-specialist kendt som whistlebloweren. Jeg har valgt at udelade hans navn, fordi han hverken har ledelsesansvar eller lader til at have delt sin fortrolige viden med andre end dem, der er sat i verden af myndighederne for at kontrollere efterretningstjenesterne. Han forlod frivilligt FE i 2018 og er i modsætning til blandt andre den suspenderede FE-chef Lars Findsen hverken sigtet eller tiltalt for brud på sin tavshedspligt.
Den anden hovedrolleindehaver er it-specialistens overordnede, brigadegeneralen Henrik Berg, der frem til sin hjemsendelse i august 2020 var øverste chef for efterretningstjenestens store tekniske indhentningssektion på Amager, der går under navnet ’Gården’. I dag er Henrik Berg stabschef i Hjemmeværnskommandoen og heller ikke sigtet for at have røbet højt klassificerede oplysninger.
At kalde forbindelsen mellem generalen og whistlebloweren for et far-søn-forhold er måske for meget sagt, men med årene udviklede relationen sig fra stor gensidig respekt til et dramatisk modsætningsforhold. Efter Edwards Snowdens afsløringer i 2013 om National Security Agency (NSA) og omfanget af tjenestens globale overvågningsaktiviteter indvilgede FE-ledelsen i at lade whistlebloweren og tre kolleger undersøge et dansk kabelsamarbejde med amerikanerne. Det skete i dybeste hemmelighed bag om ryggen på NSA, og resultaterne blev i 2015 nedfældet i en intern rapport med kodenavnet Dunhammer.
