I den store sal i Ilulissat er den unge kvinde ved siden af mig brudt sammen.
Hun sidder i sin lille hvide jakke på trappen op til stolerækkerne, mens de sidste publikummer er ved at forlade byens kulturhus, og hun græder, mens hun fortæller, at hun selv forsøgte at begå selvmord i sommer.
Hun havde en hård barndom, siger hun, hun flyttede hjemmefra tidligt, mødte tidligt sin mand, fik børn tidligt. I sommer blev hun skilt og begyndte at drikke.
En dag vågnede hun op på sygehuset efter en brandert, forstod ingenting, men fandt så ud af, at hun havde spist en masse piller. »Hvor er du dum«, var de første ord, hun hørte fra et andet menneske. Det var en ældre dansk læge, siger hun, der sagde sådan til hende.
