En søndag i december 2021 sad Sine Gregersen med sin telefon i hånden i København. Hun kunne ikke komme i kontakt med sin 72-årige mor, Inge Lis Dalsgaard, som boede alene i landsbyen Løjt Kirkeby i Sønderjylland. Og hun var urolig.
Sine Gregersen havde senest talt med sin mor torsdag aften. Både lørdag og søndag havde hun sendt sms’er til hende, men hendes mor havde hverken læst eller svaret på beskederne. Det plejede hun ellers at gøre nærmest med det samme.
Der var noget galt.
Sine Gregersen ringede til sin mors veninde, som fortalte, at Inge Lis Dalsgaard to dage forinden var udeblevet fra en aftale. Det plejede den pligtopfyldende pensionerede skolelærerinde ikke. Derfor havde veninden faktisk været forbi hendes hus og banke på. Men ingen åbnede. Bilen stod parkeret udenfor. Der var mørkt bag vinduerne. Og gardinerne var rullet ned.
