Kapitel 7
Taget
På den øverste etage i Field’s er der udgang til taget, der er opdelt i flere tagterrasser. Blandt andet en terrasse med et rygeområde og nedgang til parkering og en anden stor terrasse med en indhegnet legeplads.
Paprika Maria Gundtoft Mose
»Jeg står med min veninde ved Bagel Factory, da folk begynder at løbe. Jeg får en rigtig dårlig mavefornemmelse. Så hører jeg det første skud. Min veninde og jeg løber væk fra hinanden. Hun løber ned ad en rulletrappe, jeg løber ud på tagterassen«.
Ole Nielsen
»Da jeg hører de første skud, tænker jeg, om det er legetøj. Men folk råber: »Han har et gevær!«. Jeg peger kunderne i retning af taget og hjælper et par mødre, der har smidt deres barnevogne«.
Dalia Abou-Kassem
»Jeg er i Deichmann for at se på sko, da vi hører skuddene. Vi løber ud ad butikkens bagudgang og kommer ud på en tagterrasse med et rygeområde. Til venstre kan vi se en person, som ligger på jorden. Jeg har stadig ikke registreret, hvad der sker inde i Field’s, så jeg tror faktisk, at det er en dukke. Jeg tænker, at det hele måske er en øvelse. Men det er en rigtig person, som ligger gennemblødt af blod på jorden. Jeg siger: »Vi er nødt til at hjælpe««.
Ole Nielsen
»Ude på taget hiver alle deres telefoner frem. Det gør jeg også. Jeg taler med politiet i 8 minutter. De spørger, om jeg er sikker på, at det er et skyderi, og om der er nogen, der er blevet ramt. De har svært ved at tro på, hvad jeg siger. Da der er gået et stykke tid, og han skyder igen, kan de høre det i telefonen. Så går det op for dem, at det nok er rigtigt«.
Paprika Maria Gundtoft Mose
»Der er et kæmpehøjt træhegn på taget, som jeg formår at kravle over sammen med nogle andre. På den anden side er der en legeplads og en institution med en hel masse store vinduer. En mand står og rusker i døren, men den er låst, så vi er fanget. Så begynder vi at smadre vinduerne«.
Dalia Abou-Kassem
»Vi løber hen til personen på jorden. Hun har blå læber, og hendes hud er helt hvid. Jeg prøver at få kontakt med hende. Vi løfter hende og bærer hende hen over terrassen til nedgangen ved parkeringspladserne, hvor vi lægger hende på jorden. Vi er nødt til at få den sårede kvinde i sikkerhed. Hun er ved bevidsthed, men hun bliver ved med at sige til mig, at hun ikke kan trække vejret«.
Paprika Maria Gundtoft Mose
»En kvinde på legepladsen løfter noget tungt, som ligger løst på jorden. Det er vist en stol. Hun kaster den ind mod vinduerne, og så begynder andre at gøre det samme. Det lykkes. Der er hul, men det er ikke stort nok til, at vi kan flygte ind ad det. Jeg prøver at udvide hullet ved at skubbe glasskår væk med flad hånd. Der bliver kastet mere ind i vinduet. Så er hullet stort nok til, at vi kan komme ind i institutionen. Indenfor er der en nødudgang. En prøver febrilsk at låse den op. Imens kan vi høre gerningsmanden skyde. Jeg er overbevist om, at han er fulgt efter os, fordi det lyder så voldsomt. Vi får døren til nødudgangen op og tager en trappe ned«.
Dalia Abou-Kassem
»Jeg prøver mit bedste for at stoppe kvindens blødning. På et tidspunkt er jeg nødt til at udføre hjerte-lunge-redning på hende«.
»Vi får båret kvinden ned i parkeringskælderen, hvor vi forsøger at standse flere biler. En kvinde stopper. Vi får den sårede ind i bilen og løber ud af parkeringskælderen. Da vi kommer ud, holder der politibiler og venter på os. Fordi jeg kan lunge-hjerte-redning, bliver jeg siddende med kvinden og holder hende i hånden. Efter noget tid kommer hun ind i en ambulance«.
Kapitel 8
Parkeringspladsen
Ved siden af Field’s er der en stor parkeringsplads. På den anden side af parkeringspladsen ligger hotellet Cabinn.
Anja Taunajik
»Min partner og jeg bor på Cabinn-hotellet. Jeg er på vej ned for at ryge, da der kommer en stor flok mennesker løbende ind ad hotellets skydedør. De råber alle sammen: »Skyderi, skyderi, skyderi!«. Jeg bliver forvirret og flygter ud ad en dør, der fører til et udendørs rygeområde. Vi er en masse mennesker, der løber langs et hegn. Jeg mærker ilten slippe op. Jeg stopper med at løbe og begynder at gå på en sti langs parkeringspladsen.
Lige pludselig ser jeg et menneske 6-7 meter foran mig. Han har en riffel på skulderen og kigger direkte på mig. Vi har øjenkontakt, men siger ikke noget til hinanden. Han virker ikke vred, men geværet gør mig bange. Så skyder han. Jeg ser ikke, hvor han skyder hen.
Jeg mærker følelsen af at miste alt håb. Jeg lægger mig ned på jorden mellem en stor sten og en kloak og med hovedet nede i nogle blomster.
Mens jeg ligger på jorden, begynder det at gøre ondt i mit venstre øre. Det er skuddene, der er gået lige forbi. Fra jorden kan jeg se en politimand, der bærer gevær og sikkerhedsvest. Han får øje på mig og råber: »Gå væk! Gå væk!«. Da jeg rejser mig, har politimændene overmandet manden. Han ligger med ansigtet nedad og er bundet på hænder og fødder«.