Engang havde Olena, Olga, Iryna og Viktoria et liv. Så invaderede Vladimir Putin og hans hær Ukraine og stjal livet, som de kendte det, med den begrundelse, at det var hans historiske ret, og at han ville befri ukrainerne fra de nazister, der regerede deres land. Nu har de fire kvinder et nyt liv, som de aldrig havde ønsket sig.
»Jeg havde alt. Nu har jeg intet«, siger den universitetsuddannede økonom, Olena Dalhyck på 38 år, der boede med sin mand og sine to piger på seks og otte år i deres lejlighed i Kyiv og bestred et vellønnet job, hvor hun var chef for kreditafdelingen i en bank. Nu bor familien på et værelse i nogle nedlagte hospitalsbygninger på Sankt Hans Hospital i Roskilde sammen med godt 400 andre ukrainere, hvoraf en del bor i de gamle sygeplejerskelejligheder lige i nærheden. Her deler hun køkken og bad med de andre, og hver dag slås hun forgæves for at finde et arbejde i Danmark.
»Det er det, som stresser mig. At jeg ikke har arbejde«, siger hun.
Før boede Olga Rozhdestvenska på 47 år i et hus i det centrale Kyiv med sine tre børn og sin mand, der er direktør i en større virksomhed. Hun er arkitekt og elskede sit arbejde. Nu bor hun på værelse med en dreng og en pige, som er tvillinger på 11 år, mens hendes store søn på 27 år og hendes mand lever i Kyiv. Hun har haft et vikariat som arkitekt i Danmark i fire måneder, men hendes dansk og engelsk, som er under forbedring, er dog stadig utilstrækkeligt, og for tiden har hun ikke noget arbejde.
