For fire år siden døde Ida Christine Jacobsens far efter et langt sygdomsforløb. Som 23-årig skulle hun lære at håndtere sin sorg i et samfund, hvor vi andre er dårlige til at håndtere dem, der sørger.
Mødet med en sorggruppe i en folkekirke i Aarhus blev afgørende for hende.
»Da far var død, skulle jeg finde en måde at leve i verden igen. Men hvordan fanden lever man med det her? Det hjalp sorggruppen mig med. Vi talte meget om de oplevelser, vi havde med andre mennesker, om dumme kommentarer og om den ensomhed, vi oplevede. Jeg oplevede f.eks. i en periode at være meget vred på alle og være ved at rive hovedet af dem, hvis de sagde noget til mig«, fortæller hun.
»Når de spurgte, hvordan jeg havde det, havde jeg lyst til at sige, vil du have det ærlige svar eller standardsvaret? Standardsvaret var: »Jeg har det fint, det går op og ned«. Det ærlige var: »Jeg har det ad helvede til, jeg sover ikke om natten, jeg synes ikke, der er noget, der er fedt. Jeg ved godt, jeg skal blive ved med at spise, men jeg har ikke lyst««, siger hun:
