Da professor Lise Togeby for snart 20 år siden sammenfattede, hvor magten befandt sig henne i det danske demokrati, indrømmede hun blankt, at man ikke behøvede at være professor for at levere svaret. Lise Togeby var fra 1997 til 2003 formand for en særlig magtudredningsgruppe, der med en solid statsbevilling på 50 mio. kroner brugte seks år på at kortlægge magten i Danmark.
Ved Magtudredningens afslutningskonference var hun ifølge Berlingske Tidendes referat kommet frem til, at en håndfuld ganske forudsigelige figurer befandt sig på magtpyramidens øverste hylder:
»Det er statsministeren, det er finansministeren, det er Hans Skov Christensen (DI’s daværende direktør, red.), det er Hans Jensen (LO’s daværende formand, red.) og så videre. Og så er det Tøger Seidenfaden (Politikens daværende chefredaktør, red.) og Anne Knudsen (Weekendavisens daværende chefredaktør, red.) – det er de navne, vi godt kendte i forvejen. Det behøvede vi i og for sig ikke en magtudredning for. Det er dem, der besidder de store ressourcer i det danske samfund, og det er også dem, der har den største magt«, forklarede Lise Togeby.
Nøjagtig som i 90’erne er Folketinget og en S-ledet regering også her i 20’erne kommet frem til, at magten skal kortlægges. Præcis som dengang har regering og parlament fundet frem til en professor fra Aarhus Universitet til at lede en opdatering af Lise Togebys gamle magtudredning.
