»Om aftenen kan vi ikke falde i søvn, hvis ikke vi holder hinanden i hånden. Vi kysser rigtig meget. Og er nysgerrige«
Gunhild Brethvad og Eskild Marcussen havde forliste ægteskaber bag sig, da de mødtes. I dag har de overgivet sig til en nærmest symbiotisk tilstand, hvor oplevelser uden den anden virker kedelige.
I begyndelsen havde de ikke øje for hinanden.
Gunhild Brethvad var bare den nye instruktør på en teaterforestilling på ungdomsskolen i Frederikssund. Eskild Blaabjerg Marcussen var produktionsmand og sørgede for det praktiske, så hendes ideer kom til at spille. Det var i foråret 2007. På det tidspunkt havde Gunhild haft syv års kærestepause. Et heftigt forhold til en cubansk mand havde taget modet fra hende.
Eskild husker, at han syntes, at Gunhild var »lidt mærkelig«.
»Hun var så fandenivoldsk. Hun var sikker på, at alt kunne lade sig gøre«, husker han.
Først da forestillingen skulle evalueres, skete der noget.
De var en gruppe på seks, der skulle lave evalueringen. Det foregik om bord på en båd på Roskilde Fjord. Da arbejdet var overstået, fik de ål og snaps. Og blev meget fulde.
Serie
Moden kærlighed
Ældre danskere har mod på nye parforhold. Danskere over 60 år gifter sig i stigende grad. Flere får kærester uden at bo sammen. Og mens et stigende antal danskere bor alene, forholder det sig lige modsat blandt de ældste danskere.
Hvad vil det sige at finde ind i et nyt parforhold, når man er oppe i alderen og har et helt liv med i bagagen?
Det spørger Politiken om i denne serie, hvor ældre, der har fundet sammen, efter de er fyldt 60 år, fortæller deres historie.
Næste morgen lå Eskild og Gunhild tæt. Kun dækket af en lille, blå regnjakke.
»Der var en forløsning over det. Og så meget fortrolighed«, husker Eskild. Han fanger Gunhilds blik på den anden side af spisebordet og holder det fast.
Nogle dage efter festen på båden syntes Gunhild alligevel, at det var blevet lidt for vildt på den båd.
»Jeg var 60. Eskild var 55. Alt det der alkohol. Jamen, det var jo lidt pinligt, altså«, husker Gunhild.
Et par dage senere skrev hun derfor til Eskild for at afslutte det pænt. Men Eskild er god med ord.
»Han skrev tilbage. Og jeg tænkte: »Nå, gud! Han er da begavet«. Han hev mig ind til sig igen. Med sine ord«.
De begyndte at ses. Nogle måneder senere stod de i Gunhilds køkken, og Eskild spurgte:
»Skal vi være kærester?«.
»Rigtige kærester?«.
»Ja. Rigtige kærester«.
Og så blev de det.
Sug i maven
Vi sidder ved spisebordet i deres nye lejlighed på Frederiksberg. De byder på frokostmadder med røget ørredfilet og chokoladekiks til kaffen. Det er kun en uge siden, de flyttede ind, men det meste er allerede på plads. De har solgt deres hus i Frederiksværk. Mest fordi Gunhild er blevet syg og har svært ved at overkomme alt det praktiske i et stort hus.
De blev kærester i en moden alder. Og havde begge to forliste ægteskaber med sig. Børn. Børnebørn. Nedture og opture. Det meste af et liv.
Erfaringerne har givet dem en anden slags parforhold, end de har prøvet tidligere.
Men mødet. Der, hvor de fik øje på hinanden. Det var, som forelskelser har været gennem hele livet: Sug i maven som i frit fald.
»Han havde jo alt det, jeg godt kunne lide. Han så sindssygt godt ud og var super handy til alle ting«, siger Gunhild uden at tage blikket fra Eskild.
Ej, og nu, hvor vi taler om det, bliver vi sådan helt … uhuhuhu
Gunhild Brethvad
Han sidder på køkkenstolen over for hende. Ansigtet er glatbarberet, og han har samlet sit lange, grå hår i en hestehale i nakken.
De kan begge mærke i kroppen, hvorfor netop de to ikke kunne give slip på hinanden.
»Ej, og nu, hvor vi taler om det, bliver vi sådan helt … uhuhuhu«, siger hun og kigger op i loftet.
Tårer trækker frem i Eskilds øjne.
»Eskild har den vidunderlige evne, at han bliver så rørt«, fortsætter Gunhild.
»Ja, selvfølgelig«, siger han med bevægelse i stemmen.
»Det er, fordi vi har det så godt med hinanden. Vi griner meget hver eneste dag. Og leger med sproget. Vi har udviklet ord, som kun vi forstår«, siger han.
Ro og uro
Gunhild og Eskild er i dag 77 og 72 år. De fandt hinanden på båden i 2007, flyttede sammen i 2010 og blev gift i 2014.
Hvorfor blev I gift?
»Ja, hvorfor giftede vi os egentlig?«, siger Gunhild og kigger igen på Eskild.
»Vi ville have klarhed over de juridiske ting. Med særeje og uskiftet bo. Det var alt det formelle, om hvem der kunne gøre krav på tingene, hvis den ene af os faldt om. Jeg kan godt lide at være forberedt. Ellers får jeg uro«, siger han.
Eskild og Gunhild interesserer sig for mange af de samme ting: kunst, kultur, litteratur og samtid. Men grundlæggende er de skruet ret forskelligt sammen. De forskelle pirrer deres nysgerrighed.
»Eskild er helt afslappet i kroppen altid. Jeg er spændt som en fjeder. Det handler om vores forskellige opvækst, tror jeg«, siger Gunhild.
Vi griner meget hver eneste dag. Og leger med sproget. Vi har udviklet ord, som kun vi forstår
Eskild Blaabjerg Marcussen
Eskild er vokset op på en bondegård og mistede sin mor, da han var otte. Men hans far havde en ro, som trods tabet forplantede sig til Eskild.
Gunhild derimod voksede op på en efterskole, hvor hendes forældre var forstanderpar. Kun en håndfuld gange i sin barndom spiste hun aftensmad alene med sine forældre. Hjemmet var mødested for lærerkolleger, der både drak kaffe og spiste natmad i forstanderens lejlighed. Hun husker sin barndom som meget urolig.
»Den uro sidder i mig. Jeg er opmærksom på alt omkring mig og multitasker hele tiden. Eskild tager én ting ad gangen«, siger hun.
Gunhild har fået både »meget forfærdeligt og meget fantastisk« med sig gennem livet, fortæller hun. Hun blev gift første gang som 20-årig, fordi det var den eneste måde, hun og hendes kæreste kunne få en lejlighed på. Sammen flyttede de til Thy, hvor de knyttede sig til fællesskabet i Thylejren. Men forholdet brast. Da hun blev gift anden gang, var hun »vanvittigt, lidenskabeligt forelsket«, og da hendes mand fandt en anden, gik Gunhild nærmest i stykker og udviklede anoreksi.
Ud over de to ægtefæller har Gunhild haft mange kærester. Over for dem er hun ofte kommet til at »åbne for meget for sækken«, forklarer hun.
»Så væltede det ud med angst og frygt i en grad, de ikke kunne rumme«.
Med Eskild har hun kunnet nøjes med at kigge på sine spøgelser ét for ét. Og uden at gøre en masse ved dem. Og måske fordi han har rummet det hele, er det faldet på plads og fylder nu mindre og mindre.
»Mine skilsmissetraumer er blevet helet med Eskild«, siger hun.
Også Eskild har været gift to gange tidligere. Forholdene »brændte simpelt hen ud«, siger han.
»Måske fordi vi ikke var så gode til at lægge mærke til hinanden«.
Nærmest symbiose
Det er anderledes denne gang. Efter 17 år sammen er han fortsat fascineret af Gunhilds evne til at sprede sin opmærksomhed til mange samtidig. Han er optaget af at »lægge mærke til Gunhild«.
Han nyder at se på hende og at lytte til det, der fylder hende.
»Jeg iagttager hende meget«.
Gunhild fortæller, at hun tidligere i livet har været optaget af at sikre, at hun selv var det rigtige sted i tilværelsen. Det har ændret sig. For hun og Eskild har udviklet en afhængighed af hinanden, som de begge to er vilde med at overgive sig til.
»Meget tidligt i vores forhold mærkede jeg en dyb, dyb glæde over at være sammen med ham«.
Eskild leder efter et ord, der kan beskrive, hvad glæden handler om.
»Inderlighed«, siger han så.
»Er det også en slags tryghed?«, siger Gunhild og kigger spørgende på Eskild.
»Jeg mærker det som sådan en nærmest fysisk forbindelse«, svarer han.
Det er jo ganske enkelt spændende, hvad Gunhild tænker
Eskild Blaabjerg Marcussen
»Ja, om aftenen kan vi ikke falde i søvn, hvis ikke vi holder hinanden i hånden. Vi kysser rigtig meget. Og er nysgerrige. Sammen«, siger hun.
Sammen?
»Det er noget, Eskild har lært mig: at tænke i vi. Nu tænker vi hele tiden i vi. Jeg foretager mig ikke noget – og tænker dårligt noget – uden at vende det med Eskild«.
»Vi taler utrolig meget med hinanden. Det er simpelt hen den måde, vi er sammen på meget af tiden. Det er jo ganske enkelt spændende, hvad Gunhild tænker«, siger han og nikker mod de tomme vægge.
»Bare det med at hænge billeder op her. Det bliver et længere projekt. Vi siger aldrig: »Det må du bestemme«. Aldrig. Vi siger: »Hvad synes du om det her? Skal det hænge højere? Lavere?«. Der er vi meget … ja, symbiotiske«.
Det hænger sammen med en oplevelse af tryghed, mener hun.
»Det manifesterer sig jo også i måden, vi ser ud på. Se bare på dit tøj«, siger hun.
»Det vi, vi er blevet, er blevet meget mere markant gennem årene«
Gunhild Brethvad
Da hun og Eskild mødte hinanden, gik Eskild altid i gråt eller brunt tøj. Og havde overskæg.
»Nå ja. Det er det der med, at når man føler, man er i sikre hænder, tør jeg godt tage en lyserød eller orange T-shirt på«, siger han.
En af de første ting, Gunhild spurgte Eskild om, var, hvordan han så ud uden overskæg.
»Jeg gik hjem og tog det af. Siden har jeg ikke haft det«, siger han.
»Man gemmer sin usikkerhed bag sit skæg. Og bag makeup«, mener Gunhild.
Intens stilhed
Selv om de taler virkelig meget sammen, kan de også være stille. Bag spisebordet står en grå stol med tilhørende fodskammel. Den har Eskild fået af Gunhild. Hendes plads er i gyngestolen ved siden af. Her sidder de ofte om aftenen uden at sige noget, fordi de læser. Eskild holder Information og læser Ingeniøren. Gunhild læser biografier og kvindelitteratur eller løser krydsogtværs.
»Jeg synes, det er enormt intenst at sidde i stilhed på den der måde«, siger Eskild.
»Det vi, vi er blevet, er blevet meget mere markant gennem årene. Vi er simpelt hen blevet dårligere og dårligere til at undvære hinanden. Og det er bare ikke nær så sjovt at gå ud uden den anden«, siger Gunhild.
For nogle år siden faldt Eskild ned i forbindelse med sit arbejde og fik knust venstre ben. Gunhild er blandt andet ramt af knogleskørhed og sammenfald i ryggen. På den måde mærker de sårbarhed og forgængelighed snige sig ind i kroppen.
Det minder dem om, at en dag er det slut. Men frygten for den adskillelse bliver overgået af det stærke vi, de har skabt, forklarer Gunhild:
»Hver dag, vi har sammen, er meget betydningsfuld. Det ved vi godt. Vi synes, at vores kærlighed er blevet meget, meget smuk«.