Velkommen til en slags danmarkspremiere.
Da Stephanie Lose 24. januar 2021 blev valgt som Venstres næstformand, betonede hun i sin tale på et virtuelt landsmøde, at hun i offentligheden allerhelst ville fremstå kedelig. Alt andet end den synlige og udadvendte figur, som forgængeren Inger Støjberg havde været. Før hende Kristian Jensen.
De indre linjer var Loses gebet, og hun nævnte en støvbold af klassiske Venstre-organer som »vælgerforeninger, kredsbestyrelser og kommuneforeninger, hovedbestyrelse og forretningsudvalg, udviklingsudvalg, vedtægtsudvalg og kommunalpolitisk kontaktudvalg«.
Stephanie Lose forklarede, at dagspressen havde viftet hende om næsen med en sværm af interviewforespørgsler angående hendes visioner og ambitioner som Venstres nummer to.
