Billeder af forældreløse børn, videoer af mødre, der græder, lyden af bomber.
Det bevæger sig som en konstant på Tarek Choheibers nethinde. Når han sidder til forelæsninger, når han forsøger at se en film, når han er sammen med sine venner. De gange, han forsøger at lukke af for det, får han dårlig samvittighed. For sikke et privilegium at have. Et privilegium, de omkring 2 millioner mennesker i Gazastriben ikke har. De kan ikke slukke for krigen.
»Hverdagen føles meningsløs. Jeg har svært ved at finde motivation til at komme til forelæsninger og lytte til mine venners kærestesorger. Generelt har jeg svært ved at gå op i de ting, der optog så meget af min tid for bare en måned siden. Alt føles bare ligegyldigt nu«.
27-årige Tarek Choheiber er danskpalæstinenser, født og opvokset i København, og selv om han fysisk befinder sig mange kilometer fra krigen, fylder den i hans tanker. Hver dag.
