Fire måneder i trøjen

Frederik har sagt det 1.000 gange før. Men han gentager det gerne for sin kæreste, da tvivlen endnu en gang jager gennem hende.

»Du skal nok klare det. Så er det heller ikke værre«, siger han.

Det er få dage før, at Sarah Enemark Ottsen skal møde op til den første dag på kasernen. Henslængt i sin sofa suger hun den sidste komfort ud af hverdagen i villalejligheden i Holbæk, hvor hun bor med sin kæreste.

Frederik er nogle år ældre end sin 24-årige kæreste og har været udsendt som soldat til Irak. Derfor kender han indgående til forsvaret.

Sarah Enemark Ottsen hører, hvad han siger. Men hun bærer også på en nysgerrighed og nervøsitet, der ikke rigtig ænser den ro, som strømmer hende i møde fra kæresten.

»Jeg frygter at blive råbt ad af en, der er tre år yngre end mig selv. Det bliver hårdt. Men jeg skal bare stå det igennem«, siger hun.

Ingen i Sarah Enemark Ottsens nære familie arbejder i forsvaret. Derfor ved hun ikke, hvorfor hun lige siden barndommen har haft en idé om, at hun gerne vil prøve kræfter med militæret.

Hun har bare altid haft en idé om, at det var »sejt« at være soldat, fordi det kræver noget særligt, og at det er forbundet med »stolthed«.

Hele tre gange tidligere er Sarah Enemark Ottsen blevet erklæret uegnet til værnepligt. Det skyldes blandt andet, at hun gjorde brug af psykologhjælp, da hendes mor døde af en kræftsygdom.

Men sidste år godtog forsvaret en læges forsikring om, at hun kan betragtes på linje med alle andre aspiranter, sådan som det hele tiden har været hendes egen opfattelse.

»Nu vil jeg gerne bevise, at de hele tiden har taget fejl«, siger hun.

Allerede den første uge må en af de 34 mænd og 8 kvinder i delingen give op. Men det ved ingen af dem på nuværende tidspunkt, hvor de er ved at indskrive sig på kasernen.

Unge mænd og kvinder vrimler ind i kasernens gymnastiksal for at tage opstilling i en lang kø. Her falder Sarah Enemark Ottsen i snak med nogle af de andre kvinder.

De sammenligner numre på nøglerne for at finde frem til de kammerater, som de skal sove på værelse med de kommende fire måneder.

»Jeg vil dø, hvis der er et rent pigeværelse«, siger den ene af kvinderne, mens Sarah Enemark Ottsen har en anden primær bekymring:

»Det bliver meget sjovt at se, om man får sådan nogle 18-årige drenge, der aldrig har prøvet at gøre rent«.

Foto: Frederik Bruun Kynde

De taler videre om løst og fast. Om, hvor meget de har løbetrænet forud for værnepligten. Om, at det ville være rart, hvis ingen på stuen har det med at snorke. Om, at der vistnok ligger en Old Irish nede byen.

I glimt fremstår det som første dag på en idrætshøjskole. Men ved et bord for enden af køen hører sammenligningen op. Her kan de finde den rette størrelse hue, hjelm og camouflagefarvet tøj, inden de bliver bedt om at vente i et hjørne.

Fakta: Uddannelsen

• De værnepligtige skal gennem hele uddannelsen lære om disciplin og samarbejde. Det sker blandt andet som led i en en stribe konkrete fag: eksercits, idræt, feltuddannelse, våbenuddannelse, førstehjælp, signaltjeneste, orientering, brand, miljø og redning samt kemisk, biologisk, radiologisk og nuklear forsvar


• Undervejs modtager de værnepligtige information om uddannelses- og ansættelsesmuligheder i forsvaret. Der er også en socialrådgiver tilknyttet hver kaserne, som de værnepligtige møder i løbet af de første uger og løbende kan gøre brug af.


• Til slut får de værnepligtige en bedømmelse. Et bogstav mellem A og C karakteriserer brugbarhed baseret evner på vedkommendes evner på f.eks. forhindringsbanen, skydebanen og i undervisningslokalet. Et tal mellem 1 og 3 karakteriserer vedkommendes indsats i form af f.eks. vilje, målrettethed og samarbejde. Den bedste karakter er A1.


• En værnepligtig får 8.997 kroner om måneden før skat. De bor gratis på kasernen og får en skattefri godtgørelse på 240 kroner om dagen for kost. De har i udgangspunktet fri i weekenden og i udvalgte uger.

Allerede nu begynder det, som officererne kalder rekrutchok.

Det er den sindsbevægelse, der kan ramme de værnepligtige i løbet af de første dage, når de bliver overmandet af det fysisk og mentalt udmattende liv på kasernen.

Det fysiske er ofte det mindste. For de fleste er det mest indgribende, at de fratages så godt som hele deres personlige frihed, fordi andre har lagt en plan for deres liv fra tidlig morgen til sen aften.

Der er heller ikke meget plads til privatliv, når man sover i en køjeseng på en stue sammen med fem andre mænd og kvinder, der har forskellige vaner for, hvornår de går i seng og står op.

Men for Sarah Enemark Ottsen og de andre i tredje deling kommer angrebet den første dag fra oven.

En markant tatovering pryder soldatens overarm.

Den består af små aftryk fra sålen på en støvle på vej mod et ar i huden, der kunne ligne et bombekrater. En tekst fuldender pointen: One step away from the grave.

Men tatoveringen er ikke det mest iøjnefaldende ved soldaten, der bestyrer det lager, hvor de værnepligtige får udleveret liggeunderlag, sløringscreme og andet udstyr.

Han humper, når han går, fordi begge ben er kunstige, og det er umuligt at overse, at hans underarme og hænder er voldsomt skamferet. Flere fingre mangler helt.

»Aaholm. Jeg er forsyner«, siger han henvendt til de nye værnepligtige og kommer med en ucamoufleret henstilling om, at de skal passe på deres grej:

»Det er mig, I pisser af, hvis I smider jeres stumper væk«.

Aaholm, der hedder Martin til fornavn, er veteran fra Afghanistan. Han holder sin ene hånd og arm op foran de værnepligtige og giver med myndig røst en påmindelse om, hvad det vil sige at være soldat:

»Som I kan se, mangler jeg selv nogle stumper. Det er, fordi jeg repræsenterer virkeligheden uden for hegnet«.

Og så kommer en tilføjelse, der falder i samme kontante toneleje, men i sit indhold nærmest virker omsorgsfuld:

»Den virkelighed, som I forhåbentlig aldrig kommer til at møde«.

Det ser ud, som om de værnepligtige arkiverer pointen et sted i baghovedet, hvor de kan forholde sig til den senere. Lige nu har de rigeligt at se til.

De fumler med alle de ting, der skal stoppes ned i tasken med en vis snilde. Det er svært, når man er gennemblødt og fryser røven ud af bukserne.

I flere timer har de vandret rundt på kasernen for at øve eksercits, mens skyerne utrætteligt har slået regndråber af sig i februarkulden.

Når dagen er slut, venter et koldt bad uden en eneste dråbe varmt vand. Det er ikke officerernes forsøg på at hærde de nye rekrutter. Der er bare problemer med vandrørene på kasernen.

På sociale medier findes en populær video, der gør sig lystig over, hvordan generationerne med tiden er blevet mindre robuste i gammeldags forstand.

På første klip går en mand fra generationen af babyboomere efter Anden Verdenskrig ind i en dørkarm. Han slår sig, men går upåvirket videre.

Derefter følger en mand fra generation X, der er født i årene frem mod 1980. Efter at have slået sig stopper han op og kigger vredt på dørkarmen, inden han fortsætter.

Så kommer en mand fra generationen af millennials, der ømmer sig efter mødet med dørkammen. Men også han fortsætter.

Til slut kommer så en repræsentant for generation Z, født fra midten af 1990’erne og frem til begyndelsen af 2010’erne. Han bryder nærmest grædende sammen.

Det er den generation, der drillende bliver kald snefnug, som nu aftjener deres værnepligt. Men efter at have haft ansvaret for mange hold værnepligtige kan kaptajn Allan Ejsing fra Vordingborg Kaserne ikke genkende kritikken.

Han opfatter de nuværende rekrutter som langt mere måldrevne, fordi mange af dem har en plan for, hvad der skal ske efter værnepligten, og roser dem for at være bedre til samarbejde.

»Vi kan ikke bruge Rambo eller Chuck Norris«, siger han.

I kaptajnens øjne er de nye rekrutter også meget realistiske omkring egne evner. Han husker, hvordan langt over halvdelen af hans egen deling ville være jægersoldater, da han selv aftjente værnepligt i 2007:

»Jeg kan godt afsløre, at sådan endte det ikke«.

Løjtnant Mads Vinge er i gang med at uddele en skideballe.

Det er første gang, at de værnepligtige er på skydebanen for at skyde med skarpt. Det regner. Igen. Og flere af dem har glemt deres regntøj.

Sarah Enemark Ottsen ser beklemt ud. Hun står i sin normale uniform. Uden regntøj.

»Det her får konsekvenser«, siger Mads Vinge.

Når han ikke kan stole på, at de værnepligtige følger en ordre, betyder det bare mere kontrol inden afgang. Han taler højt og tydeligt uden omsvøb.

Ingen kan være i tvivl om, at han mener det alvorligt. Men en officer anno 2024 er også pædagogisk. Så de værnepligtige får også en forklaring:

»Nu kan I ikke koncentrere jer, når I skal skyde, fordi I bliver våde og kolde«.

Bortset fra forglemmelsen går det nu meget godt.

I løbet af det første par uger har enkelt kvinde valgt at stoppe. Men alle andre holder ud. Og de begynder at ligne og opføre sig som soldater.

Til at begynde med kunne det gå helt galt, når de skulle udføre en simpel ordre om at stille sig i en række og fra en ende af fremsige 1, 2, 3 og så videre.

Men allerede i løbet af de første uger får flokken styr på, hvordan hatten skal sidde, forstår deres ordrer, og eksercitsen begynder at sidde i skabet, så de kan bevæge sig fremad som en samlet organisme.

De svarer javel, når de får en besked, og de skynder opmuntrende på hinanden, når de bliver bedt om at stille et sted inden for et bestemt antal minutter.

På skydebanen får de lov at sænke pulsen. Her er roen i højsædet, fordi det handler om at være forsigtig med de skarpladte geværer.

Når de trykker udløseren i bund på M10’eren, sender slagbolten et projektil ud gennem piben i retning mod målet i sigtekornet.

Et højt knald og et lille hul i en skive pap for enden af skydebanen minder om, hvad Martin Aaholm fra lageret sagde: I yderste instans handler det at være soldat om at slå nogle mennesker ihjel for at holde nogle andre mennesker i live.

»De har også gjort det klart for os, at når vores tøj skal sidde ordentligt, handler det også om, at der er mennesker, som er døde i den her uniform«, siger Sarah Enemark Ottsen.

I løbet af den første måneds tid falder yderligere tre af de værnepligtige fra.

En mand bliver kasseret på grund af for højt sygefravær. To andre mænd må stoppe grundet skader. Men Sarah Enemark Ottsen er her endnu.

Det er, mens hun er i trøjen, at flertallet i Folketinget indgår en aftale om flere markante ændringer af værnepligten, der implementeres i løbet af de kommende år.

Med aftalen skrues op for antallet af værnepligtige i forsvaret. Fra 4.700 om året til op mod 6.500 om året. Tilmed næsten tredobles varigheden af den almindelige værnepligt fra 4 til 11 måneder.

Et flertal har også givet hinanden håndslag på, at kvinders ret til at aftjene på værnepligtslignende vilkår skal erstattes med den værnepligt, der i dag gælder mænd. Det sidste ventes at ske 1. januar 2027.

»Det har vi talt meget om herinde«, siger hun.

Allerede inden 2027 er der lagt op til, at det skal være obligatorisk for kvinder at møde op til Forsvarets Dag for at få information om værnepligten. De skal heller ikke længere have mulighed for uden videre at fortryde undervejs efter at have meldt sig frivilligt.

»Det er fint. For det kan blive brugt mod os piger, at vi bare kan springe fra. Og jeg føler mig en lille smule svagere i svære situationer, fordi jeg ved, at jeg altid bare kan sige op«, siger Sarah Enemark Ottsen.

Hvordan er det at været kvinde i forsvaret?

»Vi bliver behandlet meget lige. Hvis vi skal bruge ekstra tid på toilettet eller den slags, får vi det. Men ellers synes jeg ikke, at der er stor forskel«.

Selv har Sarah Enemark Ottsen svært ved at gøre sin holdning til kvindelig værnepligt op.

På den ene side går hun i princippet ind for ligestilling. På den anden side er hun skeptisk, fordi der ikke er mange kvinder i hendes vennekreds med samme lyst til forsvaret.

»Jeg er nok præget af, at mange af mine egne veninder ikke kunne drømme om at sætte deres fod i forsvaret«, siger hun.

Det kan være, at hendes reaktion på det næste spørgsmål skyldes, at det bliver stillet under en af de strabadserende ture i felten.

Men af alle ændringerne i værnepligten er det umiddelbart politikernes beslutning om at forlænge varigheden af den almindelige værnepligt fra 4 til 11 måneder, der gør mest indtryk på hende:

»Det er godt nok meget længere tid«.

Et kridhvidt glimt fra en af fjendes lysraketter fortrænger mørket over det kuperede øvelsesterræn og skærer i øjnene. Enerverende larm fra de mange løse skud med geværerne tæsker løs på trommehinderne.

Og snart smider løjtnant Mads Vinge sit es i ærmet.

Sarah Enemark Ottsen og hendes deling er under angreb og har derfor indtaget deres skyttegrave i øvelsesterrænet. De har slæbt sig derhen med trætte skridt. Men nu bestormes deres sanser i en grad, så det åbner for nye energidepoter.

»Bakketop! Bakketop!«, råber Sarah Enemark Ottsen, da fjenden anes i horisonten.

Det hele virker troværdigt. Som at være med i en krigsfilm. Og hvis man et øjeblik forestiller sig, at skuddene kan dræbe, løber det koldt ned ad ryggen.

Så er det, at Mads Vinge skruer et nøk op for infernoet. Løjtnanten observerer de værnepligtiges evne til at kommunikere med hinanden, dukke sig og affyre geværet med det rette interval fra en stilling bag ved skyttegravene.

Nu giver han sin næstkommanderende ordre til at kaste om sig med kanonslag tæt på rekrutterne. Det skal simulere angreb med artillerigranater. Om jorden rent faktisk vibrerer, er svært at sige, men det føles sådan.

I sidste ende trækker fjenden sig tilbage. Det er aftalt på forhånd, fordi det selvsagt er en udfordring at udråbe en sejrherre, når alle skyder med løst krudt.

Trods de fysiske anstrengelser har Sarah Enemark Ottsen det også »skidesjovt« i felten. I baghovedet tænker hun over, hvad hun ved fra sin kæreste, at man skal skrive afskedsbrev, hvis bliver udsendt til en krigszone.

»I mit hoved er det at være soldat et ret vigtigt job. Det påvirker mange mennesker, hvis man en dag kommer til at bruge det«.

Mere end halvvejs gennem værnepligten er Sarah Enemark Ottsen overbevist om, at hun nok skal stå det hele igennem. I stedet handler hendes overvejelser om muligheden for at gå videre og skabe sig en karriere i forsvaret.

Men lige nu må fremtiden vente. For hun er ikke færdig endnu. Og de sidste dage på kasernen er noget helt særligt.

På sin stue har Sarah Enemark Ottsen fået øgenavnet ’Menig Mor’. Og nu er den gal igen:

»Ottsen, må jeg godt låne din shampoo igen i dag«, siger en stuekammerat ved navn Adem.

»Ej, tag nu jeres eget med«, siger hun.

»Du ser mig kun i to dage mere. Efter det kommer jeg aldrig til at spørge igen«, svarer han.

Det er næstsidste dag i værnepligten, og de menige hænger ud på stuerne, mens de så småt gør sig klar til aftenens afskedsfest med udklædning.

I flere måneder har de demonstreret, at de kan respektere deres overordnede. Derfor har de opbygget en vis velvilje, som nu omsættes til sjov og ballade. De er gået til grænsen. Og lidt over.

Det udløste en sidste skideballe, da rekrutterne spredte sæbeskum ud over gulvet på deres gang for at lave en glidebane til deres halvnøgne kroppe.

»Det sociale er både det bedste og det hårdeste. Det er hårdt at være sammen med andre hele tiden. Men det er også et fantastisk fællesskab. Sammen kan man meget mere, end man tror«, siger Sarah Enemark Ottsen.

Mens enkelte andre i delingen glæder sig til at komme hjem, fordi de synes, at det har været et fængsel, synes Sarah Enemark Ottsen, at det har været »fedt«.

Hun anbefaler andre at prøve kræfter med værnepligten trods koldt vand i bruseren og andre udfordringer i det danske militær.

»Vi fik varmt vand i bruserne. Men nu kan radiatorerne ikke skrues ned. Vi har joket med, at en af os burde være innovativ materialeudvikler i forsvaret. Det er ikke altid så tjekket«, siger Sarah Enemark Ottsen.

Tilbage er kun at afmønstre. De fleste er klædt i civil og forlader dermed kasernen, som de kom. Men fire mænd og tre kvinder fra tredje deling har stadig deres uniform på.

De har valgt at fortsætte i forsvaret og begynder allerede efter weekenden på den otte måneder lange uddannelse til konstabelelev for at blive professionel soldat.

En af dem er Sarah Enemark Ottsen. Hun har dog også søgt ind som elev på politiskolen, som er hendes førsteprioritet.

»Da vi skulle have kontrolleret nogle ting forleden, sagde min gruppefører: Se, Ottsen, du troede ikke, at du kunne komme ind i værnepligten, nu står du her .... Så tænke jeg ’fuck’ og var lige ved at tude«.