Kærlighed på Folkemødet
»Han skrev: I aften bliver vores aften. Og jeg tænkte bare: Arh, skru lige ned«
Emilie Stalschmidt og Christian Skou Petterson levede i hver sin verden, men mødtes på Folkemødet. De er uenige om det mindste, men enige om, at det er en kæmpe styrke.
»Jeg var måske lidt en kamæleon. Jeg vil ikke sige, jeg er lystløgner, men jeg overdrev nok lidt og kaldte mig miljøøkonom«, siger Christian Skou Peterson.
Emilie Stahlschmidt griner:
»Ja, du var virkelig interesseret i grønne regnemodeller«.
Hun er biologstuderende og arbejder for folketingsmedlem Theresa Scavenius. Christian Skou Peterson er økonom, var ansat i centraladministrationen og betegner normalt sig selv en liberal økonom.
Sidste år var han for første gang på Folkemødet sammen med to kolleger. De boede i et telt hos hans paponkel i Tejn, nogle kilometer fra folkemødepladsen. Han hang især ud med venner i Dansk Industri. Emilie Stahlschmidt deltog i sit fjerde folkemøde og var på arbejde som Theresa Scavenius’ assistent og havde fokus på en mere venstreorienteret klimadagsorden.
Torsdag aften stod de foran Togas telt. Det regnede, da Emilie Stahlschmidt vendte sig om og sagde hej til Christian Skou Peterson, der stod bag hende.
»Lige før havde min ven fra Dansk Industri peget på Theresa Scavenius’ lille gruppe og sagt: »De der er nogle værre nogle«, men i ti minutter stod vi og snakkede om vejret og om musikken«, siger han.
Emilie Stahlschmidt siger:
»Jeg tænkte wow! Jeg synes, Christians øjne skinnede. Der var et eller andet over vores ti minutter lange samtale. Vi kendte ikke hinanden, men det var seriøst, som om vi var gamle venner, der hviskede hinanden i øret og havde en gammel intern joke«.
Så da Emilie Stalscmidt skulle videre, fik Christian Skou Peterson hendes nummer.
»Jeg har aldrig før givet mit nummer til en, jeg har talt med i ti minutter. Aldrig«.
Dagen efter skrev de sammen.
»På et tidspunkt skrev Christian: »I aften bliver vores aften«. Og jeg tænkte bare: »Arh, skru lige ned«.
Han griner:
»Sådan er jeg«.
Om aftenen sad Emilie Stahlschmidt sammen med kolleger fra Alternativet. Christian Skou Peterson dukkede op, og det var her, han var mere end almindeligt optaget af grønne regnemodeller og måske ikke helt så liberal, som han plejer.
»I løbet af aftenen kommer Sikandar Siddique og giver en krammer og fortæller den her mand, jeg slet ikke kender, hvor godt et catch jeg er. Senere mødte vi også Uffe Elbæk. Jeg tror, det var en ret overvældende introduktion«, siger hun.
»Der er et tidspunkt, hvor du siger: Hvem er du? Hvorfor snakker de så godt om dig?«.
Senere på aftenen skilles de fra flokken og begynder at tale mere alvorligt sammen. De kysser, og senere på natten bader de. Ved sekstiden beslutter de sig for, at Emilie Stahlschmidt skal tage med til Tejn. Men de har kun én cykel.
Christian Skou Peterson er ved at træne op til en ironman og foreslår, at han løber ved siden af. I bar overkrop.
»Vi cykler forbi alle mulige fulde mennesker, som er helt sådan, what the fuck? Det så helt ekstremt ud, men jeg tænkte, at det ikke kunne trække ned, at jeg var i god form«.
Hvem er du? Hvorfor snakker de så godt om dig?
Christian Skou Peterson
I Tejn får Emilie Stahlschmidt dårlig samvittighed, fordi hun godt kan regne ud, at hun ikke kommer på arbejde som aftalt kl. 9. Hun går rundt i haven og belærer Christian Skou Peterson om bitungers længde som en tilpasning til blomsterskåles dybde.
»Ret mærkeligt, men også lidt cute«, siger han.
Den dårlige samvittighed betyder, at hun i stedet for at tage hjem søndag vil hjem lørdag. Der er en ledig plads i bilen med Christians kolleger, som han straks tilbyder hende. De to sidder på bagsædet og snakker.
»Vi har det virkelig sjovt, og på et tidspunkt begynder han at svine mig lidt til for sjov, og jeg tænker hold da op, han er virkelig vild med mig«.
Var han det?
»Ja!«, siger Christian Skou Peterson.
Emilie var hjemme, en halv time før Christian Skou Peterson skrev. Dagen efter mødtes de hos hende. De holdt i hånden, da de gik ned for at købe ind til aftensmad.
»Det var simpelthen så nemt. Det hele var så nemt«, siger Emilie Stahlschmidt.
»Det er mærkeligt, at noget så dyrebart i ens liv skyldes et tilfælde. Havde jeg ikke lige vendt mig om, havde vi aldrig mødtes. Vi levede i hver sin verden. Vi havde kun en fælles ven på Facebook. Vi har ikke gået til de samme fester eller i byen de samme steder. Vi har stadig politiske uoverensstemmelser, men det er faktisk noget af det sjoveste i vores forhold«.
Har vi taget noget med hjem fra folkemødet, er lysten til at debattere og at kunne være uenige
Emilie Stahlschmidt
Han siger:
»Jeg er skolet lidt anderledes og ser verden anderledes. Jeg vil kalde Emilie lidt naiv«.
»Jeg vil kalde dig lidt naiv. Jeg er biologstuderende, jeg ser et andet regnskab end Christian. Jeg vil sige, mit kommer først, så må det økonomiske regnskab rette ind«, siger hun.
Han griner:
»Allerede den første dag fandt vi ud af, at vi har en dyb respekt for hinandens uenigheder. Det er næsten vores største styrke, føler jeg«.
Hun svarer:
»Jeg vil sige, du har rykket mig, og jeg tror også, jeg har rykket dig. Når man tilbringer meget tid sammen med en person, som har et andet verdenssyn, begynder man at forstå nogle andre perspektiver og nogle andre nuancer. Nogle gange handler det også bare om at forstå, at der er nogle mennesker, som mener noget andet«, siger hun:
»Har vi taget noget med hjem fra Folkemødet, er det lysten til at debattere og at kunne være uenige. Det er en bærende bjælke i vores relation, at vi har en gensidig respekt for uenigheden, og at vi ved, der er en spænding i den«.
Efter sommerferien flytter de sammen. De skal begge to på Folkemøde i år.
Sammen.