Folkemødet har efterhånden nået konfirmationsalderen og har for længst manifesteret sig som et fast punkt i toppolitikernes kalendere. Alligevel vil selv politiske nørder have svært ved at pege på en skelsættende melding, en epokegørende politisk aftale eller ligefrem et ’folkemødeforlig’, der kan tids- eller stedfæstes til en junidag i Allinge.
Men det er kun godt, mener en af Folkemødets veteraner, Uffe Elbæk, der stiftede Alternativet. Det afgørende er smeltediglen mellem de kendte personligheder fra tv-skærmen og den brede befolknings mulighed for at opleve eller ligefrem tale med deres statsminister og alle de andre politikere.
»Man kan gå direkte op til dem og snakke med dem og få en samtale. Det er helt anderledes skruet sammen end Almedalen på Gotland, hvor man fra partiernes side bruger det til at komme ud med stærke budskaber og nyheder. Sådan har det ikke været på samme måde på Bornholm, hvor det langt mere handler om samtalen og menneskemødet mellem folkevalgte og borgere. Herfra skal lyde en kæmpe cadeau«, siger Uffe Elbæk.
Succesen i Allinge har inspireret til folkemøder over hele landetI 2011 løb det første Folkemøde af stablen efter svensk forbillede fra Almedalsveckan på Gotland, der siden 1970’erne har udviklet sig fra den første improviserede Olof Palme-tale på ladet af en lastbil til et kæmpe arrangement. Uffe Elbæk har ret i, at Folkemødets form langtfra har udviklet sig til en ren dansk kopi.
Det er sjældent, at partiformændene udnytter Folkemødets rampelys til at forsøge at sætte en stor dagsorden med potentiale til at præge de kommende dage og ugers debatter. F.eks. har statsminister Mette Frederiksen (S) typisk prioriteret det politiske sprængstof i sine grundlovstaler langt over folkemødetalerne.
I 2018 brugte hun sin grundlovstale til at kassere de radikale som regeringspartner og gå efter en etpartiregering. I 2022 var det igen grundlovstalen, der blev affyringsrampe for meldingen om en regering hen over midten.
Paneldebat fik gang i Rosa Lund
Det betyder omvendt ikke, at folkemødet kan rubriceres som en indholdstom snakkeklub. Enhedslistens Rosa Lund husker f.eks., hvordan en debat under Folkemødet tilbage i 2014 for hende blev en øjenåbner for temaet om krænkelser på nettet blandt unge. Lund var dengang børne- og uddannelsesordfører og deltog i en paneldebat om emnet, som hun dengang ikke kendte noget til. En kvinde i panelet var ved at skrive en afhandling om krænkelser på nettet, og debatten blev startskuddet til, at Enhedslistens nuværende retsordfører begyndte at arbejde politisk med forebyggelse af problemet.
»Jeg røg ud af Folketinget i 2015, men da jeg kom tilbage i 2018 og blev retsordfører, var det det første, jeg kastede mig over«, siger hun.
Enhedslisten har sidenhen stemt for en fordobling af strafferammen fra to til fire år for krænkelser på nettet.
»Jeg tror ikke, det var min fortjeneste, men vi stemte i hvert fald for det«, siger Rosa Lund.
Liberal Alliances gruppeformand, Ole Birk Olesen, kan ikke mindes, at en meningsudveksling på Folkemødet har ført til et holdningsskifte hos ham selv.
»Jeg tror heller ikke, det er meningen med Folkemødet. Det er i højere grad, at folket skal have lov til at få en kontakt med de folkevalgte og diskutere politik. Et stort forsamlingshus«, siger han.
Interessedanmark
Ole Birk Olesen føler sig dog ikke overbevist om, at Folkemødet har tilført så forfærdelig meget positivt til samfundet. Han hælder til, at Folkemødet i et eller andet omfang har knyttet en forbindelse mellem borgerne og toppen af samfundspyramiden. Men han minder samtidig om, at Folkemødet »i høj grad er finansieret af interessedanmark, der ønsker at påvirke meningsdannelsen og de politiske beslutningstagere«.
»Når vi diskuterer brint som fremtidens drivmiddel i transportsektoren, skyldes det, at nogle mennesker gerne vil tjene penge på at sælge brint. Når vi snakker arbejdskraftreformer i fremtidens samfund, gør vi det, fordi arbejdsgiverne gerne vil have noget arbejdskraft. Og fagbevægelsen laver debatter om det saliggørende ved, at vi har Arne-pensionen. Det er interesser, der driver og finansierer store dele af Folkemødet. Så er der nogle politikere og borgere, som er med som en del af showet og publikum«, siger Ole Birk Olesen.
Kærlighed på Folkemødet: Havde jeg ikke lige vendt mig om der, havde vi nok aldrig mødtes. Vi levede i hver sin verdenSocialdemokratiets gruppeformand, Leif Lahn Jensen, holder af Folkemødets afslappede, mere løsslupne form, men han har også et lille eksempel på et konkret resultat af egen tilstedeværelse på Folkemødet. Han mødtes for nogle år siden med nonprofitorganisationen Code of Carefra Holstebro, som arbejder for inklusion på arbejdsmarkedet for mennesker med fysiske, psykiske eller sociale udfordringer.
»De har ret gode resultater med at få flere af de unge ind på arbejdsmarkedet. De tog fat i mig over en kop øl, og så syntes jeg, det lød interessant. Efterfølgende tog jeg det med mig i mit arbejde og fortalte de andre partier bag satspuljen, at de var dygtige. Så de har fået satspuljepenge«, fortæller Leif Lahn.
I år skal han kun selv være på Folkemødet i en enkelt dag, hvilket ikke mindst skyldes prisniveauet, som er steget til himmels. Resultatet har i de senere år været, at færre politikere kommer på Folkemødet.
»Det er, fordi det efterhånden er blevet så dyrt derovre. Hvem har råd til det? Jeg synes selv, det er fint nok med en enkelt dag, men Bornholm og Folkemødet skal overveje prisniveauet«, siger han.
Samme appel har Venstres gruppeformand, Lars Christian Lilleholt. Han glæder sig som de andre år til Folkemødet, og hans grundholdning er, at den demokratiske samtale er det, der »får det hele til at gro«.
»Det er blevet lidt dyrt for politikerne og andre at komme derover, og det er en udfordring, vi er nødt til at få kigget på. For hvis det skal være et Folkemøde, nytter det ikke noget, at det kun er eliten, der mødes på Bornholm. Bornholm skal passe på, hvor dyrt det bliver, og jeg ved desværre, at der er nogle politikere, der vælger ikke at tage til Bornholm, fordi det er blevet for dyrt«, siger han.
Ikke desto mindre mener han, at Folkemødet for længst har udviklet sig til en national begivenhed, som bidrager til at gøre de tilstedeværende bedre oplyst og åbne mulighed for et direkte møde med magthaverne.
Men ikke kun det. Selv har Lilleholt siden 2020 været statsrevisor og på Folkemødet deltaget i debatter om rollen som vagthund over statens regnskaber.
»Her lægger vi op til, at borgere, der har gode forslag til beretninger, har mulighed for at foreslå det. Der er en postkasse derovre, hvor man kan komme med forslag til beretninger«
Har det ligefrem resulteret i en kritisk statsrevisorberetning?
»Man skal passe på med at gøre det til mere end det er. Men det bliver taget seriøst og indgår generelt«, siger Lilleholt.
fortsæt med at læse
