Det var bare en enkelt sætning. Men for Camilla Brokholm havde den en forløsende effekt på et af barndommens store afsavn.
I 2009 var hun i en alder af 16 år med sin lillebror og forældre i Kosova for at deltage i en fodboldskole arrangeret af de to frivillige organisationer Open Fun Football School og Kammeratstøtteordningen.
Det skulle give familien et indblik i det land, hvor hendes egen far og andre danske soldater var udstationeret som fredsbevarende.
Camilla husker, at de lokale piger mødte op til træningen i sandaler og hverdagskjoler. De ejede ikke fodboldtøj i det konfliktplagede land, hvor midlerne var knappe.
