René Damgaard er ved at sige farvel til livet og sin niece

67-årige René Damgaard ligger i en hospitalsseng på Palliativ Enheds afsnit 126 på Hvidovre Hospital. Det er en aften i maj, og vinduet står åbent, så mild luft og trillen fra en solsort finder vej ind på stue 14.

»Det er sådan et vejr, du elsker allermest. Hvor du plejer at stå og fiske på revlen«, siger hans niece 53-årige Mette Damgaard. Hun sidder lænet ind over sengen, så hendes ansigt er helt tæt ved hans. Sådan har hun siddet længe.

René Damgaard har lukkede øjne, og munden er let åben. Aftenlyset falder ind over hans magre ansigt, og han ser ud som om han sover. Det gør han ikke, men han er ved at dø.

»Jeg skal nok passe på dig«, hvisker Mette.

Han nikker. Hun aer hans hånd og klemmer den.

»Du må godt tage af sted nu, René«.

Der er stille lidt. Så hvisker han:

»Husk at sige farvel til alle«.

»Det skal jeg nok, René. Det lover jeg«.

Total pain

Livets afslutning er til debat i Danmark. Regeringen vil indføre dødshjælp og nedsatte sidste år et udvalg, som netop har fremlagt deres forskellige holdninger og nu skal sætte gang i en debat om emnet. Ofte bliver palliativ pleje fremhævet som en modvægt til muligheden for at få dødshjælp. Og for at beskrive den behandling som uhelbredeligt syge får i hospitalsregi fik Politiken ti dage i april og maj adgang til Palliativ Enhed på Hvidovre Hospital.

I modsætning til resten af hospitalet handler det på afsnit 126 ikke om at helbrede, men om at lindre. På enheden kan uhelbredeligt syge patienter som René Damgaard, få hjælp til smerter, kvalme og andre gener ved deres sygdom af læger og sygeplejersker med speciale i netop det.

Men de ansatte på afsnittet giver ikke kun patienterne på de ti enestuer morfin og metadon i drop og sprøjter. De hjælper også patienter og pårørende med sorgen over at skulle sige farvel, smerten over at forlade livet og angsten for døden.

»Mange af de patienter, vi modtager, bliver henvist på grund af fysiske smerter, men de kan også have åndenød og angst og være fyldt af eksistentiel smerte. Vi kalder det ’Total Pain’«, siger lægen Johan Randén på syngende svensk. Han er fra Malmø, er uddannet som læge i almen medicin i 1996, men han har arbejdet med palliation i over 10 år. Han har flere gange mødt patienter, der taler om dødshjælp:

»Mange tænker, når de får diagnosen, at de skal dø nu og her, og så kan de lige så godt få det overstået. Men de kan også leve. Og jeg oplever, at når de får den rette hjælp, slipper de tanken«.

Den erfarne sygeplejerske, 65-årige Sigrid Nielsen supplerer:

»Det er de raske mennesker, der gerne vil indføre dødshjælp. Men dem der ligger her, vil leve. De vil ikke dø«.

I vild krise

Alle hverdage på afdelingen begynder med et morgenmøde i personalestuen for enden af gangen. Også denne mandag i april, hvor læger, sygeplejersker, afdelingens psykolog og socialrådgiver er samlet omkring et bord for at lave patientgennemgang. En midaldrende mand har så voldsomme smerter, at man næsten ikke kan røre ved ham, en anden skal udskrives til et hospice, en tredje patient har brug for polsktalende tolk, og så er der en mandlig patient, som har det psykisk meget dårligt. Han føler sig ensom, han har ikke sovet hele natten og han vil holde i hånden hele tiden, siger sygeplejersken Sigrid Nielsen:

»Det er virkelig et menneske i vild krise«.

Lægerne vurderer ikke, at han er psykotisk eller selvmordstruet, men han har brug for en, der lytter.

»Vi kan ikke gøre noget ved hans livsomstændigheder, men jeg har sagt til ham: »Du skal blive her, til du er tryg««, siger Sigrid.

Psykologen har lavet en aftale med ham, og han har også fået tilbudt at tale med en præst.

Efter en halv time rejser alle sig. En alarm med røde tal blinker over døren og viser, at der er ringet efter sygeplejerskerne fra flere stuer, og lægerne gør klar til stuegang. Nogle af dem tager på hjemmebesøg med Enhedens palliative team.

Smerter som ild

Ud for hver stue hænger en lille tavle med en besked, navn og en tegning. ’Velkommen René’, står der ud for stue 14, ved siden en tuschtegning af et lille træ. 67-årige Rene Damgaard bliver indskrevet mandag morgen. Han kommer fra hospitalets lungemedicinske afdeling, hvor han har ligget i næsten en måned.

Renés øjne ser store ud i hans magre ansigt og hans hår er lidt pjusket. Knoglerne træder frem ved både skuldre og håndled, og musklerne er svundet ind.

Han fik ondt i ryggen før jul, og lægen troede, at det måske var en diskusprolaps. Han var også træt, og frøs mere end han plejede. Han blev sendt til fysioterapeut, men en dag i slutningen af marts blev han bragt ind akut på Hvidovre Hospital med stærke smerter. Ambulancelægerne troede, det var tarmslyng.

»Men så fandt de kræft over det hele«, siger René. Sygdommen var begyndt i lungerne, men havde spredt sig til både lever og knogler.

Sigrid Nielsen kommer ind på stuen og husker ham på, at han skal drikke noget mere. Det lover han.

»Så længe det kun er vand eller energidrik«, siger René.

Han drikker nemlig ikke alkohol længere. Han stoppede i 1996, fortæller han lægen Johan Randén, der netop har sat sig på sengen.

»Stærkt gået«, siger Johan.

Lægen spørger, hvad de kan hjælpe René med. Han har åndenød og savner appetit, fortæller René. Og så er der smerterne. De sidder under skulderbladet som en brændende fornemmelse

»Det gør nas«, siger René, og tilføjer, at han ellers har det ret godt.

»Jeg ved godt, hvad der skal ske«, siger René.

»Hvad skal der ske?« spørger Johan.

»Jeg skal væk herfra«, siger René.

»Hvad tænker du om det?« spørger Johan.

»Det er alt for tidligt, men man kan jo ikke selv bestemme«, siger René.

Han har fået tilbudt kemoterapi, men har sagt nej. Han ved jo ikke, om han har en uge eller en måned tilbage af livet.

»Og kemo bliver man jo rigtig syg af. Jeg vil hellere bruge tiden på at have det godt«.

Johan kan godt forstå det, siger han.

»Det er ikke der, du skal bruge din energi«.

»Nej, det gælder om at spise is og popcorn, når jeg vil«, siger René.

Lægen forklarer, at det er vigtigt at sige til, så snart han mærker smerterne.

»Smerter er ligesom ild«, siger Johan. »Et tændt stearinlys kan man nemt puste ud. Men hvis ilden breder sig, så hele køkkenet brænder, er det svært at slukke. Det tager tid, før medicinen virker, så du skal sige til, når du mærker den første flamme«.

René nikker.

»Det der med at kræve, har jeg aldrig været god til«, siger René.

Så snart smerterne er under kontrol, vil han gerne hjem til lejligheden i Glostrup, hvor han bor alene. Hans niece har sørget for at indrette hans lejlighed til en sygestue, og han er tryg ved at skulle hjem den sidste tid.

»Har du børn?«, spørger Johan.

»Jeg har en knægt«, svarer René

»Har du god kontakt til ham?«

»Nej«.

»Ved han, at du er syg?«

»Nej«.

Ude på gangen standser Johan Randén op og taler med Sigrid Nielsen.

»Måske skal vi spørge René, om han vil skrive et brev til sin søn«, foreslår Johan.

Forberedelse til døden

Ikke alle patienter er så afklarede som René Damgaard. For selv om langt de fleste af afsnittets patienter er døende, er det ikke altid, det er gået op for dem, før de bliver indskrevet. Og nogle gange ikke engang da.

»Vi siger ikke til vores patienter, at det er endestationen. Men når de kommer hos os, er det jo den sidste levetid«, siger Sigrid Nielsen.

Nogle kan godt leve længe, efter at de kommer her

»Men det er de færreste, og det skal vi hjælpe dem med at håndtere«, siger hun.

Johan Randén siger, at en af hans vigtigste opgaver er at lytte til patienterne.

»Man kan tage alverdens blodprøver og scanninger, men hvis man ikke taler med patienterne, om hvad de ønsker, nytter det ingenting. Man skal tale med dem. Og røre ved dem«, siger Johan Randén.

Han og kollegerne på afdelingen oplever ofte, at ingen andre i sygehusvæsnet har talt med patienterne om, at behandlingen måske nok kan forlænge deres liv – men at det også har en pris i forhold til livskvalitet. Særligt i den sidste tid. Og manglende mod og tid til at stoppe op og tage den samtale gør, at de døende ikke altid får en god sidste tid med deres nærmeste.

»Mange læger er dårlige til at tale om døden. De bliver ved med at behandle og venter til det allersidste med at sige: »Nu er der ikke mere at gøre«. Men så når patienten ikke at få tid til at forberede sig på døden«, siger Johan.

Og der er tre ting, som det er vigtigt, at et døende menneske får mulighed for at få sagt til de rigtige personer, siger han:

»Tilgiv mig. Jeg tilgiver dig. Og jeg elsker dig«.

Lyttende læge

»Livet er for kort til dårlig kaffe«, siger Niels Abrahamsen, 63 år. Han hælder friskmalet kaffe op i en glaskande fra en lille pose, hans hustru Rikke Abrahamsen har haft med. Han snuser til de friskmalede bønner og siger »Aaah«. På hans sengebord står en æske med fyldt chokolade fra Peter Beier. Ifølge Niels er livet nemlig også for kort til dårlig chokolade.

Den vending bruger Niels ofte. Han er livsnyder. Men det er også bogstaveligt talt sandt for hans vedkommende. Han fik konstateret mavekræft i januar 2020, men selv med en dødsdom over hovedet i fire år, har han ikke mistet håbet, siger han

I februar fik han dog en blødning i maven, og efter en strålebehandling for at stoppe den fik han voldsomme smerter. De seneste uger er der sket en ophobning af væske i hans bughule, og han blev for nogle dage siden indlagt på Palliativ Enhed, for at de kan lindre ubehaget.

Niels Abrahamsens indstilling til sygdommen er holistisk, forklarer han. På hans sengebord står flere forskellige »udsøgte« kosttilskud – som han siger. Han er ikke glad for medicin – slet ikke kemobehandlinger, som han har fået omkring 30 af.

»Jeg er holdt op med at tælle«

Niels er uddannet fysioterapeut og meget belæst indenfor kost, krop og sind.

»Kroppen skal gøre sit arbejde så naturligt som muligt«, siger Niels og tilføjer: »Jeg er altid to skridt foran lægerne«.

Han er meget glad for at være på den palliative enhed sammenlignet med den afdeling, han kom fra, hvor alt var »komplet kaos«.

»De er fagligt bedre udrustede her, rutinerede, og så har de tid til at sætte sig og holde en i hånden«, siger han.

Han har indrettet sig med både yogamåtte, næseskyller og en stak specialmagasiner. Han pakker også en højtaler ud, som er blevet leveret hjemmefra, så han kan høre god musik. For livet er også for kort til dårlig lyd, siger Niels.

Lægen Johan Randén kommer ind for at se til Niels. Hans bughule er udspilet af væske, og han går hvileløst rundt på gangen om natten, fordi han ikke kan finde ro. Johan triller et ultralydsapparat med ind, sætter sig på kanten af sengen, scanner og føler forsigtigt på Niels’ mave.

»Jeg kender min krop ret godt«, siger Niels, og fortæller Johan om en række virkningsfulde vejtrækningsmetoder.

Lægens blik er rettet mod scanningsbillederne, og de taler om, hvorvidt de skal forsøge at tappe noget af væsken ud eller vente lidt.

»Vi må tage det i små trin og se, hvad vi kan gøre for dig,« siger Johan, da han er færdig og har slukket apparatet. Han bliver siddende lidt og klapper Niels på hånden. Pludselig begynder Niels at græde.

»Du bliver berørt. Hvad sker der?« spørger Johan.

»Det er dig, Johan. Du er den mest lyttende læge, jeg har stået overfor«, siger Niels.

Han tager hænderne op foran ansigtet, mens tårerne triller.

»Jeg ved godt, det ikke er nemt«, siger Johan.

Efter lægen er gået, læner Rikke sig hen over sengen og kysser Niels.

»Det, der gør folk raske, er når et andet menneske lytter. Det giver tryghed og håb,« siger Niels og fortsætter.

»Men nu trænger jeg til noget at spise og drikke«.

Han hælder indholdet af en boks med mad, som Rikke har haft med, ud på en tallerken: Æg, bacon og en skive brød.

»Jeg spiser ikke så meget, men det jeg spiser, skal være godt. Og jeg bruger ikke salt udvundet fra vand, for der er jo plastikrester i«, siger Niels, mens han drysser maden med stensalt som han opbevarer i en lille orange dåse.

Flødeboller fra pårørende

Sygeplejerskerne bevæger sig med hurtige skridt på gangene, og med et øje på både ur og blinkende alarmer. Når de kommer ind på patienternes stuer, er tempoet ofte et andet. De taler lavmælt og sætter sig gerne ned. Både patienter og pårørende taler om en særlig ro på enheden, som står i stærk kontrast til hospitalets andre afdelinger, hvor de fleste har været indlagt i løbet af deres sygdom.

En eftermiddag kommer en midaldrende mand ind på gangen. Mellem hænderne har han to kæmpe kasser med Spangsberg flødeboller, som han stiller inde på sygeplejerskernes kontor. Hans hustru døde på afdelingen for en måned siden. De var indlagt sammen op til hendes død.

»Vi havde talt om, at hun skulle dø derhjemme, men hun var mest tryg her«, siger han.

Nu vil han gerne sige tak.

»Jeg lovede min kone, at jeg ville komme tilbage og sige ordentlig farvel til personalet«.

Men det var svært at gå ind ad døren til afdelingen.

»Det var jo her, jeg så min kone sidste gang«, siger han.

Manden får en kop kaffe og taler længe med to af sygeplejerskerne. Den ene lægger en hånd på hans skulder. Hans øjne er våde.

»Vi passer ikke bare patienterne, vi passer også de pårørende. Deres følelser og deres forhåndssorg«, siger Sigrid bagefter.

I en kurv inde i baglokalet har hun gemt nogle af de mange takkekort og breve modtaget gennem årene. Der ligger også adskillige programmer fra patienters begravelser, hun har deltaget i.

»Man fordeler ikke bare mad, reder seng og giver medicin. Man holder også om dem og af dem,« siger hun.

Ægtepar indlagt sammen

På stue 11 har Liv Simonsen besøg af den ene af sine tre døtre og to børnebørn. Den yngste kravler op i sengen og putter sig ind til hende. Pigen siger ikke så meget, men viser med hånden, hvor gammel hun er. Fem fingre. På væggen på stuen hænger en børnetegning af en prinsesse i et slot. En farvestrålende perleplade dingler over sengegærdet.

Liv er 70 år, og hun var næsten lige blevet pensioneret fra sit arbejde som talepædagog, da hun fik konstateret brystkræft i 2020. Hun blev erklæret rask i 2021. Men i januar fik hun ondt i ryggen.

»Lægen mente, det var muskelsmerter og ville bare give mig piller«, fortæller Liv.

Men da hun blev akut indlagt med voldsomme smerter på Amager Hospital, sendte de hende videre til udredning. Det viste sig, at kræften var tilbage og havde bredt sig til rygmarven og rygsøjlen. Nu er den uhelbredelig. Da Liv blev indlagt i sidste uge på Palliativ Enhed, var smerterne så voldsomme, at hun ikke kunne komme ud af sengen. Hun har ellers aldrig kunnet sidde stille. For tre måneder siden svømmede hun, spillede volleyball og padel.

»Og nu ligger jeg her«, konstaterer Liv med stille stemme. Hun bor i Albertslund i et rækkehus, sammen med sin mand Jens. Til sammen har de fem børn og ti børnebørn. Han er også indlagt på stuen – hans seng står tæt op ad hendes.

Kræftlægernes plan er at holde sygdommen nede med kemoterapi i pilleform. Men kun, hvis Liv bliver frisk nok til at bevæge sig rundt. Ellers må de nøjes med livsforlængende behandling, forklarer hun. Og først skal smerterne under kontrol.

En sygeplejerske kommer med en lille brun pille, som Liv skal tage, hvis hun vil have kræfter til senere, når hendes søster kommer på besøg. Lægen Johan har ordineret morfinpræparatet Oxycodon. Det ville Liv ellers ikke høre tale om først.

»Jeg gik helt i bro, da han sagde det, for jeg har jo hørt om i fjernsynet, hvordan man kan blive afhængig af opioider«.

Johan forklarede hende, at det var for smerterne. Ikke for sjov.

»Og nu er jeg glad for det. Det er virkelig rart ikke at have så ondt«.

Men når smerterne er under kontrol, begynder man at tænke.

»Og så bliver man ked af det. Jeg sagde tidligere til Sigrid, at hvis jeg først åbner for gråden, så er det næsten som om, jeg ikke kan stoppe igen«, siger hun og tilføjer: »Men når børnebørnene er her, så græder jeg ikke«.

En fighter fra Glostrup

Johan finder scanningsbilleder af René Damgaard frem på en computer. Et landkort over hans indre, hvor knogler, lunger og andre indre organer ligger som øer i ct-scanningens hvide og grå landskab. Johan Randén scroller, zoomer ind og peger på en masse små og store sorte pletter og skygger. Det er kræften.

»Der, der og der. Den er over det hele og trykker forskellige steder. Det er det, der giver ham smerter«, forklarer Johan.

Selvom de ikke kan kurere eller behandle kræften, er der masser de kan gøre, for at René får en god sidste tid, siger han.

Inde på stue 14 er René faldet hen med Kryds & Quiz Magasinet foran sig på dynen.

»Det er det samme med bøger. Det kræver for mange kræfter at holde dem oppe, med de her arme«, siger han og vifter med sine magre hænder.

Hans niece Mette Damgaard kommer forbi direkte fra arbejdet som afdelingsleder på en skole i Greve. Hun har Champagnebrus med.

»Den er den eneste form for champagne, vi fejrer med«, siger hun. De ler begge to. Hun har stort og krøllet hår og smiler meget. Hun er datter af Renés storebror, og der er kun 14 år imellem onkel og niece.

»Jeg skiftede bleer på hende, da hun var lille«, siger René mellem to bider sodavandsis.

Hendes far døde af kræft.

»Når René ikke er her længere, er der ikke flere tilbage, der har kendt mig hele mit liv«, siger Mette.

René har både været indenfor shipping, og også arbejdet som portør og It- mand. Mens han har ligget på hospitalet er han fyldt 67 og er officielt folkepensionist. Det var nu, han skulle bruge al sin tid på lystfiskeri, hans store hobby.

I stedet bliver han efter planen udskrevet på mandag for at dø derhjemme, og Mette har søgt om plejeorlov, så hun kan være hos ham så meget som muligt.

»Du kan sidde ved vinduet og se bøgehækken springe ud, og vi skal spise god mad. Jeg har fyldt op med fryseretter«, siger hun.

Hun har aftalt med kommunen, at der kan komme hjemmehjælp op til 12 gange dagligt. Alligevel er hun bekymret for, om han skal ligge med smerter derhjemme. Da hun taler om det, får hun tårer i øjnene. René ser det og siger:

»Det er også svært for dig, Mette«.

»Jamen, når du har ondt, går det lige i hjertet«, siger hun.

»Jeg skal nok sørge for, at det bliver en god udskrivning«, lover sygeplejersken Sigrid. »Men du skal blive bedre til at sige til, når du mærker smerterne«, siger hun og ser lidt skrapt på ham.

Det er svært, indrømmer René.

»Jeg kan ikke lide at pive«, siger han.

»Det har vi talt om. Du er en fighter. Det har du altid været«, siger Mette.

Da Sigrid rejser sig for at gå, tager hun fat om Renés fødder og giver dem et klem.

For læger og sygeplejersker på enheden, handler det om at skabe en afslutning, hvor både familie og patient er forberedt på en god måde, så det ikke ender med magtesløshed og kaos. Men det er ikke altid det kan lade sig gøre, siger Johan Randén. De sværeste patienter at håndter er dem, som ikke vil tale om døden, og gør alt hvad de kan for at udskyde at tage stilling.

»Særligt de unge mennesker, og dem som har små børn. De kæmper helt forståeligt med alt, hvad de har«, siger Johan.

Selvom de fleste døende gerne vil være hjemme, kan både patienter og pårørende blive usikre eller overvældede i den sidste tid. Og så bliver den døende indlagt, stabiliseret og måske sendt hjem igen. For så at ende på hospitalet akut nogle dage efter.

»Så ender det ind imellem med det, jeg kalder »blå-blink-døden«, hvor en patient kommer ind med ambulancen, dør på vejen, bliver genoplivet og måske ikke kommer til bevidsthed og får sagt farvel. Det er ikke en værdig død«, siger Johan.

En 60-årig mand bliver indlagt på stue 23 fra en anden afdeling på hospitalet. Men kun få timer efter at en portør har trillet ham ind gennem døren, går han bort. Han har været døende af kræft i mange måneder og har været indlagt på afsnittet flere gange. Hans plan var egentlig at dø derhjemme, men hans familie var utrygge ved situationen, og derfor blev han indlagt og udskrevet igen i flere omgange.

Sygeplejersken som var hos familien, da han døde fortæller bagefter, at manden blev ved med at kæmpe, også selvom han for nogle dage siden, havde sagt til sin familie, at han gerne herfra.

Hun følte sig magtesløs, og ville gerne have gjort noget mere for på både patienten og familien. Men der var ikke tid. Bagefter sunder hun sig på sygeplejerskernes kontor. Tårerne stiger hende i øjnene. En læge lægger en trøstende hånd på hendes knæ og forsikrer hende om, at hun har gjort det så godt hun kunne.

Hun finder brochurer frem til de pårørende med titlen ’Når nogen dør’. Dødsfaldet er sket midt i et vagtskifte, og sygeplejersken har egentlig fri, men bliver og hjælper med at gøre den afdøde i stand.

De medarbejdere, der vælger at arbejde med døende, er ofte en særlig type, siger afsnittets oversygeplejerske Trine Andersen.

»De er i kontakt med ting, som ikke alle mennesker er i kontakt med. Det eksistentielle. Og for at blive lukket ind i det rum hos patienterne, skal man have et stormasket filter«, siger hun og tilføjer:

»Vi ser det ikke som et svaghedstegn her, hvis man bliver ked af det«.

Færdig som gårdsanger

Om natten lige før weekenden får René Damgaard feber. Han vågner varm med klaprende tænder. Feberen er slået ned næste morgen, men hans hud er stadig svedig. Johan Randén undersøger ham med det samme allerede inden morgenmødet.

»Jeg tror, du har lungebetændelse. Så du skal tage den mod ro – ingen dans i dag«, siger han og ordinerer antibiotika.

»Vi skal have dig på højkant. Du vil jo gerne hjem på mandag«.

René kæmper sig igennem en hel håndfuld piller ved hjælp af en proteindrik. Sigrid Nielsen kommer til.

»Jeg åbner lige gardinerne, så vi kan få lidt sol ind. Så bliver dagen lidt bedre«, siger hun.

»Jeg er færdig«, siger Rene med henvisning til pillerne, og tilføjer »som gårdsanger«.

Sigrid går i gang med at gøre alting klar til hans udskrivning, så han får al den hjælp og pleje, han har brug for den sidste tid. Der skal både rekvireres sårpleje til hans liggesår, der er lavet en såkaldt terminalerklæring, så al medicin er gratis og telefonnummeret til akutsygeplejersken er skrevet ned, så René og hans niece Mette har en person at ringe til. Men Sigrid tvivler på, at han når at komme hjem. En lungebetændelse er alvorlig i hans tilstand.

»Han risikerer at dø hen over weekenden«, siger hun og tilføjer »Jeg er bare realist«

Det kan også gå den anden vej, og det vigtigste er, at han ikke har smerter.

»Vi jagter de gode dage«.

Ingen blår i øjnene

For Liv Simonsen på stue 11 er det en af de dårlige dage efter flere gode i træk. Hun har kvalme og sidder op i sengen med et lille plastikpilleglas foran sig med medicin hun ikke kan få ned. Ved siden af hende står en smoothie. Det begyndte i går aftes.

»Jeg kastede op og blev megatræt. Som om jeg var slået med en hammer«, siger hun.

Der er tre små piller tilbage. Johan kommer ind og sætter sig på sengekanten. Han lytter til hendes mave med et stetoskop.

»Kvalme kan have mange årsager. Nogle gange er det ubalance i kroppen. Nogle gange er det medicinen. Nogle gange angst. Det føles ens«, siger han.

Sigrid er kommet til. Hun vil gerne have Liv ud af sengen

»Du skal op og børste tænder, og så skal vi have dig i kørestolen og pakket ind, så du kan komme ud på terrassen i solskinsvejret. Det er bedre for dine tarme, din appetit og dit humør«, siger Sigrid.

Hun taler myndigt, så man ikke er i tvivl om, at sådan bliver det.

Liv er glad for den måde, afdelingen møder hende på. At Sigrid hele tiden minder hende om, at hun skal sørge for at få så meget som muligt ud af den tid, hun har tilbage.

»Og hun er optimistisk i forhold til, hvad jeg kan. Ikke fordi de stikker mig blår i øjnene her. De siger tingene som det er. Men på en god måde«.

Kort efter falder Liv i søvn. Foran hende på dynen mellem hendes hænder ligger en brækpose.

Genfødt efter gymnastik

Fysioterapeuten Niels Abrahamsen har sovet dårligt. Han plejer at holde sig i gang med fysiske øvelser, men har ikke haft energien de seneste dage. Han er blevet stadigt mere bekymret for, om den udspilede mave skyldes, at kræften har spredt sig.

»Nu må vi se, hvor det bærer henad. Jeg har tænkt mig at snyde ham manden med leen igen«, siger Niels.

»Men det her med min opspilede mave er lidt complicato«, tilføjer han.

Han følger med i musik – såvel stjerner som helt nye navne, og han har købt billet til både Bruce Springsteen i juli, og musikfestivalen Syd for Solen til august. Han har også billetter til EM i Tyskland, som han håber at tage ned og se sammen med sin søn på 19 år, når han er blevet student.

»Det bliver stort. Det skal jeg med til«. Han gentager sætningen med tryk på »skal«.

Men han er godt klar over, at han ikke kan rejse, som han har det lige nu. Han får mere morfin, end han bryder sig om.

»Min mave går i stå, og jeg bliver snøvlet og glemsom«, siger han.

Han går en tur ud på græsset udenfor hospitalet og gennemfører et gymnastikprogram i strømpesokker mellem bellis og buske. Derhjemme i haven gør han det hver eneste dag året rundt, fortæller han.

»Nu er jeg nærmest genfødt«, siger han bagefter.

Skræmmende skygger

Mandag morgen er det planen, at René skal udskrives. Men sådan går det ikke. Hen over weekenden har han fået tiltagende delir – en tilstand med hallucinationer der ofte rammer døende og meget syge patienter. Han har haft syner med både sin mor og far, og da Sigrid møder ind, græder han.

»Aj, aj, aj«, siger han. »Jeg er helt rundt på gulvet«.

Sigrid mener ikke, han har det godt nok til at komme hjem

»Hvad er du bange for? Er du bange for at dø?«.

Det lyder som en mellemting mellem et spørgsmål og en konstatering.

René svarer ikke.

»Jeg tager beslutningen for dig nu. Jeg kan ikke sende dig hjem, når du har det sådan«, siger hun

Han græder, så hele sengen ryster og tager hænderne op foran ansigtet.

»Det er noget pis«, siger han endelig.

»Det er godt, du græder. Det må godt komme ud«, siger Sigrid og stryger hen over hans korte, grå hår. Lidt senere giver hun ham en sprøjte med beroligende medicin og går ud for at afbestille transporten hjem. Hun ringer også til Renés niece Mette.

Det var meningen, at René skulle have besøg derhjemme af sin søn, som han ikke har set i flere år. Det er Mette, der har fået det arrangeret. Hun lover at sørge for, at sønnen i stedet kommer og besøger sin far her på afdelingen.

Johan er netop mødt. Han har ikke engang taget rygsækken af, da han går ind til René. Han græder stadig og er ked af, at de skal aflyse hjemtransporten.

»Jeg laver så meget ballade. Undskyld«, siger han.

»Vi er vant til det, og vi skal gøre det, som er bedst for dig«, siger Johan. »Du må ikke være så hård ved dig selv«.

Johan forklarer om hallucinationer. Det har 80 procent af deres patienter. Det er ligesom drømme, men man er vågen.

»Det er ligesom, når man ligger på stranden og ser en sky på himlen, og synes det ligner en elefant. Det er det ikke. Men det ligner«, forklarer Johan.

Indimellem er det personer, fra fortiden man ser. Og det kan være skræmmende.

Der er stille på stuen. Johan holder René i hånden og sidder bare. Længe. Til sidst falder René til ro. Medicinen er begyndt at virke. Imens går Sigrid ned på sygeplejekontoret med den pose med medicin i hånden, han skulle have haft med hjem.

»Jeg havde pakket det hele. Men det går aldrig som planlagt her i foretagendet«, siger hun.

Hun fortæller om en ung, kvindelig patient, der var meget plaget af hallucinationer, inden hun døde.

»Det var meget skræmmende. Hun så skygger, der ville tage hende. De stod omkring hende inde på stuen«.

Til sidst kørte Sigrid hendes seng ud på gangen og lagde sig i sengen og holdt om hende.

»Det var det eneste, der hjalp. Hun var rædselsslagen«

Søn på sidste besøg

Hver mandag kommer en musikalsk duo forbi og spiller for patienterne. ’MusikBeRiget’ hedder initiativet, og det består i dag af en mandlig guitarist og en kvindelig sangerinde, som banker på hver enkelt stue og spørger, om de må komme ind og synge en sang. Tre steder bliver de taget imod og spiller blandt andet ’Det er i dag et solskinsvejr’ og ’Vårvise’. En 80-årig kvinde, som har været indskrevet på afdelingen nogle dage, får spillet ’Somewhere over the Rainbow’. Hun ser ud som om, hun sover, og tyve minutter efter, at musikerne har forladt stuen, trækker hun vejret for sidste gang.

Senere på dagen kommer Renés niece, Mette. Han har fået det bedre, efter at det blev besluttet, at han skulle blive på afdelingen. Han har spist to bægre yoghurt, og om nogle timer kommer hans voksne søn på 39 år. De har ikke set hinanden i fire år. De blev ikke uvenner, kontakten gled bare ud.

Det var afdelingens socialrådgiver, der spurgte ind til deres forhold. Hun nærmede sig det forsigtigt, fortæller René.

»Og så før jeg vidste af det, var det blevet til en god idé«.

Nu hvor det nærmer sig, er han nervøs for, at sønnen er vred på ham.

»Men han ville vel ikke komme, hvis han var meget sur« funderer René. Selv om han har været ædru siden 1996, er der mange usagte ting imellem dem.

»Og jeg ved jo godt, at jeg har været en lort på et tidspunkt«, siger han.

»Men der er sket mange gode ting siden«, minder Mette ham om.

Sønnen kommer præcis på det aftalte tidspunkt. Johan og Sigrid går ind for at hilse på. Da de kommer ud, viser Sigrid på sin arm, at hun har gåsehud. Johan tager sine briller af og tørrer en tåre væk.

»De får taget afsked, og det er godt for sønnen og godt for René. Han kan tage herfra i fred og ro med sig selv,« siger han.

Sigrid og Johan giver hinanden et knus. Han græder faktisk relativt ofte, fortæller han:

»Jeg har set mange ting, som er sørgelige og smukke. For mig fungerer det at tage det ind. Det må selvfølgelig ikke tage overhånd. Men indimellem må jeg tørre øjnene«.

Renés søn bliver længe. Da mørket falder på, er han der stadig.

Stærk i stemmen

Liv Simonsen på stue 11 har fået det bedre hen over weekenden. Pillerne virker, så kvalmen er aftaget. Hun har flere gange været ude på hospitalets tagterrasse i kørestolen. Hun har spist Solero-is og haft mange besøg.

»Når pillerne virker, er det som om, jeg bliver vægtløs«, siger hun.

Johan og Sigrid vil gerne overtale Liv til at tage imod et midlertidigt ophold på hospice, hvor hun kan komme endnu mere til kræfter, inden hun måske kan komme hjem. De sætter sig ind på stuen.

»I sidste uge talte vi om apatien. Du var meget ked af det, men det virker som om, du er et andet sted nu«, siger Johan.

»Ja, jeg var nede i en dal. Men jeg har det bedre. Jeg kan godt tale om fremtiden«, siger hun.

»Du er ude af smerterne, og det er godt at se, at du er stærk i stemmen og blikket«, siger Johan.

»Der er også gode ting midt i alt det sorte«, siger Liv.

Hendes hjem er ikke indrettet til at hun kan få den nødvendige hjælp, og derfor tager hun godt imod forslaget om en hospiceplads.

Johan går mod sit kontor for at skrive en henvisning til Diakonissestiftelsen. På vej hen ad gangen laver han små glade dansehop.

Bekymringsrynken i panden

Dagen efter har René fået det værre. Hans hallucinationer tog til i nat, og nu græder han igen. Han er bange. Efter en samtale med Johan og Sigrid siger han ja til at få beroligende og smertestillende i en kombination, hvor han muligvis falder i søvn og ikke vågner igen.

»Vi talte med ham om, at han muligvis ikke får Mette og sin søn at se mere. Men han var helt afklaret. Han vil gerne sove nu«, siger Sigrid bagefter.

’Palliativ sedering’ kaldes det, når man på denne måde giver en uafvendeligt døende patienter smertestillende og beroligende medicin, der skal lindre og reducere angst og smerte, men hvis bivirkning kan være, at livet afkortes og at man ikke længere er ved bevidsthed.

»Han skal ikke have det sådan igen, som han havde det i nat. Det er synd«, siger Sigrid, mens hun blander fire forskellige præparater inde i medicinrummet. Så sætter hun en pumpe op ved Renés seng, som giver ham den samme kontinuerlige dosis hele døgnet. Hun lægger et drop ind i hans overarm lige over en tatovering med FCK’s logo. Løvehovedet som engang svulmede er svundet ind.

Han åbner øjnene. Hun aer ham over håret.

»Har du ondt?«.

Han ryster på hovedet, og peger på sin mund.

»Du er tør om læberne?«.

Sigrid henter små pinde med skumgummi for enden, som hun dypper i vand og fugter hans læber og tunge med.

Han siger noget. Det er svært at høre. Han gentager det med en næppe hørbar hvisken: »Undskyld«.

»Du skal ikke undskylde. Nu skal du sove«, siger hun.

Han ligger med munden åben og hovedet let skråt på puden og trækker vejret i stød med langt imellem. Sigrid ringer til hans niece Mette og forklarer hende, hvad der skal ske. På vej hjem, går Johan forbi Renés stue. Han trækker vejret roligt.

»Bekymringsrynken i panden er forsvundet«, siger Johan.

Det værste scenarie

Efter et par frustrerende døgn med ventetid, får Niels endelig den CT-scanning, han har efterspurgt. Det foregår i kælderen på hospitalet.

»Goddag, hr«, siger radiologen. »Er det Niels Abrahamsen, vi har her?«

»Ja, det der er tilbage af mig«, svarer Niels.

Radiologen kigger i hans journal, kalder ham »en erfaren herre«, og læser hans cpr-nummer op.

»Det stemmer. Mozarts fødselsdag«, siger Niels.

Han laver strækøvelser op ad maskinen, inden han lægger sig på briksen og bliver kørt ind i et rør, hvor han skal scannes.

»Om nogle dage får jeg at vide, om det er det værste scenarie. Om canceren er gået amok. Eller om det bare er ophobet væske«, siger han, da han kommer op på sin stue igen.

Efter at have skyllet næse, lægger han sig med et musikblad i sengen, mens Pink Floyd bølger ind over ham. Dagen efter får Niels besked om, at væskeophobningen skyldes, at kræften har spredt sig. Han bliver tilbudt en plads på hospice, som han tager imod.

Hvor vandet skinner som guld

Lige før midnat vurderer natsygeplejersken, at René ikke har langt igen. Hun tilkalder Mette, der sammen med sin mand kører fra Køge til Hvidovre og sætter sig ved sin onkels seng. Det raller let i Renés bryst, men ellers er der stille på stuen. Kun en enkelt lampe er tændt

»Der er ikke så meget af dig mere«, siger Mette, og stryger hans knoglede hånd.

Da sygeplejersken ringede, var han urolig. Men så snart han hørte Mettes stemme, faldt han til ro. Hun mærker på hans fødder. Personalet har fortalt hende, at et af de første tegn på at systemet lukker ned, er at kroppen trækker blodet ind til de centrale organer, så fødder og hænder bliver kolde.

»Du er stadig dejligt varm«, siger hun.

For nogle dage siden talte de om begravelsen. Mette foreslog, at Renés aske skulle strøs ud over havet ved den revle, hvor han plejer at fiske.

»Så er du derude, når vi bader og sejler«, sagde hun. Den tanke kunne René godt lide.

Hun minder ham om det igen nu. Siger til ham, at han skal forestille sig, at han står fisker ved solopgang. Og at vandet skinner som guld.

»Og du står i din båd og sejler ud mod solen«, siger hun.

Tiden går videre i stilhed. Rene trækker vejret boblende og raspende, men bag hans bryst hamrer hans hjerte stadig hårdt. Han har svært ved at give slip, mener Mette.

»I går sagde han, at han ville komme til at savne os alle sammen«.

René Damgaard dør lige efter, at solen er stået op klokken 05.57. Bagefter ligger han fredfyldt i sengen med et lille skævt smil. Morgenlyset skinner ind i lokalet, men bag Renés øjne er der mørkt.

Læge Johan Randén kommer forbi for at sige farvel, før han skal køres væk. Han står længe og kigger på René med bøjet hovede.

»Han var en dejlig mand«, siger han.

Mette græder, da hun krammer lægen.

»I har været sådan nogle fantastiske mennesker«, siger hun.

Mettes søster er også kommet til, og de står ved siden af hinanden, da portøren kører René i kapellet. Forinden er han blevet gjort i stand og iklædt sin FCK-trøje. Mellem hænderne har han roser og gerbera.