Iga Swiatek var i en lang periode nærmest uovervindelig på grus og ikke mindst i French Open, som hun vandt fire gange fra 2020 til 2024.
Men sådan er det ikke længere.
Søndag tabte polakken 5-7, 1-6 til ukrainske Marta Kostyuk i årets ottendedelsfinaler, og det er en tangering af hendes dårligste resultat i den franske grandslamturnering fra 2019.
For at gøre ondt værre kom det overraskende nederlag på Swiateks 25-årige fødselsdag.
»Jeg er stadig i chok over at slå en så utrolig spiller, der har vundet turneringen fire gange, og som jeg har tabt fire gange til uden at vinde et sæt, siger Kostyuk i sit vinderinterview.
Swiatek brød til 5-4 i første sæt, men gik derefter helt i stå.
Med til historien hører dog, at 15.-seedede Kostyuk har været flyvende på det seneste.
Hun vandt først en WTA 250-turnering i Frankrig på grus, inden hun i starten af maj hentede sin karrieres største triumf, da hun gik hele vejen i WTA 1000-turneringen i Madrid.
23-årige Kostyuk møder i sin kvartfinale enten landsmanden Elina Svitolina eller schweiziske Belinda Bencic.
ritzau




























