Femten meter oppe i luften driver en eksplosion af mørke fjer og dun med vinden og fortsætter ind over skovbrynet bag os. Det er et dramatisk syn, der får det til at gibbe lidt i journalisten – så mange svævende dun, at man kunne forledes til at tro, at fasanen, de tilhørte, er splittet ad i luften.
Det er den ikke. Jeg når ikke at se dens skæbne, men den er braset ned i den lave skov bag os, og allerede nu er en af hundeførerne i gang med at sende sin sorte labrador efter den. Hunde pisker rundt i skovbunden med 100 km i timen, kurende rundt i voldsomme retningsændringer, snuden i jorden, ørerne blafrende om hovedet. Det er en festdag for dem, en kraftudløsning.
Oppe på bakken langs markens højre side kan vi skimte klapperne eller driverne, som de også hedder, og høre deres konstante klap-klap-klapsalver. På toppen af marken står silhuetten af Anders Kirk Johansen, herren på godset – iklædt britisk tweed, læder og sixpencekasket – klar med haglbøssen hvilende på venstre skulder.
Fasaner flygter forbi ham, men han er ubevægelig og løfter ikke engang hovedet. De flyver for lavt – ’lav fugl’, som det hedder på jagtsprog – og er ikke sikre at skyde. Hvis man ikke kan hæve haglbøssen med mindst 45 grader, skal man lade være. Ellers risikerer man at få en reprimande eller blive smidt ud af jagten.
